En tantra inviterer mig til: At overgive mig til det, der sker.
Hvad betyder det? At holde op med at gøre modstand? At glide med masserne? At være ligeglad, letargisk, og passivt modtagende? At trække på skuldrene og sige “nå”?

Intet af det!

Når jeg vil illustrere, hvad det i stedet henviser til , så tager jeg gerne udgangspunkt i et af de håndværk, jeg holder så meget af at praktisere.

At overgive mig til lerets natur

Når jeg sætter mig ved drejeskiven, og placerer det, som pottemagere kalder for en “kløs” af æltet ler nogenlunde på skivens centrum, så begyndte bevægelsen mio af år før.

Ler består grundliggende af den jord, vi går på. Igennem millioner af år er forskellige mineraler blevet slebet af bjerge og skyllet ned i dale med smelte- og regnvand.

Igennem utallige “Forår” vaskedes det ned ved, at solen varmede jorden op og lod is og sne smelte.

Om efteråret var det regnen, som skyerne frigav, når de af vinden blev drevet ind mod og over bjergenes høj kamme.

Over vinteren sprængte frosten klipperne i mindre stykker og øgede dermed deres overflade, som langsomt af vindens og fint støvs slibende effekt, dannede indholdet i de sedimenter, der siden blev aflejret i floder, søer og have.

Sommerens vekslen imellem opvarmning og afkøling og de spændingsforskelle, det skaber i det hårde fjeld, bidrog til til det hele.

Levende organismer, fra mikroskopiske til større organiske systemer, vekslende miljø med syre fra vulkansk aktivitet, har medvirket til den kontinuerlige forvitring.

I roligt vand synker det meget tungere mineralstøv mod bunden. Uendeligt langsomt dannedes lag på lag af det vi i dag og i tusinder af år har kunnet grave op som “ler”.

Det hele er blevet til igennem bevægelse.Universets bevægelse! Igennem de gradienter og spændingsforskelle der er grundlaget for al bevægelse!

Hvert enkelt støvkorn vil i et mikroskop se ud som miniature-klipper, krystaller, eller bitte små og tynde krystallinske plader.

Leret centreres igennem bevægelse

For at dreje et krus, en skål, et fad, må leret centreres på den roterende skive. Det gør jeg med mine hænder ved at lade dem bevæger sig op og ned og på den måde begrænse dets bevægelsesretning.

Naturligt vil det søge ud imod skivens periferi. Det vil åbne sig op for universet. Mine hænder lukker sig om det, og leder det opad i en kegle. Ved at veksel mellem at åbne for bevægelse opad, og lukke den igen ved at presse fra oven og ned mod skiven, vil leret med den rette praksis og kunnen, centrere sig om midten. Denne pulserende bevægelse vil organisere lerets partikler.

Centrum i skiven står stille. Med mine hænder og krop begrænser jeg lerets bevægelse, til det finder relativ hvile i en centret form, der roterer om sin egen akse.

Et sindbillede på Kloden vi lever på.

Fra denne centrerede form kan jeg nu “åbne” formen op og med rolige rettede bevægelser i fuld opmærksomhed i hele i min krop, lade det være bevægelse, der får leret til at danse. Alt, hvad jeg behøver, er at fryse dansen, når den form, jeg ønsker mig, viser sig for mit blik og sanses i mine hænder.

Min syn betyder ikke meget her. Jeg vil kunne dreje uden at se. Formen opstår som resonans og spejling af mine hænders og krops bevægelse: Af hvordan de bevæges, i skivens og tyngdens (jorden og universets) bevægelse. 

Uden tyngde og bevægelse ingen form.

Som “pottemager” opstår jeg med lerets bevægelse, min evne til at bevæge og dets villighed til at lade mig gøre det. Dette potentiale i leret er blevet til igennem millioner af år. Alt i mig er lige så gammelt. Det har været her siden jordens skabelse.

Også “Jeg” holdes sammen af bevægelse som bevægelse. Slides og forvitrer af universets bevægelse og af den biologi, jeg deler med det hele.

En gang vil de molekyler og atomer som på et tidspunkt bidrog til formen, der kaldes for Jesper, måske sidde i et tekrus, som del af en kant, der føres til en mund. Måske vil de dufte fra blomsten af en rose der duftes til. Hvem ved? Måske ligge i en hundelort på vejen?

At overgive mig til det, der sker

At lade mig bevæge med leret er at få øje på, hvordan alt deltager i skabelse. At overgive “mig” til det der sker og opdage, at dette “jeg” også er det, som sker. I den iagttagelse forsvinder illusionen om adskillelse.

Potten – skålen – opstår med mig, og jeg med den.

Måske bringer vi sammen noget smukt ind i verden – for en tid.

Dette kan vi erkende, uanset hvilken praksis vi øver. Praksis bliver til en legende, kreativ undersøgelse af universet, livet og det levendes natur.

Vi kan ikke iagttage noget uden, at såvel det, vi og iagttagelsen bevæges irreversibelt!
At iagttage ER at bevæge og blive bevæget.

Jeg vil også udtrykke det som :

“At overgive mig til det, der sker”.
I overgivelsen iagttage: Hvordan jeg kan bevæge mig med det?
At iagttage er at bevæge det, som sker.
Altså:

Hvordan iagttager jeg i overgivelse til det, som sker?

Der er ingen vej “tilbage” og ingen vej “frem”. Iagttagelse og bevægelse kan ikke “gøres om”?

VI undersøger ikke for at “finde noget”, vi allerede har en ide om. Vi undersøger og forundres!
Ser, hvad jeg kalder for: “Spontan opståen”.

Det vidunderlige spørgsmål bliver: Hvordan bevæges?
Af det rundes al praksis som kontinuerlig undersøgelse.

Den, som allerede mener at vide eller -kende – ser intet andet end “sig selv”

Det :
Igennem berøring at samtale med et menneske “Mahamudra-style” – kan du også se som sådan en praksis!

Vil du være med til at bringe noget smukt ind i verden for en tid?

Kom og vær med på vores 3 x weekend uddannelse til Mahamudra massage.
Erfar hvad der sker, når du overgiver dig til at leve.