Jeg skriver jævnligt i mine tekster om ”at se”.
At det ikke handler om at forstå, men at se.

At se, at vi ses

At se, at vi ses, er livsnødvendigt for os. Det gælder både hvis noget ser for at æde os, -for at parre sig med os, eller – for at anerkende os ‘som hørende til’.

Det fælles ved de situationer er at de viser, at vi reelt ikke kan være adskilte?

Rovdyrets eksistens beror både på den ‘mad’, det har spist, og den ‘mad’ der løber rundt i skovene og på engen.

Jeg og du opstår i mødet med hinanden.
Et barn der vokser op med ulve, ser sig selv som en ulv og bevæger sig sådan.

Sådan opfatter de færreste det!
Vi lærer allerede tidligt, at skulle “klare os selv.” På trods af umuligheden i den forventning.

At se med et tomt sind

Miyamoto Musashi var en japansk sværdfægter, der levede i det 17. århundrede. Han regnedes for en af dygtigste, og de som udfordrede ham døde af det.

Han skrev på sine gamle dage “The Book of Five Rings” (Gorin no Sho), hvor han fortæller om strategi og kunsten at kæmpe.

Miyamoto Musashi pegede på “mushin” eller “et tomt sind”, som det vigtigste i den henseende !

Når han benytter ordet “sind”, skal det ikke læses som isoleret til intellektet.

Der findes ingen bevægelse i intellektet, uden bevægelse i hele kroppen.
Der findes ingen bevægelse i hele kroppen uden bevægelse udenfor kroppen.
Der findes ingen bevægelse udenfor kroppen, uden bevægelse i universet.

Alt bevæges spontant hinsides forsinkelse..

Når, det erkendes, så vil der ingen adskillelse eller forsinkelse være imellem forstyrrelse, opfattelse og handlen .

Iagttageren, måden der iagttages på og det, der iagttages: ER “det, der sker”.

Det er det, jeg så ofte peger på, når jeg inviterer til “at se”!

“Tænk! Før du handler” – sagde hun

Den “normale” måde at opfatte “aktion og reaktion” på, – Og det vi lærer, fra vi er små: Er først “at læse situationen” før vi beslutter, hvordan vi handler 

Jeg husker at min mor gerne sagde: 
“Jesper! Tænk før du handler!”

Hun ville, at jeg først spekulerede over, hvordan jeg kunne handle, og overveje mulige konsekvenser af mine handlinger, før jeg gjorde noget!”

Det var nok det værst tænkelige råd, nogen kunne udtale, omend det var i den bedste mening.

Ingen kan forudsige konsekvenserne af en handling! Hvor gerne de end vil det.
Hvis det var muligt, så ville det være det letteste i verden for enhver ung mand eller kvinde at score en ung kvinde eller mand på hver eneste tur i byen, eller hvornår de ellers havde lyst!

Sådan spiller klaveret ligesom ikke!

Når rådet overhovedet kom fra min mor, så hænger det sammen med, hvordan vi har lært at tænke.

Vi tænker i “ting”:

Jesper er en ting.
En konsekvens er en ting.
En handling er en ting. (noget)
Og at tænke er også en ting. (noget)

Der er altså 4 ting, der skal vurderes, måles og bedømmes, før der reageres på noget, der bare sker! Og det får os til at tøve!

Vi vil vurdere, måle, bedømme og forstå.
Imens ser vi intet!

At se – er alt det, der sker, imens det sker

For Musashi er den spontane bevægelse. der trækker, -bevæger og- skærer med sværdet: AT se.
At se sætter han lig med: Det, der sker, imens det sker.

Der findes ingen adskillelse i “bevægelse”..og heller ingen “tid”.

Musashi isolerer ikke “sig selv” fra det, der sker.
Musashi findes ikke som “noget”, der udefra kan iagttage, det som sker.

Der er ingen adskillelse!

At se som medfølelse, kærlighed og smerte

Det, han peger på, så mærkeligt det kan lyde, er præcis det samme som det, vi beskriver som “medfølelse” – og kærlighed.

… Og det sker ikke uden smerte!

“Pas nu på dig selv!” – hørte jeg også min mor sige ofte.
Hun var bekymret. Hun havde oplevet, at jeg havde været nær ved at dø, og det ville være ubærligt for hende, hvis det skulle ske.

Genkender du det?

Det, der kan smerte os allermest, er tanken om, at de mennesker og dyr, som vi holder allermest af, pludselig forsvinder eller dør!

Det gør vi, fordi de ER os!
Alt ændrer sig, hvis det sker.

Alt ændrer sig sådan set hvert eneste sekund, vi lever! Og DET: – Den tanke at vores “nære” pludselig ikke lever mere, gør fysisk ondt.

“De” er ikke “de andre”

Der er så tydeligt, at hvis vi ser en film, eller læser en bog, hvor det hænder for nogen, at de mister, så kan vi bevæges til tårer. Det gør ondt at se og høre at andre lider. Jeg “ser det” ved at bevæges i hele kroppen.

 I samme sekund bevæges alt også.

De ER ingen “andre”. ‘De’ er ‘det der sker’ i det sekund, vi ser med alt i vores krop, som et spejl.

Det er virkeligt og uden filter
Det er klart
Det er frygteligt sårbart. 
Det er lidelse.
Det er at leve.
Det er kærlighed og anerkendelse

Det er helt vidunderligt smukt.

Kan lidelse nogen sinde ophøre?

Jeg spørger:

Kan lidelse nogensinde ophøre?

Se at der ingen adskillelse kan være imellem iagttager, det iagttagende og iagttagelsen!
Sådan lyder invitationen i den klassiske Tantras, hos ZhuangZi, Dogen og I de meget ældre Vedas.
Kæmp ikke mod lidelsen. Forsøg ikke om du kan undgå den! Det vi gøre dig til en maskine.

Anerkend at det er det, der sker..
Se hinsides adskillelse!

Kan vi øve det?
Ja – måden kaldes for at meditere.
Vær med på Mahamudrainstitut.
Det skal ses – ikke forstås..

Hvor der ses, hvordan der ses, ophører illusionen om adskillelse.