At meditere står som en helt central praksis i de klassiske tantras. Hvad er det, der øves, når der mediteres?

På tibetansk kaldes det sgom (udtales Gom). I tibetansk buddhistisk brug peger ordet i retning af at vænne sig til, at kultivere og at gøre sig fortrolig med noget gennem gentagen praksis.
På pali bruges ordet bhāvanā – at udvikle, kultivere eller frembringe gennem praksis.
Ordet dhyāna er sanskrit og henviser til grader af meditativ fordybelse inden for denne ramme af praksis. På pali hedder det jhāna.
Dhyāna bliver i Kina til Chan og i Japan til Zen.

Indhold i denne oversigt

• At meditere i de klassiske tantras
• Hvad vil det sige at meditere?
• At meditere kan ske i alt, hvad vi gør
• At meditere som at lære en praksis
• Hvad bliver tydeligt, når der mediteres?
• Hvordan øves det at meditere?
• En konkret anvisning
• En tibetansk anvisning på sgom
• Zen og det at sidde vendt mod en væg
• Vijñāna-bhairava-tantra
• Når sindet falder til ro
• Der sidder ikke nogen derinde
• Når meditation integreres i hverdagen
• Spejlet som metafor for at meditere
• Vejledning kan være vigtig
• Kan man blive dygtig til at meditere?

Hvad vil det sige “at meditere”.

Hvad er det så for en praksis? 
Hvad gør vi, når vi mediterer?
Vi iagttager!
Eller mere præcist: Vi øver os i at lade det blive tydeligt, at alt hvad der sker, sker som bevægelse, iagttagelse og resonans.

Meditation kan ses som en praksis, hvor det gradvist bliver tydeligere, hvordan det at leve, kroppen, at sanse, at tænke, at føle og omgivelserne ikke kan skilles fra hinanden, sådan som vi ellers let kommer til at tro.

At meditere kan ske i alt hvad vi gør

Det er karakteristisk for Dōgen, grundlæggeren af Sōtō Zen-ordenen i Japan, at alle praktiske og daglige opgaver indgår i den meditative praksis.

Meditation bliver til en praksis der viser sig i måden, vi bevæger os, handler og iagttager på.
Det betyder, at meditation ikke alene praktiseres på ‘puden’. Vi gør det, når vi står op, laver mad, vasker op, arbejder, går, elsker, bliver vrede, ler, sørger eller mærker uro.
Det afgørende er ikke hvad vi gør men måden vi gør det på.

At meditere som at lære en praksis

Det kan sammenlignes med et forløb for f.eks. en’ lærling’ – der står i lære hos en Tømrermester – skal igennem. Og her så bare med meditation som praksis og ikke “kunsten at arbejde med træ”:

Der vil være nogle kompetencer der skal øves.
At håndværke minder meget om at meditere, i den forstand, at det må øves, modnes og blive fortroligt gennem gentagen vedholdende praksis. Et er at forstå – noget andet at handle praktisk, nyttigt og kompetent.

På samme måde kan Meditation ikke forstås. Den skal erfares uden at det gøres til ‘en erfaring’. I det øjeblik vi f.eks. vil fortælle om, “hvad der skete i mig, da jeg…”! Da har vi erstattet meditation med et “selvudviklings-projekt”.
Hvordan udvikle et “selv”, der er ikke eksisterende?

Hvad bliver tydeligt når der mediteres?

At meditere handler om at erkende sindets og kroppens natur. At se, at vi ikke kan adskille det, der sker i mig fra det, som ellers sker.

Når det opdages, at det ikke kan adskilles! Så ses det: At sindet og kroppen ikke kan have egen-eksistens som afgrænset fra alt, hvad vi ellers har lært at opfatte som værende omkring os.

Hvad, der sker i illusionen om “derinde”, bevæges som et med det, der sker i illusionen om “derude”.


Det, vi kalder for “mig selv”, erkendes da som en vedholdende fastholdelse af illusionen om at være adskilt og afgrænset som et “selv”.

Vi har lært og øvet, at der er ‘mig’ på den ene side. Og ‘de andre/det andet’ på den anden side.
At opdele livet i at: Noget sker for mig. Overfor: ‘Noget der ellers bare sker – og ikke for mig!
Når det umulige i denne opdeling ses klart. Så bliver der kun tilbage: At der sker!

Alle ideer om at kunne leve i kontrol fordamper. Med den også angst. I stedet folder det, som ZhuangZi beskrev som spontanitetens vej, sig ud.

Hvordan øves det at meditere?

Der er mange forskellige måder at øve at meditere på. Ofte gøres det ved at sidde stille og iagttage, hvordan selv den mindste bevægelse f.eks. lyde ‘derude’, med lysets hastighed bevæger alt ‘derinde’.

Hver gang det sker, vil vi i begyndelsen af vores læretid, øjeblikkeligt søge at bedømme det: “Det er en krage!”, “Døren smækker”. “Gulvet knirker!”

Senere registrerer vi det blot som bevægelse hinsides beskrivelse. At meditere inviterer til, at iagttage AT der bevæges og tænkes som det, der sker, når noget sker – uanset hvor og hvordan det sker.

Forskellige retninger og Buddhistiske ‘skoler’ hælder til forskellige måder.

En konkret anvisning kunne lyde således:

Sæt dig.
Ret kroppen op.
Bliv ved åndedrættet.
Kend langt åndedræt – som langt, kort som kort.
Sans kroppen.
Lad kroppens bevægelse falde til ro.
Når sindet går ud, hent det tilbage.
Bliv ved, til sindet samler sig.
Bliv ved det, som samler sin

En anden anvisning f.eks tibetansk sgom :

Sæt dig roligt.
Lad kroppen finde en værdig stilling.
Lad åndedrættet falde til ro af sig selv.

Se nu, at der tænkes.
Lad tanken passere.
Vend tilbage.

Se nu, at sindet rækker ud.
Lad det falde til ro.
Vend tilbage.

Hvil kort i det, som allerede er.
Bliv fortrolig med det.
Forlad det ikke med det samme.

Når det mistes, så genkend det.
Vend tilbage igen.
Gør dette mange gange.

Pres ikke sindet.
spænd af!
Bliv ved, til det virker velkendt.

Zen og det at sidde vendt mod en væg

I Zen traditionen mediteres gerne med åbne øjne vendt mod en væg. En ‘tom’ flade der ikke forstyrrer. Det vi alt andet lige for den uøvede gøre det meget tydeligt, hvordan sindes konstant så forsøger at forstyrre sig selv!
Invitationen lyder: “Sid og bliv siddende uden at gøre andet”.
Bare sid!… og så!

Vijñāna-bhairava-tantra

Vijñāna-bhairava-tantra rummer 112 forskellige invitationer til at meditere. I sin skriftlige form stammer den fra den middelalderlige shaivatantriske praksis.

Når sindet falder til ro

I takt med øvelsen falder sindet til ro. Det opdages at tanken om det, der sker, forstyrrer det der sker, og gør det umuligt at fornemme, hvordan det sker?

Det sker hinsides anstrengelse. Hverken spændt eller slapt – men afspændt / i ‘midten’ hvor bevægeligheden er størst. Enhver stræben efter at se ‘det’ vil øjeblikkeligt spænde op og umuliggøre erkendelsen af det.

I samme åndedrag – bliver det åbenlyst, at sindet er ‘tomt’: At alt, hvad sindet gør, er at bevæge og blive bevæget. Som bevægelse der bevæger bevægelse uden, at der er “noget”, der bevæges.

Der sidder ikke nogen derinde

Der “sidder ikke en lille mand/kvinde derinde” og fortæller historier” om det, der sker. Det at gøre fortællinger sande erkendes som: Måden illusionen om adskillelsen opretholdes på.

Når meditation integreres i hverdagen

Det næste vil være, at denne praksis glidende integreres i alle aktiviteter og daglige gøremål. Når vi vågner, står op, børster tænder, bader, laver mad, arbejder, elsker .. Ja i alt. Også når vi irriteres, bliver vrede, er kede af det, ler og laver sjov.

Vi bevæges spontant hinsides forsinkelse.
Den vurderende grænsekontrol gået hjem.
Der er direkte kontakt!
Og kontakt betyder: ‘At der intet er imellem’.

 Det er intimt!

Der kan ikke være noget imellem ‘det der sker’ og ‘det der sker’! – Det hele sker..

Hvad, vi meget hurtigt da ser, er, at alt bevæges, når vi bevæges og bevæger os!


Altså bliver måden, vi bevæger os på, meget tydelig at erkende i ændringerne i det der sker
Vel at mærke i stadig finere nuancer.
Da det vi beskriver som “at iagttage” er det samme som “at bevæge” – Bliver det klart, at måden der iagttages på bevæger alt!
Såvel det iagttagende som det iagttagede. Det kan ikke længere adskilles.

Spejlet som metafor på at meditere

En metafor, der ofte bruges om dette er, at vi “børster støvet af spejlet” sådan: At det, der vises i det, er klart og helt resonant med det, som sker. 

Spejlet selv er ‘tomt’. Først når noget bevæges foran det, spejles det.
Spejlet forbliver et klart spejl selv efter at nogen f.eks. har stået foran det og skældt ud.



Det levende spejler anderledes end som et fast spejl gør det.
Vi bevæges af det, der bevæges. Det bevæges af, hvordan vi bevæges.

Det ses og sanses, at vi ser.
Vi ser og sanser, at det ses.

Vejledning kan være vigtig

Det anbefales gerne i de klassiske Tantras at gøre det sammen med et menneske, der har erfaret og praktiseret længe. På den måde kan nogle af de typiske blind- og vildveje undgås.



En sådan vejleder kan kun “pege” og måske vise. 
Det, som peger, kan ikke være det, der peges på.



Vi lærer godt ved at bevæge os sammen i resonans og i passende skridt og tempi.
Det er intimt at se i et spejl. Det skjuler intet, og vi ser i det udefra og ind, frem for indefra og ud. Hvis vi ellers åbner for at lade det ske?

Kan man blive dygtig til at meditere?

Meditation kan “man ikke blive god til”. Det giver næsten sig selv.
Der er ingen teknik at lære. Intet at måle.

Enten spejler et spejl, eller det gør det ikke.
Det svarer til, at der heller ikke kan være “næsten lys”. Enten er der lys, eller intet lys.
Hvem vil sige at hun er “næsten gravid” .. Eller “jeg ser det næsten”…

Enten ses det eller ej.