Måske var det ‘astma’ der ledte til denne vidunderlige lyst og optagethed af kunsten at berøre og elske med hinanden?

Jeg har døjet med allergi og astma siden jeg var meget lille. Det betød hospitalsbesøg, medicin, lange perioder med sygdom og virkelig mange gener. På rigtigt mange måde blev den diagnose bestemmende for hvordan jeg levede, og dermed også for min fortælling om “mig selv og mit liv” som denne beskrivelse her også henviser til.

For omkring 25 år siden gik det op for mig, at jeg måske reelt set ikke var syg?

Jo jeg havde alle disse gener! Dem kunne jeg ikke tale væk. Der var heller ingen “behandling” som kunne fjerne dem. Og de fleste af de som lindrede symptomerne, førte blot til nogle andre- som sidevirkninger af behandlingen og medicinen.

Fra Astma til kompetence

Jeg skiftede simpelthen perspektiv på denne “Astma”!


“Jesper der er noget ved den måde du er på, som gør at du reagerer markant anderledes på nogle forstyrrelser end andre! Det kan/må betyde, at du SANSER nogle forandringer anderledes i kroppen, end flertallet gør det!?”



“Hvad er det, du sanser anderledes? – Og hvordan?”


Jeg begyndte meget opmærksomt at iagttage, hvordan og hvornår og i hvilke sammenhænge, jeg reagerede?

Spændinger

Hvad, der bl.a. gik op for mig, var at jeg er overordentligt fint sansende i forhold til “spændinger” imellem mennesker, der ikke gives et åbenlyst udtryk. Mine lunger reagerede når jeg fornemmede “noget i rummet” der ikke blev sagt højt. Når vrede, stres, uro, irritation blev maskeret ved at spille et høflig venligt spil. Blikke eller små ændringer i tonefald. Jeg lagde mærke til, at mine lunger spændte op, at jeg ikke kunne få rigtig luft, længe før jeg kunne sætte ord på, hvad det var som foregik. Når der var noget uklart og usagt i gang – så sansede jeg det spontant, øjeblikkeligt og direkte.

I dag ser jeg denne “diagnose” som en særlig evne tilfældet har udviklet. Jeg vil ikke kalde det for en “gave” i egentlig forstand. Og på mange måder har den været med til at definere stort set alle sider og aspekter af, hvordan jeg har levet og relateret med andre mennesker.



Jeg fanger små forskydninger i omgivelserne meget hurtigt. Min krop reagerer uden forsinkelse. Nogle gange kan jeg ikke sætte ord på det. Det viser sig måske først senere, når jeg taler med andre om det, jeg fornemmede, der måske skete i en given kontekst?

“Jesper, du opdager da også bare ALT” … hører jeg ofte

Astma og det at sanse kroppen i verden

Det stemmer godt med den måde nervesystemet fungerer på. Vi ‘tænker ikke verden’. Vi bevæger og bevæges uden forsinkelse af det, der sker. Vi opfatter det forskelligt gennem hele kroppen på én gang. 

Omgivelserne gør kontinuerligt noget ved os og vi med dem.

At være levende er også kontinuerligt at orientere sig. 

VI lytter, ser, lugter, mærker tryk. Registrerer skift i rytmer, tempo, stemning, spænding. 
Samtidig er kroppen klar over hvad der sker “indeni”: Åndedræt, puls, varme, tryk i brystet, uro i maven, trang til at trække sig eller søge nærmere på. 



Vi kalder det for interoception. Ordet peger på, at vi sanser ‘kroppen i verden’ ude og inde samtidigt. 

Vi kan træne vores sanser! Nogen træner at skelne parfumedufte. Andre at smage vin eller forskellige oste. 

Når jeg ser tilbage, giver det derfor mening for mig at forstå mine lunger som et meget tidligt udviklet meget følsomt sanseorgan, som jeg har trænet igennem mange år.

Måske blev de til det på baggrund af, at mine luftveje i forvejen var sårbare og let reagerende? OG at jeg flere gange var ved at dø som en direkte følge af ikke at kunne trække vejret?!
Lærte mine lunger mig at lytte og forebygge? Hvis jeg vel at mærke kunne få mig til at flytte mig væk fra det, jeg opfattede i mine omgivelser?


Det sidste var ikke altid let. Jeg var spaltet imellem at skulle være ordentlig og opføre mig korrekt, og fysisk at overleve. Det som forventedes var oftest også det som skabte spænding.

Behovet for at berøre og blive berørt

Hvad, jeg også fik øje på, er det, jeg beskriver som et stort behov for at berøre og blive berørt.
Som dreng var det sted, hvor jeg fandt mest ro og lindring i favnen på omsorgsfulde kvinder. 


Modsat – dels fordi jeg virkede anderledes end de fleste andre børn og det forhold, at min mor bad mig om at passe på min noget ældre storebror – kunne skolen og især skolegården virkelig skabe spænding overalt i min krop og særligt i mine lunger.



Meget tidligt forbandt jeg den fysiske kontakt med kvinder som noget af det tryggeste og mest livsnødvendige for mig.
Der i duften, blødheden, det afspændte, anerkendelse, det trygge, omsorgen, at føle mig holdt tæt uden at skulle gøre noget for det – kunne jeg spænde af.



Også det har fulgt mig hele livet og ført til en stor seksuel lyst og tiltrækning til den nære kropslige kontakt og elskov.


Jeg har elsket med de veninder som ville. Uden nogensinde at gøre det til en betingelse.
 De fleste af dem kender min forkærlighed for også at holde i hånd.

Berøring på den måde afspænder alt – også astma

Det kan være nærliggende at oversætte dette med henvisning til tilknytningsteori eller co-regulering. Det vi ramme ved siden af!
Jeg erfarede konkret hvordan berøring, når den sker på den måde, afspænder alt! 

Der i det kropslige møde, behøvede jeg ikke at være “Jesper!” med alle de krav og forventninger, og ambitioner som andre havde på mine vegne. Mødet med en varm sansende og sanselig krop, der ikke vil andet end det, gør alt mindre truende og vigtigt. Med berøringen kom bevægeligheden igen.

Den kropslige erfaring og erkendelse fulgte mig videre ind i ungdom og voksenliv.


Voldsom lyst og tiltrækning til nærhed, behovet for kropslig kontakt.

Jeg forguder kvinder og det kvindelige! Uden at idealisere det. Læs det som “hinsides beskrivelse”.



At jeg i den grad favner og inviterer til at undersøge kunsten at berøre og elske, ser jeg som en naturlig fortsættelse mine tidlige erfaringer. Det ‘At elske – kropsligt uden ord’ er for mig ikke underholdning eller et krydderi på tilværelsen. Jeg sanser det som livsnødvendigt. 

Vi kan have forskellig “lyst-til noget” – Det gælder også sex. Jeg vil ikke sætte det at elske i bås, eller på nogen måde betinge det af seksuel kontakt.


Astma i et andet lys

Hvad jeg skriver og peger på her kaster også et andet lys over ‘astmaen’. Jeg har ingen interesse i at opløse det biologiske i psykologi eller omvendt. Jeg opfatter psykologi som fysiologi og omvendt. Vi er krop, som ‘noget der sker’ og uløseligt integreret i alt, hvad der ellers sker. 

Jeg ser intet som værende egen-eksisterende!

Uden lunger er jeg her ikke.
Uden ilt i luften omkring mig er jeg der heller ikke!
Trækker musklerne ikke vejret med mig igennem lungerne, er jeg her heller ikke.
Mangler der vand eller mad, er der heller ingen Jesper.

Hvad er så “Jesper”? 

Det må være “noget der sker i alt det andet som sker?”

Hvordan sker Jesper? – Se det finder jeg virkelig interessant!



Hvordan sker du?

Du kan spørge dig selv, om du alene bevæges psykologisk eller også bliver kropsligt uberørt af det, som sker i verden lige nu?


Astma, at sanse, -berøre, -længes og elske kan jeg ikke betragte som adskilte fænomener. Set på den måde bliver det heller ikke længere et spørgsmål om: “Jeg fejler noget?”
Når jeg iagttager ser jeg et mønster: 

Et barn måske født med sarte luftveje og stærk reaktivitet møder en verden, der nogle steder spænder op, og andre steder holder blidt om. Jeg lærer, øver, og gentager at opfatte social spænding igennem måder, jeg spænder på.


Bestemte måder at berøre mig på giver ro.
Senere søger jeg igen og igen den kontakt, hvor min krop bliver afspændt lysten urolig, og jeg kan trække vejret frit: I det tændte, let uordentlige, hengivende, bløde, fugtige, favnende og afspændt, bevægende og berørende
Det er nok ikke mærkeligt, at mine lunger, hud, uro og lyst, skolegården og den varme favn, lyst, frihed, kærlighed, omsorg, hengivelse og elskov hænger sammen i mit liv? 

Det er sådan jeg bl.a. har øvet at leve mit liv.
Hvad har du øvet? og vil du blive ved med det, eller øve noget andet?




Hvad er Tantra?