Hvordan kan det være at det så ofte ikke virker at ville forbedre noget?

Du er ude at gå en tur i skoven, sammen med en god bekendt. I snakker og er fordybet i et spændende emne. Imens du fortæller om din vinkel på det, ser du ned på stien hvor du går. Du ved: “For lige at holde tankerne på sporet”.

Da du ser op er din makker væk!
Øh hvad!?
Du vender dig om, og ser bagud hvor I kom fra.
Der er intet spor af ham!

Så går du tilbage for at se, hvor han blev af? Og nu hører du en svada af bandeord komme skråt nedefra.
Ved nærmere undersøgelse ser du, at han er skredet ned i et hul, der er så dybt og glat, at han forsvandt fra stien.

Uden at kunne styre det bryder du ud i latter over det komiske i det, der er sket. Du har med det samme fornemmet at han ikke er kommet til skade, ud over at have mudder på hænder fødder, og dele af ansigtet.

Du stopper kort med at le… Og så ler han!
På et øjeblik ler i begge højt sammen…

Jeg prøver lige at forbedre det!

Næste gang i er ude på tur sammen, på en anden sti, får han øje på en skrænt.
“Se der – den er lige til at falde i, så du ikke opdager det!”.. siger han
“Øh jo !?”

“Ja den her gang gør jeg det bedre end sidst!”
“Hvad mener du?”

“Falder i!”
“Mener du det seriøst?”

“Ja da.. Du fandt det jo meget sjovt sidste gang!…”

At forbedre gør det kunstigt

Med et er det gjort ‘kunstigt’. Al spontanitet er væk. Det er unaturligt – fortænkt, villet, konstrueret..

Hvis nogen siger: “Vær spontan!” .. så er det ikke muligt “at være det”. Det der gøres, for at opnå noget, vil ligge under for kontrol.

I såvel Zen- som Tantra traditioner kaldes denne kontrol for “SELV”..
…..

På en date!

Du tager på en date. Møder manden på en cafe, og det første han siger efter den obligatoriske hilsen er:

“Altså jeg ved ikke lige, hvordan man gør det her rigtigt?!”
“Rigtigt?” .. svarer du

“Ja du ved, sådan at vi ender med at kysse, og tager hjem og knepper med hinanden”
“Hvad?” … Svarer du forbløffet

“Ja! er det ikke det, vi begge to er her for?”



Mon ikke mødet stopper der for de fleste?

At forbedre i håndværk

I særligt japansk keramik-håndværk celebreres det spontane. Det som “bare opstår” af elementernes spontane bevægelse. For mange mennesker kan det synes meget svært at se skønheden i det.

“Det ligner jo noget, som man kan finde i naturen!” Det virker totalt uordentligt og nogle gange kaotisk. “Det kan enhver barn vel lave!” siger nogen.

Som med fortællingen ovenfor, kan skønheden ikke forklares uden at gøre det umuligt at få øje på den efterfølgende. Enten ses det, eller det erkendes ikke!

Det vil være lige så absurd som at ville forklare, hvad der gør en solopgang “vidunderlig”? – eller hvordan det kan være, at jeg bliver ked af det”?

Det gælder så ikke alene for håndværk i Japan!
Det er umuligt at forbedre håndværk så det ikke bliver kunstigt at se på. Det er: “om igen” på ny.
… og ja sådan er det også med elskov og det meste i livet. ..

“Ej” siger værten.. “Det smager ikke lige som jeg havde forventet!.. Vent lidt! Jeg henter lige den stærke Sauce, den tager bismagen!”

Spontant anlagte mennesker møder det igen og igen.

Ordene “lyst, omsorg, kærlighed, leg, kreativitet, anerkendelse … ” peger på det spontane og umiddelbare.

Hvis denne impulsivitet mødes med forbehold, og ambition om at forstå eller “lige mærke efter” (Et udtryk der er så ofte brugt vores tid). – Eller et ønske om “lige at tale om vores grænser først” .. Så er alt gjort kunstigt!

“Nåå ok nu forstår jeg, hvad det er, du vil! og ikke vil!“
“Spændende .. Ja det vil jeg lige tænke over, og så giver jeg dig min mening, når jeg føler mig sikker på mig selv.”

…. Not! – Jeg er fløjet ..

Jeg vil ikke noget.
Jeg sker! ….. bare..