Det “at binde”er et begreb, der om noget fylder meget på i den klassiske Buddhisme og det moderne spirituelle kærlighedsliv – herunder forskellige måder at praktisere “moderne vestlig Tantra” på:

Tilopa siger til Naropa i det første vers 
af sin sang til samme:

Mahamudra er hinsides ord og symboler

Men til dig Naropa, som er oprigtig og tro, bliver det sagt:
Det tomme har ikke brug for støtter

Mahamudra beror på intet,

uden nogen form for anstrengelse,

Simpelthen kun idet du forbliver afspændt og naturlig,

kan du bryde åget
 og nå befrielse…”

osv.

Den regnes som central i den buddhistiske Mahamudra tradition.

Hvad menes der med at binde?

Indledningen inviterer til at se, hvad der menes med “at binde”:

“Det tomme har ikke brug for støtter”.

Med det peger han på, at sindets støtter er det, vi griber efter, for at kunne fastholde illusionerne om “mig selv”, mit liv, mine mål, metoder, regler fremtid og fortid og f.eks også forstillingen om “at kunne frigøre sig.

”

Grebet efter støtten er bindingens bevægelse, der skaber illusionen om at noget KAN gribes og fastholdes, i en verden hvor alt sker irreversibelt?



Hvordan frigøre noget, der ikke er, fra noget andet, som ikke er?

Det spørgsmål lyder kryptisk og mærkeligt, da vi igennem vores sprog er vant til at tale om hinanden og livet som “ting”: Noget der har en egen-eksistens. 


Hvad Nagarjuna mange århundrede før Tilopa, Naropa og senere også Dogen inviterer til, er at få øje på, at alt må iagttages som at “det sker”.

‘At der iagttages’ sker også og forstyrrer/bevæger det, der sker.


Ikke som: At det sker for “en nogen”! – Den ‘nogen’ sker også!
 Universet sker, alt sker – bevægelse bevæger bevægelse. Og bevægelse er ikke “noget”.

Jeg vil ikke binde mig

“Jeg er et menneske som ikke binder mig” siger en, ud af en erkendt sårbarhed ved måske at blive for tæt med et menneske og kunne miste intimiteten igen? Eller ubehaget ved at skulle lide under andres jalousi?

Ideen om noget, der endnu ikke er sket, kan få styrende kraft over det, der sker nu. Forestillingen om fremtiden bliver en støtte for at opretholde illusionen om en passende afstand.

Et afstandssøgende menneske skaber dermed ikke bare en ambition om at holde emotionel afstand til den anden. Begrænser nærmere sin mulige bevægelighed.

Det, som frygtes er måske ikke kun at den ‘anden’ mistes? Det kan også være at blive så bevæget, at fortællingen om at være selvstændig og selv-nok ikke længere kan opretholdes.

Friheden bliver ikke fri bevægelighed. Der øves et bestemt og begrænset bevægelsesmønster.
Det menneske, der insisterer på at være frit, må hele tiden kontrollere og vurdere graden af nærhed, afhængighed, længsel og sårbarhed.

På den måde bliver det at insistere på sin “frihed” en en meget stærkt reguleret og begrænsende måde at bevæge sig og relatere på. Grundlæggende styres den af angst og fremtræder således også som kontrol.

At fryse bevægelse i form

Hvordan ikke gøre noget, som reelt heller ikke er muligt? Altså “at binde” bevægelse sammen til en form? Det er lige så umuligt, som at gøre noget der er umuligt!



Ja det er vel KUN lade-sig-gørligt ved at overbevise sig om at binde-risikoen er reel! Altså også: At der findes et JEG, der KAN binde sig til DIG.



Overbevisningen bliver til en støtte, der gribes ud efter og dermed til illusionen om at være en nogen eller noget, der er bundet. 

Illusionen om at være en nogen, der kan undgå noget, der alene opstår igennem sindets gentagende fortællinger.

Hvad ‘der sker’ i universet – altså al bevægelse – ER forbundet. Ikke som ting og som bevægelse. Ikke den bevægelse og så en anden bevægelse. Nej sådan-hed … det sker…

Ikke: “det er bare noget, der sker…


At binde den som binder

Det, der sker, kan være smertefuldt, begrænsende og voldsomt virkeligt som bevægelse. Illusionen består i at gøre bevægelsen til faste ting — “den bundne”, “den bindende” og “bindingen” — og derefter tro, at de eksisterer ved egen kraft.


Det er en vigtig forskel. Ellers risikerer udtrykket at “alt er bevægelse” også at blive brugt til at støtte og binde, og dermed overse det faktisk erfarede.