Hvis der er noget, som mange mennesker frygter, ser det at “få” en afvisning. Ja sådan formuleres det gerne.

Afvisning som barn

Jeg husker som barn, at have gjort noget, som min mor kaldte “at være uartig”. Det betød vistnok noget med, at gøre noget som jeg ikke måtte, og i særlig grad ikke at have hørt efter, når jeg fik besked på at “opføre mig ordentligt”.

Uanset hvad den egentlige betydning af det ord var, så førte det gerne til at “jeg skulle gå ind på mit værelse og blive derinde, til jeg var blevet artig igen, og kunne få lov til at komme ud”.

Som voksen tænkte jeg tilbage på det, som en slags varetægts-fængsling. Mit værelse blev i det øjeblik forvandlet til en celle, hvor jeg skulle sone min straf: Afvisning og isolation.

I de meget yngre år føltes det som en katastrofe! Senere opstod der trods og en emotionel modstand overfor den magt, som mine forældre på den måde tiltog sig over mig.

Afvisning som isolation og smerte

Jeg var på mange måder i skolen blevet vant til regelmæssig afvisning i kraft af, at jeg var anderledes. Effekten af den kunne også føles som isolation, blot på en anden måde. Måske var skolen i den sammenligning mere et åbent fængsel, med en skolegård vi kunne få udgang i i frikvarteret. Jeg tror såmænd ikke forholdene hvad angår klike-dannelse og tilhørsforhold til bestemte grupperinger, fungerede ret meget anderledes der, end det gør i fængsels-gårde!?

Afvisningen følte jeg som smerte. At høre til, og mærke at man hører til, er ganske enkelt livsnødvendigt for arter, som lever i sociale grupperinger. Mennesker er ingen undtagelse, Vi er lyserede, bløde, har små tænder og smager sikker sødt. Måden vi beskytter os på er, ved at stå sammen i en flok. Det er også sådan vi jager.

Naturen snyder vi ikke.

Der skete noget igennem denne måde at opdrage på. Jeg blev meget selvstændig. Jeg blev virkelig god til at være- og lave noget alene. Måden at håndtere afvisningen og smerten derved, var at ignorere den, og forklare for mig selv, at “jeg ikke havde brug for dem” … Altså de andre.

Det er ikke så let at snyde sin natur. Bag denne selvstændighed, mærkede jeg konstant længsel og sorg.

Jeg er stadig virkelig glad for at gøre ting alene, og er som en hund opmærksom på om mennesker jeg finder vigtige, ikke bare forsvinder væk.

Det gør de nogle gange, og det finder jeg virkelig svært at bevæge mig emotionelt med. Måden jeg gør det på, er gerne ved at skrive. Og søge nær kontakt til de, som ikke er forsvundet.

Gandalf og Mille – er også i den henseende fantastiske. Katte går deres egen veje. Hunde søger kontakt. Jeg har haft hund(e) i mit hjem det meste af livet.

Afvisning fra kvinder

Når jeg reflekterer over det, så har bekymringen for afvisning været størst i forhold til kvinder. Mænd og drenge var der alligevel ikke “rigtigt”. Der var noget flygtigt over dem. Travlhed efter at gøre- eller ville noget. Jeg syntes meget tidligt at ane, at den sociale stabilitet og opmærksomhed afgjort var langt mere rodfæstet i det kvindelige end hos mænd.

Det passer meget godt med, at stabiliteten i flokke opretholdes af kvindelige netværk.

Afvisningen er ikke bare at sige nej

Jeg skelner tydeligt imellem at nogen i en situation eller et møde siger “nej”, eller bare flytter sig, og så det jeg forstår som afvisning.

Det er super vigtigt for at kunne leve sammen, og bevæge os trygt med hinanden, at vi uden videre kan flytte os væk eller tættere på, uden overhovedet at skulle begrunde det eller tillægge det andet betydning, end at vi passer på og hinanden.

Afvisning har en eksistentiel karakter.

Måske er det sådan, at hvis jeg føler, at vi er emotionelt “viklede ind i hinanden” og der pludseligt søges og skabes afstand og emotionel distance, uden at det opstår som noget gensidigt, så kan det i den grad føles utrygt.

Vi kan som mennesker “glide fra hinanden”. Det er helt naturligt. Livsomstændigheder kan gøre at det bare sker.

Afvisning som noget kropsligt

.Afvisning handler for mig om noget kropsligt. Den bliver et vidnesbyrd om at vi ingen egeneksistens har.

Tanken om- og den konkrete erfaring med at et menneske pludselig “forsvinder ud af mit liv”, svarer til fysisk at miste en funktionalitet eller del af kroppen. Min hjerne adskiller ikke tabet af vigtige relationer fra det at miste noget kropsligt. Social smerte aktiverer samme neurale netværk som fysisk smerte gør.

Min krop leder efter noget, der er forsvundet uden at finde det.

Det minder i den grad om at “miste” et menneske, som dør.

Med det “dør jeg også” – dvs. den Jesper der skal reorganiseres, er en anden “Jesper”, end ham der relaterede med den afdøde, da han/hun levede.

Som at dø

I det lys kan ubehaget eller bekymringen for afvisning måske – afhængigt af relationens emotionelle intimitet, sammenlignes med at blive mindet om at jeg skal dø?

Den handler nok ikke så meget eller overhovedet om afhængighed, psykologiske mønstre, eller barndoms-sår?

Kan jeg gøre noget ved det?

Næh!

At leve er lidelse – Det peger Gautama Buddha så tydeligt og klar på. Jeg er ikke angst for at dø, den mistede jeg som barn.