Kom til sommercamp og/eller Praksisfællesskab med krop, bevægelse, Mahāmudrā og kunsten at leve uden at slås.

Kender du glæden ved at opleve at noget du slås med, der før var svært, pludselig føles enkelt og let!
Findes der noget, som føles mere befriende og dejligt?

Hvis jeg møder modstand, vil den første impuls være at bruge mere kraft eller magt til at overvinde modstanden. “Hvis jeg udholder lidt mere smerte, så lykkes det!”.

Jeg ser ikke, at modstanden ligger i mit sind i måden, jeg betragter såvel det, jeg gerne vil have til at ske, og det som sker her og nu – på.

Modstanden opstår ved at skabe et “mig” mod noget, der er “ikke mig!”
Du kender det måske eller har hørt andre sige 😉 –

“Nej det her kan jeg altså ikke finde ud af!
Det er ikke noget for mig!”

At slås med modstand?

I Mahāmudrā-traditionen vil modstand iagttages som bevægelse, hvor sindet griber efter et ‘mig’, der stilles over for det, ‘der sker’.

Min mor yndede at sige: “Jesper du kan opnå alt, hvis du virkelig vil det! Lad ikke dine evner gå til spilde!” .. Den sætning kunne næsten ikke mere tydeligt adskille mig fra det jeg potentielt kunne ønske mig at få!

Der findes en “Jesper” der er “placeret i noget, som vi kalder for “Livet”, og med tilstrækkelig og rigtig indsats, kan Jesper få det, han “ønsker sig!”

Det var kærligt ment! Sagt i omsorg! .. Og formet af en kristen tradition

Det adskiller sig ikke meget fra det meste moderne selvudviklings-filosofi, performance-træning, coaching og terapi.

“Modstanden”, problemerne, og udfordringerne gives dermed identitet som noget, der kan overvindes og fjernes af en “nogen”, der står overfor “noget”. 

Det ses dermed ikke at en følelse/fornemmelse af modstand i sin natur ikke adskiller sig fra enhver anden følelse, emotion og bevægelse i sindet/kroppen.

Frem for at slås – at iagttage

Frem for at forsøge at overvinde den – bliver invitationen at iagttage den. Se den opløse sig, når den ikke næres af fortællinger.

Hvordan kan dette – der opleves som “modstand” – vise sig?

Som:


fortællinger
billeder
forventninger
adskillelse
tilladelse
handlingslammelse
fortolkninger
afvisninger
træthed
spænding

Har den en form? Et centrum? Forandres den igennem iagttagelse og beskrivelse – kropsligt og i sindet?

Spænd af og hvil i iagttagelsen. Betragt hvordan illusionen næres!

Modstand opstår som sindets bestræbelse på at opretholde illusionen om sig Selv som et Selv, der lykkes eller ikke lykkes (same-same).

“Se nu lykkes det igen for mig ikke at lykkes!”

Der er med andre ord intet at “overvinde” og slås med.
Modstanden er “tom” uden fast, selvstændig substans. Det er dens natur!
Ingen emotion opstår uafhængigt af, hvad der ellers sker.

“Jesper” findes ikke uden ilten i luften, jorden under fødderne, mennesker, dyr, planter, vinden, solen, varme, kulde og universets bevægelse.

Universet findes heller ikke, som det findes, uden “Jesper”!

Bevæger universet sig, bevæges Jesper!
Bevæger Jesper sig, bevæges universet!

Hvordan bevæges?

Dette fantastiske, vidunderlige “hvordan”? Ikke som en rebus, et problem, en opgave der skal løses! Men som en invitation til at se, iagttage, sanse, fornemme, opdage igennem bevægelse.

Når kroppen bevæges naturligt og afspændt som en hul bambus i vinden og sindet holdes åbent uden tendens til at holde fast – så erkendes det, vi kalder for “modstanden” som noget, vi forsøger at holde fast, og ikke lader sig gribe….

Hvad kan ikke “gøres til modstand” af et sind og en krop, der vil gøre sig hård og anspændt?

Betyder dette så at give afkald på at kæmpe?

Nej!
Universet vil jeg kunne beskrive som forunderligt smukt og voldsomt destruktivt.
Alt levende lever af at æde noget andet levende.
 Det hører til det levendes natur at jage, samle føde og forsvare sig.

At kæmpe er ikke det samme som at ville slås!

Når vi øver dette, undersøger vi, hvordan vi ængstes, frygter, spænder, tør, timer, nærmer os, viger, skærper vores reflekser og impuls, angriber, parerer, berører, flytter os, bruger passende kraft, holder igen og anerkender.

Til det hører også at iagttage, hvordan bevægelse opstår og ledes? Igennem vrede og had – eller klar, nøgtern iagttagelse af, hvordan det, der sker, sker?

Der findes intet bevægeligt sind uden en bevægelig krop, der bevæger og bevæges med det, der sker.

Vi kan øve at sidde stille og lytte og forstyrre mindst muligt?
Vi kan også træne at bevæge os, når vi presses, slår eller slås på, trækker, trækkes, trykker, trykkes, frygter og ængstes.
Vi kan lege, danse og elske..

Intet lades ude – intet hæves over andet.

Kom og vær med! <3