At svare og fornemme, at der svares , er det levendes natur.

Hver morgen udfolder sig nærmest som et ritual. Jeg vågner tidligt, står op, hilser på hundene, lukker dem ud og følger om vinteren med ud for at tænde fyret Der står i en af længerne på Gården.

Når ilden har fået fat, passer det gerne med at Gandalf og Mille vil med indenfor igen. Så nusser vi lidt inden jeg tænder Kaffemaskinen og brygger en kop varm ‘Flat White’.

Med den sætter jeg mig ved mit skrivebord i mit hyggelige gavl-værelse, tjekker lige nyhederne, så vejrudsigten, og begynder at skrive.

At svare på vejrudsigten

Det med vejrudsigten finder jeg ret interessant. Vejret bliver som det nu bliver, uanset hvad meteorologen forsøger at forudsige. Måske handler det mest om, at jeg skaber en følelse af at kunne forberede mig på- og indstille- dagens aktiviteter på det?
“Uh det ser ud til at blive dejligt vejr!” – svarer jeg tavst.

Med nyhederne er det anderledes. De er sjældent opløftende. Jeg skimmer dem og føler mig på den måde ‘med’ i, hvad der sker i samfundet? Det bliver til en måde at være med ‘i det store fællesskab’ på – og mere af navn eller gavn måske?

Resonans – henviser til at svare.

Når jeg reflekterer over det, så lever alt igennem resonans. Vi gør noget – og mærker respons.
Hvis jeg siger noget til et menneske i nærheden af mig, og jeg ikke hører eller fornemmer en reaktion? Så vi jeg spontant føle at noget ‘mangler’.

Sagde jeg det ikke højt nok?
Var det fuldstændigt irrelevant?
Er jeg som luft?
Findes jeg overhovedet i det menneskes opfattelses-sfære?

Det kan føles ganske ubehageligt, Nærmest i et øjeblik eksistentielt truende.

At svare – og egen eksistens?

For mig er det et vidnesbyrd om, at vi er uden egen eksistens. Vi bliver syge, eller går til uden denne aktive, gensidige, vekselvirkende interaktion med alt det , vi har lært et se som værende “omkring os” og ikke som “hørende til os”.

Hvilken absurd antagelse er det ikke! Børn dør eller bliver vanvittige uden respons på det de gør. Hunde også. Det føles som at blive mere og mere usynlig.

Hvilken forskel gør det ikke at se et smil mødt med et stort smil!? Eller et svar på kærlig hånd bag et pelset øre, som en logrende hale og en sort snude, der puffer mig i maven!

At svare på livet og det levende.

Jeg vil efterlade noget smukt og sandt. Det bevægende og bevægelige, det levende, det som ærer livet og det naturlige…
Det ærlige og klare, det medfølende, det der møder i resonans, kærlighed og anerkendelse.

Modet trods smerte, håbet, tilliden, respekten, det understøttende.

Satyam – shivam- sundaram

Satyam:
Det virkelige når illusionerne falder bort

Shivam:
Det helende, understøttende. Det som anerkender livets gensidige, interagerende, resonante natur.

Sundaram:
Den oplevede erkendte skønhed, det æstetiske, og det tydelige

Når virkeligheden erkendes, som det der sker. (satyam),
fremtræder den som livsunderstøttende (shivam),
og opleves som skønhed (sundaram).

Som det levende sker og mødes, opstår det og jeg, vi og det…
Det er på ingen måde underlagt kontrol. Det er uforudsigeligt og i al sin natur resonant.

I det passive ser jeg det livsfornægtende.
I det aktive det livsfejrende og responsive.

Det der svarer, så vi kan mærke, at det svarer, opfatter vi som: Opmærksom.

Måske handler intet om “at være”, og alt om at svare?
… Og det kan kun erkendes i afspændt opmærksomhed, hvis ikke det skal drukne i støj.

Er det ikke fuldstændigt vidunderligt og fantastisk!