Er du afhængig af at elske kvinder Jesper? Ja så afgjort! Det har jeg været siden, jeg blev til igennem foreningen af en sædcelle og et æg i min mors livmor.

Hvis min far på nogen måde skulle føre sine gener videre, så var han også afhængig af det kvindelige. Det gælder for alle mænd!

Jeg vil beskrive det som en biologisk eksistentiel afhængighed, som også har voldsom indflydelse på vores seksualitet og dermed direkte på vores kultur. På måderne mennesker lever sammen på. På religioner, politik, magtkampe, og fejder.

Dybt indlejret i os mennesker ligger der en drift til at bevæge os frit. Jeg tænker, at det gælder for de fleste organismer. Hvis jeg forsøger af fange en hund, kat, fugl, eller flue, så vil de impulsivt søge at undgå det.

Vi straffer også hinanden ved at tage- eller begrænse vores frihed. Det er også sådan at kontrol virker!

Kontrol søger at styre noget i en bestemt retning og opfylde nogens forventning til det, som skal ske. Den vil skabe forudsigelighed og binde spontanitet.

Jeg blev som alle andre mænd født med en grundlæggende drift til at forblive i live. Biologisk evolutionært som dreng og senere mand for igennem parring at kunne medvirke til artens videre eksistens. Hvis det skulle lykkes, kunne jeg gøre det ved forplante mig igennem en kvinde.

En kvinde der villigt skulle lukke mig ind i sig. Altså finde mig tilstrækkelig tiltrækkende og attraktiv til at hun følte sig tryg nok til at gøre det.

Afhængig af at elske – uden at kunne få?

De fleste kender til den vrede og frustration, der kan opstå, hvis de er afhængige af, at et andet menneske velvilligt af sig selv medvirker til at noget, som er meget ønsket, sker!

Det kan meget hurtigt skabe både vrede og frustration, hvis det så ikke lykkes at invitere vedkommende til at deltage i det!

Jo mere ‘ret’ de mener at have til det ønskede, jo lettere vil de retfærdiggøre midlerne til at opnå det, også måske om nødvendigt tvinge den anden til at deltage.

Sådan må langt de fleste mandsdominerede kulturer være opstået!

Hvad “havde” kvinder?

Jeg husker, hvordan jeg som teenager erfarede, hvor nærmest smertefuldt det var, at føle mig SÅ tændt efter at være tæt med piger på min egen alder: Jeg kunne føle mig ude af mig selv over, når det bare ikke lykkedes.

Jeg sad gerne og grundede over, at der da måtte findes en “nøgle” til at løse den gåde? Og ikke mindst hvordan den kunne se ud og virke?

Allerede som dreng indså jeg, at der var noget, som kvinder generelt havde, som jeg ikke lige så ofte mødte hos mænd: Åbenlys empati og medfølelse.

Når, vi som drenge legede sammen, handlede det oftest om at måle, hvor dygtige eller modige vi var til et eller andet.

Var jeg sammen med piger synes det mere at være: Hvordan vi havde det med hinanden og andre, som var vigtigt?

Målingerne separerede – den emotionelle kontakt forbandt.
Den opdagelse blev afgørende for resten af mit liv!

Forenklet beskrevet som:

At drengene meget gerne ville ses for alt det, de kunne…
Pigerne mere for hvad de gjorde, hvad de blev bevægede af, og hvad de følte om det?

Jo mere jeg talte med piger og voksne kvinder, og søgte at leve mig ind i, hvordan det måtte være at være dem? – Jo tættere knyttede jeg mig til dem, og jo mere ville jeg, hvis jeg kunne, have dem helt ind i mig.

Det føltes simpelthen så meget mere meningsfuldt og trygt at være Jesper, når jeg havde dem emotionelt tæt på mig. Det hørte aldrig op!

Hun må invitere mig!

Samtidig gik det op for mig at, hvis vi skulle elske med hinanden, så gik det kun, hvis hun inviterede mig ind i sig. Forunderligt nok skete det meget lettere, hvis jeg først havde inviteret hende ind i mig! – F.eks. tydeligt, emotionelt konkret i handling uden ord viste hende med hvad, hvem og hvordan jeg bevægede mig i livet og i møderne med hende. Jeg må åbne først!



Det gav så meget mening for mig!

Hvem vi have nogen ind i sig, som virker hårdt, utilnærmeligt og måske endda overfladisk og mest af alt optaget af at “stikke noget ind for egen tilfredsstillelses skyld” og ja igen: Til “måling”?

Den måske vildeste opdagelse, jeg gjorde og stadig gør, er, at kvinders adgang til lyst synes så meget mere nuanceret og kraftfuld, end de fortællinger jeg hørte fra mænd.

Intelligens må være emotionelt funderet

Når mænd – (og det er mest mænd!) – taler om maskinel “super-intelligens” i disse år – så åbenbarer de i mine øje det gab imellem det kvindelige og mandlige: 


Intelligens MÅ simpelthen være emotionel, følsom, medfølende, omsorgsfuld, resonant og ikke “faktuel”, hvis den skal være til gavn for det levende og livet!



Det kan godt være, at vi kan beskrive et menneske “rammende”? Og uanset vise os ufølsomme og uempatiske i måden vi møder det på? 


Angst?

Mon ikke at det helt afgørende for os er, at kunne leve uden unødvendig angst? Både tryghed, sikkerhed og angst sanser vi emotionelt. Vi fornemmer og mærker det kropsligt. Angst kan ingen reelt forklare sig ud af. Til gengæld er det meget let at tale hinanden ind i den.

Og blot for at forebygge enhver misforståelse, så ser jeg også mænd som emotionelle væsener. Vi er alle også forskellige, ned til hver eneste celle!

I sidste ende vil også denne sårbare drift efter at “komme ind i hende” – og de frustrationer der dukker op, når det ikke lykkes, være emotionelt drevet.
Socialt og kulturelt betragtet er det måske blot sværere for drenge og mænd at øve sig i at bevæge sig emotionelt, end det er for kvinder?