Efter weekenden med Cupisofi i praksisfællesskabet kom jeg til at reflektere over det at møde åbent eller lukket

Hvis jeg vil gribe en bold som kastes til mig, så er det en rigtig god ide at stå med let åben afspændt hånd og krop.

Det vil gør det lettest at gribe.

Er den helt lukket, vil det kræve, at jeg først afspænder, og derefter bevæger mig efter boldens flugt i luften, og så griber den ved at lukke min hånd om den.

Forskellen er enorm. Du genkender det måske?

Her den anden dag i en kontaktøvelse gik det op for mig, at børn når de optages af noget – f.eks en spændende tegnefilm, eller af at male, spontant sidder med åben mund og et afspændt udtryk i ansigtet.

De åbner for at “tage den helt ind”.

Jeg har ofte bemærket, at jeg nærmest konsekvent sidder sådan.

Egentlig er jeg klar til at kysse, den som vil kysse.

At mødes med en tæt lukket mund

I øvelsen kom en kvinde hen til mig med lukket mund. I det sekund jeg bød hende velkommen ved at strække min opadvendte hånd i en blød gestus i retningen af hende. Du ved, lige som at byde nogen indenfor, så fornemmede jeg at hun spændte en smule mere og drejede sit hoved måske bare 1 cm mere væk fra mig.

Følelsen og emotionen i min krop var lige så øjeblikkelig. Jeg trak min hånd til mig, og sansede ingen lyst til at være nær.

Senere sagde hun, at “hun har brug for at se folk an først”.

Jeg fortalte, hvordan det spontant fik mig til at lukke min krop.

At jeg fornemmede, at jeg lukkede for mere intim kontakt.

Måske er det generelt sådan, at når jeg møder mennesker, som lukker først, fornemmer lukketheden og så spontant tænker i forsvar?

“Jamen sådan er jeg!” Svarede hun.

Og så stoppede snakken der.

Måske skal jeg takke mine afspændte kæbemuskler for, at jeg har kysset meget

Det er interessant for mig at få øje på, at vi i kampkunst også gerne møder med den afspændte og ikke lukkede hånd. Det øger reaktionsevnen betydeligt og styrken af et evt. forsvar, hvis nogen vil gøre noget ved os, vi ikke vil.