Skaber vi et “Selv” igennem angst for at noget kan ske igen?

“Jeg ved ikke om jeg kan nå det?”
Tid spiller en umådelig rolle i vores samfund og kultur.

Vi organiserer vores liv efter “tid”.
Umiddelbart tænder de fleste på tid som noget, der “går”.

Et ur går.
Dvs. hvis det er af den type som angiver tidens “gang” på en skive med tal, så går det ingen steder hen. De vender tilbage til det samme sted. De gør det i en helt bestemt takt.

På samme måde fungerer det med moderne ure, de slår også en takt. Deres funktion er at få mennesker og maskiner, satelitter, computere etc. til at bevæge sig i i takt. Et synonym for det kunne være “kontrol”.

Det interessante ved at opfatte tid på den måde er, at den udelukker, at alt hvad der sker, er forgængeligt! Intet kan nogensinde ske igen! Med andre ord forandres alt og kan aldrig være det samme.

Ting er ikke, de sker også!

Det betyder: At det, vi opfatter som “en ting”, også er noget “der sker et sted til en tid”.

Et rum uden tid kunne ikke rumme en ”hændelse”. Intet kunne bevæge sig, vekselvirke, opstå eller forsvinde. Det ville være umuligt at skelne eller registrere “at noget sker” uden tid.

Vi bruger tid til at at se at noget opstår, fremtræder og bevæger sig i forhold til noget andet.

Hvor sker det?

I relation til hvad?
I/Til hvilken tid?

Tid virker som en måde at skelne – eller differentiere på.
En måde at iagttage bevægelse på.

Et punkt “findes ikke”.
Det sker i tid et “sted”, der kontinuerligt vil være nyt og aldrig kan være det samme.

Hvad, der engang er sket, sker endnu og altid anderledes. 
Det, der skete bevæger endnu det, der sker – anderledes.
Iagttagelsen af det vil også være det, som sker.

 Og anderledes.

Iagttagelse fungerer som bevægelse, der bevæger bevægelse – midlertidigt og irreversibelt.

Det, som sker, sker aldrig igen, som det skete!
Det er ganske enkelt umuligt

Angst for at noget sker igen

Mange mennesker bøvler med angst!
Angst opstår bla. ved at tænke:

“Det kan ske igen!”

eller

“Det kan også ske for mig!

“Det skete jo dengang, så kan det også ske igen.”

Når den tanke skabes, hænger det sammen med ideen om et “selv” som en ‘ting’, livet sker FOR.



Selv kan kun opretholdes som det samme Selv ved at få noget, som sker, til at se ens ud.

Vi hjælper dette Selv på vej, ved at give alt som sker, navne.:
En kande, et glas, min søster, ex-mand, min hund. Min barndom, etc.

“Sådan er jeg altså” – siger vi om noget, vi gør som rutine, uanset at vi gør det forskelligt hver eneste gang. 


Ja der ER ikke engang en ‘gang’. Alt der sker, sker anderledes end før!”


Vi får det til at ligne!


Alene DET : At få det til at se ud som noget, der skete før – vil gøre det umuligt, at det kan ske som før.

“Dengang” skete det jo end ikke, med den forestilling- og fortælling i sindet.

Selv som angst for forandring

Et selv MÅ bekræfte sig selv, som noget der grundliggende ikke forandrer sig! – Det skal fremtræde genkendeligt for både sig selv og andre.



Hvis det, der sker, altid er “noget andet, kan dette Selv kun fastholdes, ved at få det, der sker, til at fremtræde som “det samme”.

Hvor ofte følges det ikke også af en insisteren over for andre:

“Nu gør du det igen!”


Måske fulgt op med:
“Du ser slet ikke, at du gør det samme hver gang, vel?!”


Uden at skænke det den mindste tanke, at netop disse sætninger viser, hvordan den anklagende forsøger at gentage sin egen måde at iagttage og beskrive den anden på.


“Du er stadig den samme, som jeg allerede har besluttet mig for, at du er.”


At en egentlig gentagelse er umulig, forbliver usynligt.


For hver gang nogen kalder et menneske, der oplever at kunne se udmærket, for “blind”, bliver den sansede afstand mellem dem større.