Er der et alternativ til at afgrænse sig igennem grænser? Hvilket?
… Og hvad med med traumer og møder med traumatiserede mennesker?

Kender du fornemmelsen af at få fat i noget, der føles så fedtet, at det ikke er til at holde fast på?
Hvad gør du så, hvis du gerne vil flytte rundt med det?

Ja jeg putter det ned i en form, der ikke er fedtet, og så bærer jeg det, imens det ligger der.

Det samme gælder for noget, der er flydende eller måske kun findes som en gas? Ned i en beholder med det! For gassens vedkommende kan den sættes under tryk, hvis ellers den er solid nok til det?

Det, at afgrænse noget, fra noget andet, handler om at fjerne spontan bevægelighed.

Det er ingen hemmelighed, at jeg har beskæftiget mig med grænser vel nok hele mit voksne liv? Måske hænger det sammen med, at jeg mine første 15 leveår, blev opdraget til at passe ned i en klart defineret form!

At afgrænse

Der er mange måder at afgrænse på. En af de mest effektive er: At skabe meget tydelige forventninger til “acceptabel adfærd”. Grænsen eller formen opretholdes, ved på den ene side at pege på “det, vi IKKE gør”, og på den anden side: Det vi gør, som de andre udenfor grænsen måske gør – og VI ikke finder rigtigt.

Sådanne grænser definerer- adskiller os fra hinanden – ved at vurdere adfærd: Måden, der bevæges på, måles efter en “standard”. “Det ligger under (din) vores standard, at gøre sådan…”

Hvad, jeg oplevede var, at det blev meget vanskeligt leve i “fred”.

Smid en afgrænset tæt form, f.eks. en rød plastikdunk i et hav af bevægeligt vand! Se så hvor tydelig den bliver at se for alle! Den ligger der og flyder rundt, og virker både fremmed og forstyrrende.

Som voksen mødte jeg så fortællingen om “grænser” igen. Denne gang fortalt af terapeuter og workshopledere, som så det: At kunne “passe på sine grænser”, som tryghedsskabende i møder mellem mennesker!

Narrativet optræder nærmest i alt, hvad der har med “ny Tantra” at gøre?
Jeg troede nærmest ikke mine egne ører! De klassiske Tantras inviterer til at få øje på, at vi er “bevægelse”.

At formen eller formene vi tillægger naturen af alt, er præcis det, som fører til, at vi oplever lidelse igennem illusionen om at føle os adskilte. Både fra hinanden – og i øvrigt fra alt hvad der ellers sker!

Hele praksis omkring “gom”/ meditation, inviterer til kropsligt at erfare opløsningen af det afgrænsede “selv”. Dvs. “Selv” som “identitet” og form.

Hvor befriende er det ikke, når byrden af at skulle være en nogen eller noget, der defineres igennem bestemte forventninger og fortællinger, falder!

Hvad er det, der skal “passes på”?

Ja jeg indledte med det. Den spontane bevægelighed, det fedtede der glider af og bliver sværere at holde, jo mere fast der holdes, og det bevægelige vand eller den luftige, liflige vind.

Luften og vandet omslutter al form uden at klamre sig til noget. Luft og vand kan jeg udtrykke som bevægelse af bevægelse. Forskellene imellem dem beror på hvordan de bevæger og bevæges?

I dette “hvordan?” … Gemmer sig al praksis. “Hvordan” er ikke lige-gyldig, og det kan kontinuerligt undersøges.

Bevægelse – at bevæge og bevæges udtrykker også “at iagttage”. Tantra inviterer til en iagttagende praksis. At iagttage igennem den sansende bevægelige krop.

At afgrænse i mødet

Hvis 2 mennesker vil mødes igennem “grænser”, så vil der være 4 i mødet: “Mig, mine grænser, dine grænser, og du.”

Det er jo ikke sådan, at de til et tantraseminar, hvor der tales om “grænser”, aftaler den “fælles grænse”. Nej det er “min grænse” og “din grænse!” Det er temaet.

Hvad mon der er imellem de to grænser? 
Afstand eller Ingen-mands-land?

Hvor er grænsen imellem dig og luften, du indånder, eller maden du spiser og fordøjer?
Du bliver til den mad og … jo ..Noget af den bliver også til lort, der så bliver til mad for noget andet levende.


Du og jeg er bogstaveligt skabt af mad, der er blevet spist, af en krop, der også var lavet af mad, der blev spist. Vi trækker vejret i luft, der dannes igennem andet levende.

Fælles puls eller takt

Når jeg iagttager naturen, så genkender jeg overalt vekselvirkningen imellem en åbnende og en lukkende bevægelse: Udvidende og sammentrækkende. Tiltrækkende og frastødende. Det kan beskrives som fremad-bevægende helixformet bevægelse eller spiralformede bevægelser.

Det kan opfattes som “takt”, puls eller rytme.

Når vi mødes som natur – uanset med hvad – så vil det være det: om vi kan mødes i en fælles puls, der afgør, om vi kan bevæge os med hinanden eller ej?

Findes den ikke – vil det føles adskillende, og ikke nødvendigvis separerende.

Vi kan kultivere en praksis for at “tune frekvens” i sociale møder. 
Det beskriver måske meget godt, en del af det, vi gør i møderne på Mahamudrainstitut?

At afgrænse mig selv

Vi måler gerne bevægelse. Det gør vi for at kunne adskille “os selv” fra “den”. Vi kan bruge termer som at noget er hårdt, blødt, eftergiveligt, flydende, aktivt, passivt, bevægeligt, fast, højt eller lavfrekvent, plastisk, giver modstand etc…

Alle disse termer og evt. udstyr vi benytter til at måle med, kan få os til at overse, at vores sanselige krop – virker i resonans med al anden bevægelse!

“Vi svinger godt sammen!”- kan vi sige, og peger dermed på, at vi uanstrengt finder måder at bevæge os sammen på, der reducerer eller måske helt fjerner illusionen om adskillelse og grænser?

Jo mindre vi måler det igennem bedømmelse og fortællinger, jo mindre støjer vi for at SANSE, om vi virkelig også svinger godt?

Hvordan sanser vi det?
Ved at lade os bevæge af hinanden. Først i passende afstand. F.eks. når vi SER “den anden bevæge sig”. Allerede der, vil kroppen fornemme, om det føles afspændt eller anstrengende at blive bevæget af.

Bevæge fra midten

For at det fungerer, dur det ikke at være “passiv”. Den største bevægelighed finder jeg “i midten”.. afspændt imellem slap og højspændt. Se det metaforisk som at en dør altid vil åbne noget for at lukke sig op imod noget andet. I midten er den hverken åben eller lukket og mulighedsrummet er størst.

Jeg husker for et år tilbage, at en ny deltager på Mahamudrainstitut følte sig overvældet af alt det, som skete. Så satte hun sig i meditationsstilling med lukkede øjne midt på sin madras, uden at bevæge sig.

Jeg tror ikke, at jeg kan komme i tanke om noget, der kan “fylde MERE” i en gruppe, end det!? “Se her er jeg. Jeg er med, og vil IKKE være med!”



I naturen “derude” skal man være varsom, i mødet med noget, der sidder stille! Det gør rovdyr f.eks lige før de springer! Vi slapper først af, når vi har konstateret, at det stillesiddende er dødt!

Jeg vil slutte med at skrive noget om en indvendig, jeg ofte møder:

At afgrænse og traumer?

“Hvad så med terapeutiske grænser? Især hvis det handler om traumer!”

Systemisk set vil et traume virke som en “sår”, der smerter og dermed hindrer den frie bevægelighed.

Måske er såret helet i det ydre, og arvævet gør, at intet bevæges som før.
Det reducerer ikke bare friheden i møder med andre mennesker, det gør det også sværere at sanse/fornemme og finde en fælles puls i møderne.

I mødet med en terapeut – eller i en hvilken som helst hjælpende interaktion, vil denne begrænsning i evnen til at spejle (møde i resonans) gøre et traumatiseret menneske mere udsat, end det ellers ville være.

Den traumatiserede har muligvis mistet tilliden til, at han/hun er i stand til at passe på sig selv. Dvs. evner spontant at søge afstand, forsvare sig eller bevæge sig væk .

En konsekvens er at han/hun opretholder afstand. Afstand er også “tid”. Det skal gå langsomt og være fuldstændigt klart og transparent i måden, vi bevæger os med hinanden på.

Klar og tydelig kropslig dialog

Det kræver tydelig dialog og: 
At berøring sker tydeligt afspændt, er meget let at følge og der aldrig “holdes fast” eller lægges “vægt” på. 



Vi kan som mennesker holde hinanden uden at “holde fast”. Jo mere afspændt et greb er (IKKE “slapt”!), jo tryggere føles det, og det afspændte greb er det stærkeste. Det “favner” eller “omslutter”.

Paradokset i dette kan blive, at mødet med den hjælpende – igennem måden han/hun bevæger sig på og møder den traumatiserende, kan føles så trygt, at der skabes afhængighed. 

Det utrygge sanses som spænding (høj frekvens). Øjeblikke hvor der sammen med den hjælpende afspændes (meget lavere frekvens), føles befriende og “blødere”. Hvem vil ikke have mere af det?

Afhængigheden reducerer den bevægelighed, der kan genopdages, øves og øges.

Hvordan møder vi det, uden at afgrænse os fra hinanden?

Ved at gøre det klart og tydeligt kommunikeret igennem dialogen og måden, vi møder hinanden på.

Denne tydelige måde at være i kropslig dialog på. vil jeg beskrive som en meget væsentlig essens af det, som vi inviterer mennesker til at undersøge og opdage på Mahamudrainstitut.

Vi KAN ikke vide, om nogle af os er hæmmende af psykisk- emotionelt-, socialt eller fysisk “arvæv”.

Derfor ser jeg ethvert møde som om, at det er en ret sandsynlig mulighed!


Vil du med på vores tantramassage uddannelse over 3 weekender?