Er det “At orgasme” det, som sker, når illusionen om MIG selv ikke længere opretholdes, som det centrum alle andre fortællinger drejer sig om?

Kender du følelsen af ikke at “kunne “være i dig selv” længere”? At noget virker så overvældende sanseligt og sårbart, at det bliver umuligt at holde sammen på dig selv?

En begravelse

Jeg husker begravelsen af ham, jeg dengang så som min eneste ven. Han lå der i kisten i kirken, som var fyldt med unge mennesker, som han havde været spejderleder for. Følelsen af tabet, det overvældende i, at det ikke bare var MIT tab, men manges. Gjorde det fuldstændigt umuligt for mig at “holde sammen på den Jesper, som forventedes at være i kontrol lige der i det som skete”.

Jeg rejste mig op, løb ud og fandt et afsides hjørne af kirkegården og skreg bogstaveligt min sorg, vrede, smerte og alt det som holdt sammen på mig, ud..

Det var på en gang forfærdeligt og fuldstændigt forløsende. Det, der skete der, kalder jeg “at orgasme”. Den måske voldsomste jeg har erfaret i livet. Så voldsom at jeg stort set har undgået begravelser lige siden.

Tæt på at dø – som at orgasme

Måske hænger det sammen med, at jeg som dreng var meget tæt på at dø? Så nær døden at jeg lænede mig ind i den, spændte fuldstændig af i kroppen, og inviterede den til at tage mig væk.

Det var overgangen fra at have kæmpet desperat efter at få luft og trække vejret så længe at mine kræfter ikke holdt længere. Så slap kroppen af sig selv, og noget åbnede sig, som ikke var “mig”: “Det sker!”… “Jeg forsvandt” i det som skete.

Det føltes brutalt og brat, da lægen med et stik fra en kanyle bragte mig tilbage. Jeg erfarede det at orgasme der. Dvs. “Jeg” var der sådan set ikke – orgasme var der.

Ingen kan give eller få det ‘at orgasme’,

At orgasme kan ingen hverken give eller få. Det siger næsten sig selv! Ingen kan f.eks. give dig: “at du nyser”, -ler eller -græder.

Alle bestræbelser på at gøre som om at DET er muligt, bliver for mig at se absurde. Hvor der er noget, som kan gives eller fås, så er der “en nogen”, der vil det. Den “nogen” kalder vi for “SELV”.

Selv er orden og ambition.

Orden kan opretholdes på mange måder!
Jeg kan se mig, som en der “ikke er attraktiv nok”. Eller som en der er “meget attraktiv”. Som en der ikke har styr på det, eller som en der bare kan det shit!


Alle versioner handler om orden: At holde fast i en identitet og fortælling om “hvordan jeg er”. Frem for alt, hvordan ANDRE mon ser og opfatter mig!



Så længe de historier om “mig” fortælles “af mig”. Bringes alt, hvad der sker, til at dreje sig om mig. I den bevægelse opløses intet i en orgasme! Aldrig!

Udløse og ikke ‘at orgasme’

Det, som højest kan ske, er at nogen “udløser” spænding. Det sker, når kroppen ikke “kan holde på det mere”. Udløsning kan virke befriende. Den kan i øvrigt uden problemer opnås på mange forskellige måder: Igennem vægttræning, løb, onani, masturbation etc…
Den kan “ligne” at orgasme. Og er det ikke…
Det er også dejligt endeligt at kunne spænde af efter anstrengelse.

At orgasme som at ophøre med…

At orgasme ser og sanser jeg anderledes:
Det er det, som sker, når vi ophører med at adskille os fra det, som sker.
Adskillelsen består i at “se der der sker” som noget, der sker omkring og for mig.

I det perspektiv er der “mig” og det.

“Det han prøver at gøre ved min kusse og krop, eller hun har gang i med min stav”.
“Det der nok forventes at jeg gør, for at vise ham/hende, at det er dejligt (not)”

Tankerne om:
“hvorvidt jeg nu er dejlig eller lækker nok, for ham eller hende”?
“Mon han/hun virkelig kan lide det, han/hun gør – og varer det ikke også for længe?”

Hvor vi stiller os selv – Et selv, over for et andet selv, da orgasmes der ikke!
Enhver tavs forklaring til os selv om: “Hvorfor jeg nok ikke orgasmer”, bringer et ‘klagende selv’ helt frem.

Hvor selv stædigt holder fast i illusionen om sig selv, orgasmes der ikke. Hvad der sker, kan være at kroppen reagerer taknemmeligt over at noget anstrengende endeligt hører op!
Noget der gøres ved os, i forventningen til, at vi reagerer på en bestemt måde på!
En “gave” nogen gerne vil give og, for at få vores anerkendelse og taknemmelighed.

Hvordan så erfare at orgasme?

Hvad så?
Hvordan i alverden kan et menneske, der ikke kender til at orgasme, men højest har udløst eller er blevet forløst – erfare det?

Ved at holde op helt med at jage efter det.
Og ophøre med at ville have noget UD af møder i det hele taget!

Kender du til det at føle dig “overvældet”?

Naturen og alt det, som sker, er “overvældende”.
Vi har ikke styr på noget som helst. Alt sker uden at vi har kontrol over det.

Det forventes, at vi opretholder en vis form for kontrol. Eller i det mindste gør som om, at vi “har den”. Måden vi skaber illusionen om det på, er ved at blænde af for at sanse det meste af det, som sker, og få det tilbageværende vi sanser til at være som noget, “vi kender”. .. 
Helst så godt at vi kan forklare og begrunde det, og os selv over for andre. Vi skal til enhver tid kunne stilles til regnskab: HVORFOR?

Det er nødvendigt at “kunne” det, for at fungere i et samfund der bygger på kontrol og orden.

Når vi overraskes, så skal det foregå “passende”.
Det sker f.eks. hvis nogen fortæller noget sjovt! Eller vi ser noget, vi ikke forventede, ske pludseligt.

Hinsides orden

Når jeg en gang imellem tager til koncert med Niels Hausgaard, så begynder jeg at le i det samme øjeblik han går ind på scenen. Jeg kan simpelthen ikke styre det. Og det virker voldsomt forstyrrende på de, som sidder ved siden af mig.

Jeg kan sidde med Gandalf den hvide Schæfer eller Mille den nu meget ældre Golden Retriever, og mærke hvordan jeg overvældes af hengivenhed og taknemmelighed. Uden dem er jeg der ikke, som jeg er nu. Det er overvældede at sanse.

Jeg kan lytte til musik eller et menneske synge og overvældes. Det føles som at den smerte, glæde, bevægelse, usikkerhed, sorg eller lethed og sårbarhed bare sker… Og der er intet “jeg” kan gøre” for ikke at blive revet med. Bevægelsen kan ikke skilles i ‘derude’ og ‘derinde.’

Jeg kan bevæge mig med en kvinde, og med et sanse denne sårbarhed der opstår, når maskerne falder. Kroppen sanser hende allerede derinde, og åbner for at lade sig fylde helt. Det bliver umuligt at skelne mellem om det er ‘mig’ eller ‘hende’, der sanser eller sanses. Al illusion om adskillelse ophører.

Foreningen er ikke: “At der er to, som smelter sammen” – Den er erkendelsen- og opdagelsen- af at der aldrig var to!

Der er ikke “hendes safter” og “mine safter”, “hendes varme” og “min varme”… “Hendes” krop og “min”… 

Der er KROP!


… Og “jeg” er druknet i den…
Der smages, duftes, lugtes, ses, bevæges, synkes, høres, pulseres, sukkes, svedes, slikkes, ophidses, opløses… hinsides alt “kendt”, “orden” og forbehold.

Kan det øves at orgasme?


Det kan erkendes igennem praksis.


Det eneste der står i vejen for det, hedder: “Mig selv!” – “Det kender jeg godt” – og : “Det har jeg prøvet før!”

Gør I også det på Mahamudrainstitut?
Det kan ske !
… Og så er det det, som sker.