At berøre og mødes med et levende væsen finder jeg umådeligt sårbart. Jeg har aldrig været i stand til at afgøre, om dette sårbare kommer fra mig eller den, jeg møder i den kontakt?

Jeg tror nu heller ikke, at det er muligt at afskille det. Alt sanser jeg emotionelt. Det bevæger ‘mig’.
Alt, hvad jeg erfarer som ‘smukt’, bliver det igennem måden, jeg lader mig bevæge af det på! Tilsvarende med ‘grimt’, ‘farligt’, ‘skræmmende’, ‘trygt’ etc.

…

At berøre og mødes – handler også om smerte

Der findes intet i universet som ikke bevæger sig. Selv sten eller stål vibrerer. Det sker blot med en frekvens som gør, at det føles hårdt, når jeg rører ved det.

Alt liv på jorden bevæges igennem en fysiologi, som minder om vores. Det er ikke så underligt. Vi er alle udtryk af den samme natur!

Hvad, vi deler, er, at vi kan sanse, og fremfor alt at vi kan føle smerte. Smertesansen er den, som får os til at passe på, at vi ikke kommer til skade. Når noget gør ondt erindrer vi, at vi er levende og dødelige.

Det er nok deraf det sårbare opstår, når jeg møder et menneske eller et dyr? Mødet, hvis det holdes blot mere end et øjeblik, er forbundet med både tillid og mod. Og ikke at glemme nysgerrighed og lyst til at undersøge.

Visheden om at mødet og livet, ja alt er forgængeligt, kan smerte. Og ses det som det, der netop adskiller os fra det maskinelle og alle ‘ting’, får det mig til at juble og glædes. Nogle gange sådan, at jeg føler, at jeg ikke kan være i min krop..

At berøre og mødes i tillid

At berøre og mødes i tillid bevæger mere end noget andet, jeg kender. Tillid vil aldrig være “sikker”. Det ligger i universets natur, at det er spontant opstående og kaotisk uforudsigeligt. Det er umuligt at kontrollere, med mindre vi tvinger det til at miste sin impulsive bevægelighed.

Da Tillid ikke KAN være knyttet til sikkerhed, så vil det kræve mod, at møde hinanden sådan. Vi risikerer smerte og ultimativt livet. I det øjeblik nogen eller noget vil binde os, så erstattes tilliden af kontrol. Med den følger impulsen til at søge væk og genfinde autonomi. Lykkes det ikke, eller er det ikke muligt, vil forsøget på kontrol følges af den smerte, vi kalder for ‘angst’.

At møde det levende i kontakt, inviterer til at lytte med hele kroppen. Vi sanser, når vi bevæges af hinanden. Jo mere afstemt vi kan følge hinandens måde at bevæge os på – i hele kroppen – jo mere bevæges vi i mødet. Ingen formår at følge, hvis ikke der kan- eller vil lyttes.

At berøre og mødes er at gøre fælles

Da bliver kommunikation umulig! 
Kommunikation betyder at “gøre fælles” – af communicare, – ‘at gøre fælles’.

I vores samfund er kommunikation i høj grad blevet synonymt med ord og billeder. For at virke som kommunikation kræver det, at vi bevæges emotionelt ens-lignende når vi hører eller læser det samme ord.

Det bevæger os emotionelt, idet vi lærer alle ord ved, at få lyde og tegn knyttet til erfaringer, vi gør os, når vi bevæger os sansende og undersøgende i naturen og verden.

Da vi nødvendigvis alle vil have forskellige erfaringer så kan vi aldrig være sikre på at vi virkelig fanger, hvad der siges eller skrives!

Det vi opfatter, er snarere det, vi ellers gør i møderne. Måden vi bevæges af alt det andet på, ud over lydene vi hører, tegn vi læser og billeder vi ser.

Resonans – for at spejle må der ses og lyttes

Med den direkte kropslige gensidige berøring og kontakt, er det anderledes!

Der opstår kommunikationen mere direkte og i kropslig resonans. Det er simpelthen meget let at fornemme om vi følger hinanden igennem bevægelse.

Meget sværere er det, hvis den ene ligger stille, imens den anden gør en hel masse. Helt stille ligger vi aldrig!

At det kan virke ‘stille’ beror på, at den ene så ikke tydeligt viser, hvordan det, der sker, spejles emotionelt i kroppen.

Det bliver således meget svært at lytte.

Det bliver som et orkester der spiller, uden at kunne høre andet end sig selv. Publikum underholdes. Imellem de, som spiller, og de som lytter, er der hverken kontakt eller gensidigt erkendt resonans.

At berøre og mødes – At åbne og lukke uden anstrengelse

Hvis du ind imellem læser noget af det, jeg skriver, og lader dig bevæge af det?
Så bliver det måske tydeligt at se, hvad der får mig til at invitere mennesker til at bevæge sig kropsligt med hinanden – Og med al øvrig natur.

Jeg har ikke tal på de kvinder, der har fortalt mig om, at “have lagt krop til” en mands presserende behov for en udløsning. 
Jovist har han tænkt, at “han hellere lige må gøre noget for hende først” – inden kan ‘trænger’ ind i hende. Som er han udstyret med en kanyle, der vil af med noget.

Alt levende lukker spontant for det indre og intime, hvis noget vil tvinge det op! Eller møder det med en forventning om, at det skal åbne!



At åbne og lukke uden anstrengelse i samtidig fælles interageren med alt, hvad der bevæges, er derimod den helt universelle livsgivende bevægelse på jorden og universet.

Måske er der et mønster at se i, at så mange kvinder gerne danser, og så relativt få mænd? I dansen bliver dialogen kropslig, og umulig at bevæge sig, hvis den ene vil styre og kontrollere.

….

En ‘Tantra’ inviterer til at se alt dette igennem vedholdende daglig praksis.

Når moderne ‘Tantra* gøres synonymt med nydelse, selvudvikling, afgrænsning, forventninger, ‘at give og modtage’, så rammer det alt sammen ved siden af det, som ellers kunne erfares.



Hvad, jeg også ser, er at invitationer og tekster til ”noget med Tantra” i stadig større omfang skrives af maskiner (AI) som aldrig nogensinde har følt, sanset eller er blevet emotionelt bevæget af noget som helst!

Hvad gør det ved mennesker, når maskiners tale og billede-konstruktioner erstatter, at vi tør vise os, som vi bevæges naturligt?

Kom og vær med i et skønt fællesskab omkring en sådan praksis