“At sidde fast i iagttagelse” betyder også at have mistet bevægelighed: At gentage noget kendt, og have svært ved at se andre måder.

Jeg holder utroligt meget af systemteori og de mange praktiske muligheder. Den inviterer til at leve et morsomt, undersøgende og interessant liv!

Noget af det vigtigste ved den er, at den viser hvor uendeligt mange andre muligheder, der findes for at leve anderledes, end vi gør lige nu.

De fleste mennesker jeg møder, har lært at deres liv er defineret af deres SELV og fortællingerne om “mit liv”.

“Sådan er mit liv nu engang!
Jeg har de forældre som jeg nu engang har !
Jeg gik din den skole, tog den uddannelse, traf den mand, fik de børn..
Venner og bekendte er kommet og gået. Jeg ses stadig med nogle af de gamle venner! De som holdt ved.
Jeg har været på forskellige arbejdspladser. Det var også fint nok .. for det meste.
Og ja.. Ok holdt de ferier, jeg nu holdt …

Når jeg så spørger: “kunne du tænke dig noget andet?”

Joe ja.. men altså. Sådan er jeg jo! – det er der ikke så meget at gøre ved!
Og nu er jeg nok blevet for gammel (eller noget)

…….

Jeg husker en dag , jeg gik langs broen på Marselisborg Lystbådehavn. Det var sent efterår og iskoldt.

Pludselig ser jeg en mand komme løbende fuldt påklædt på broen ved siden af, og springe i vandet!

Først da går det op for mig at der allerede er en anden mand dernede, som ser ud til ikke at kunne svømme. Jeg skynder mig derover. På den tid er de begge kommet op igen.

“Det var godt og modig set” siger jeg til ham jeg så først. “Du reddede måske et liv!”
“Nåe nej.. det var nu ikke derfor! Han havde lige stjålet min pung, og det skulle han ikke slippe afsted med!”

Imens vi snakkede, stak den anden mand af.

At sidde fast i iagttagelse og orden(lighed)

Når så mange mennesker føler, at de “sidder fast”, så ser jeg det, de sidder fast i, som den orden og struktur, de har bundet sig selv ind i. Til den hører oven i købet også forventninger til alderdommen!

Alt i universet sker uforudsigeligt og kaotisk. Når vi synes at kunne se et system i alt dette kaos, så beror det på, at vi forsøger at forstå det ved at opfinde “orden” i det. Universet som sådan kender ingen love. Vi beskriver “love”, for at skabe orden i vores adfærd (og i os).
… Og når universet ikke følger dem, så tillader vi afvigelser eller ændrer på dem.
Det ville svare til. at vi ændrer færdselsloven eller skriver et tillæg til den, hver gang nogen ikke overholder den.
…..

Som dreng var jeg meget tæt på at dø et par gange. Det blev tiltagende svært for mig at trække vejret. Hvad, jeg dengang erfarede, var, at grænsen imellem det derude og derinde simpelthen forsvandt. 
Min overlevelse afhang af, at luften derude og derinde – den samme luft – bevægede sig fuldstændigt frit, grænseløst og uden forbehold .
At jeg var ved at blive kvalt skyldtes, at jeg/kroppen spændte.
Luften, forløsningen og friheden var der!
Smerten opstod og gjorde, at jeg ville holde fast på at leve. Det er det smerter gør!

“Derude” og “derinde” har jeg siden set som en fiktion.
….

Døden hører ikke med til livet.

Ingen levende vil nogensinde erfare at være død!

Wittgenstein skrev i sin Tractatus: 

Døden er ikke en begivenhed i livet. Døden erfarer man ikke. Hvis vi med ‘evigheden’ ikke tænker i ‘uendelig tid’ men ‘hinsides tid’, så lever den, som lever fuldt og helt, evigt!”

SELV måler sig i tid. Alt det der var, er, og gerne må komme. I frygt, spekulationer og håb. Fortællinger om det der skete, og muligvis kan ske?

Når alt det falder bort, så lever vi i evighed.

Det er ikke nødvendigvis let. Vi minder konstant hinanden om at noget var og måske vil komme?
Det sker alene igennem måden, vi beskriver på.

….

En mand kom hjem til sin kone, efter et besøg hos lægen.

“jeg har fået at vide, at jeg nok kun vil leve til i morgen”
“Det lyder da forfærdeligt,” svarede hun“

“Ja, måske vil du elske med mig nu, så jeg i den mindste kan erfare det en sidste gang, inden jeg skal dø?”
“Selvfølgelig” svarede hun – og de elskede .

Nogle timer efter vækkede han hende igen. “Åh der er ikke længe til nu – vil du måske elske med mig igen?”
“Naturligvis” svarede hun og kyssede ham, og de elskede igen..

Længe gik der ikke, så prikkede han hende på skulderen, puffede til hende og udbrød! “Ak og ve… om 4 timer kan det være forbi .. Vil du igen?”

Så vendte hun sig om og vrissede. “Hør lige her klokken er mange, og jeg skal have sovet! JEG skal op i morgen! Det skal DU ikke!”

Vi må adskille og bevæge for at iagttage – uanset med hvilke sanser vi gør det.

For at iagttage noget. må vi først adskille det, som sker:
– I noget/den, der ser/sanses/bevæger.
– Og noget der ses, sanses, bevæges.

Verden, universet bevæger sig, som det nu gør, med os i sig.
Det sker – bevæges – som det nu bevæges.

Adskillelsen imellem ‘en betragter’ og det, ‘som betragtes’ vil således være illusorisk. Det eneste vi kan iagttage er “at noget adskiller sig fra noget andet” igennem måden der iagttages på.

Vi får det til at se anderledes ud, bevæge sig anderledes, være anderledes, gøre anderledes, lugte anderledes, smage anderledes, lyde anderledes etc.

Da universet ikke kan adskille sig fra universet, bliver iagttagelsen til måden, vi forsøger at adskille os fra universet – synonymt med: ‘det som sker’ – på. 

.. altså alt det, vi gør til noget andet end mig!

At adskille noget – skelne – er synonymt med ‘at bevæge’.
Måden, vi skelner på bliver dermed til det, vi kalder for “mig SELV”.

Universet som ‘det der sker’ opstår spontant og uforudsigeligt – vi søger at holde styr på vores “selv” og alle de andre – ved at iagttage sådan, at der skabes en bestemt orden, der KUN opretholdes så længe den samme måde at iagttage på, gentages.

….

Lise bliver skilt fra Poul.
Efter nogen tid, møder hun Pia – sin mageårige veninde.

“Pia!” siger hun, og fortsætter:

“Jeg kan slet ikke genkende mig selv mere! Det er som om, jeg ser alt og mig selv i et helt nyt lys!”

Lise som identitet -ER ikke, og -har aldrig været andet end gentagne-, ens lignende-, ordensskabende-, organiserende-, fortællinger, om alt det, der sker! Og måder hun i øvrigt sanseligt, emotionelt adskiller sig fra det, der ellers sker på.

Nu sker der noget, der er SÅ væsentligt anderledes. Og Poul er der ikke længere på daglig basis til at med-skabe og koordinere hendes- med sine- historier og sig selv.

…..

Og Universet?
Det sker, som det sker
….