At beskrive noget som “systemisk” betyder, at jeg retter min opmærksomhed imod, at det, som opleves som “virkeligt”, kontinuerligt forandres og genskabes i bevægelse og forandring.

Systemisk forståelse tager afsæt i at forstå hvad det er, som gør livet levende? Når vi anser os selv for at leve, hvad er det som som får os til at bedømme det som sådan?

At beskrive noget som lever?

Hvordan kan vi beskrive ”et levende system”? Et system opretholder sin eksistens og funktion igennem interaktion. Vores krop kan ses som et fantastisk eksempel på et levende system. Vi iagttager den som bestående af mange forskellige dele og organer. Hver del har egne funktioner og har indflydelse på de andre. Øjet kan ikke registrere noget uden blodforsyning. Bevægelsen i arme og ben hjælper med at pumpe blodet tilbage til hjerte og lunger. Hjerteslag og tanker påvirkes af fordøjelsen.
Selv hvert af disse dele og organer fungerer igennem en indbyrdes interaktion imellem andre dele, som igen har deres eksistens igennem inter-aktion, osv.
Kroppen fungerer som et komplekst system – ligesom familien, og en organisation gør det. Naturen omkring os kan vi også se og beskrive “systemisk”.

Systemerne er ikke “derude” men konstrueres igennem beskrivelse

Hvad der kan opleves som meget vanskeligt tilgængeligt i den systemiske tankegang, er at vi må opgive at bestemme “systemerne” ud fra de enkeltdele eller helheder, som de tilsyneladende består af. Systemet ER så at sige ikke, det FUNGERER kun. Systemets skaber sin egen eksistens og/eller beskrives igennem den måde som det løbende udvikler sig på, og frem for alt i kraft af, at det hele tiden selekterer imellem, hvad der skal høre til sig selv, og hvad der er “udenfor”. At beskrive et system bliver derfor et forsøg på at sætte ord på et udsnit af en løbende bevægelse og interaktion.
Vigtigt bliver det, hele tiden at være opmærksom på, at den beskrivelse, som vi skaber ikke har andet at gøre med det, som den beskriver, end at den “peger” på noget vi iagttager. Beskrivelsen er ikke systemet…

Autopoiese

Når vi ser på levende systemer, er der bred enighed om, at de beskrives godt igennem et princip som de to systemikere Maturana og Varela har kaldt for “Autopoiese”. Med dette menes der, at levende systemer selv kontinuerligt producerer både sig selv, og de mekanismer som benyttes til at producere sig selv. “Fabrikken bygger så at sige sig selv, efter fabrikkens egne principper, og ved hjælp af maskiner og materialer, som den selv har produceret.” … Altså et rekursivt princip. Dette fører også til, at vi betragter levende systemer som “informativt lukkede” og “ikke-trivielle”. De kan forstyrres igennem ændrede påvirkninger udefra, og hvordan de agerer og reagerer på disse påvirkninger, kan ikke umiddelbart forudsiges med sikkerhed. Med endnu et paradoks, så bliver det eneste konstante ved levende systemer, at de hele tiden forandrer sig.

Vi kan genfinde “det systemiske” overalt

Når vi iagttager forskellige levende systemer, ser vi mønstre som går igen. At beskrive noget ”Systemisk”, bliver til at reflektere over disse mønstre. Vi oplever derved gang på gang, at det mønster, som viser sig i et levende system, finder sin analogi i et andet system. Hvad min krop kan og viser mig, vil jeg f.eks. kunne genfinde, når jeg ser på en familie eller en virksomhed.
Når det ikke er muligt at iagttage et system, uden at påvirke det, skyldes det efter min mening, at vi ved at gå i forbindelse med det bliver en del af et nyt system, hvor vores egen interaktion og skelnen spiller med. En relation kan ikke iagttages, idet den kontinuerligt skabes på ny. ”Der sker noget imellem os”. Når to mennesker mødes, skabes der derfor et helt nyt system, forstået som en forandret interaktion.

Vidtrækkende konsekvenser

Konsekvensen af at opfatte systemer alene som interageren og kommunikeren, set som handlinger, der finder sted i tid og rum, kan blive ganske vidtrækkende. For det første bliver vi konfronteret med en vanskelighed ved overhovedet at beskrive dem, idet vi hele tiden i vores forsøg på at beskrive, hvad de ER, dumper ned i en ”enheds-” og ”helhedstankegang” . Vores sprog fungerer med brugen af etiketter, som klæber godt. For det andet konfronteres vi med, at denne interageren eller kommunikeren med hinanden, i kraft af, at den hele tiden flyder, vanskeligt lader sig forklare uden at skulle ”fryse” den. Men samtidig får vi pludseligt forklaringen på, at vi som moderator, proceskonsulent, underviser, terapeut, samtalepartner etc. kan hjælpe: Hjælpen fungerer ved at vi GØR noget sammen, og dermed bliver vores evne til at skabe nyttige relationer, (som jo altså ikke kan ses ) helt central i det praktiske systemiske arbejde.

Systemisk forståelse ændrer måden jeg relaterer på

Systemisk forståelse bliver i min beskrivelse vigtig i forhold til enhver relateren?  … Ja, Systemisk forståelse vender op og ned på den måde, som vi bevæger os i verden på, kommunikerer, hjælper, lærer, underviser eller leder. Det går op for os at interaktion kommer til at handle om at invitere hinanden, og at forståelse for, hvorledes forskellige invitationer fungerer, bliver meget vigtig.

Systemisk tankegang kan opleves som  værende meget kompleks og svært tilgængelig. I Mahamudrainstitut vil du opleve, at du tilegner dig Systemisk forståelse igennem utallige eksempler, praktiske øvelser, arbejde med kroppen, egen refleksion og undren og en humoristisk tilgang. Det kan føles svært og er samtidigt smittende morsomt at arbejde “systemisk”.

Læs mere om Mahamudrainstituts uddannelsesforløb i Systemisk forståelse

Du kan læse mere om “systemisk tænkning og -handlen” på www.jesperløyehejl.com