Bedøver du smerten, når noget føles emotionelt svært? Drukner du sorgen ved at aflede dig selv? Tænker du nogle gange, at det at fjerne “mig selv” – vil være vejen ud af lidelse?
Det kan der være noget om? Og måske ikke som du lige forestiller dig det 😉

“Hvem er det på fotoet der?”

Spurgte jeg Lis, som jeg igennem 2 år, havde tilbragt det meste af min fritid sammen med.
Jeg pegede på hendes opslagstavle, hvor der pludselig var sat svenske flag omkring et foto af en lyshåret ung mand på min alder, som ikke havde været der før.

“Det er Christian”. Svarede hun.

“Hvem er Christian – ham har du ikke fortalt om før?”.. (og vi talte ellers om alt, troede jeg)

“Det er min kæreste, han kommer tilbage til Danmark efter at have taget sin studentereksamen deroppe!.

“Din kæreste??! Har du en kæreste?” ..

Lis og jeg

Det øjeblik kan jeg ikke skrive- eller tale om uden at alt i mig bliver uroligt. Det bevæger mig stadig efter mere end 40 år.

Jeg var meget glad for Lis. Ja for hele hendes familie. Mere end almindeligt glad for hende, kan jeg roligt – eller nærmere uroligt – skrive.

Det, at hun ikke meget tydeligt og klart havde fortalt mig, at hun havde en kæreste. Som nu med al sandsynlighed ville forandre ALT i måden, vi var sammen på. Førte til at jeg helt måtte afbryde al kontakt til både hende og hendes familie. Jeg kunne simpelthen ikke være i det mere.

Jeg stoppede mit studium på universitetet. Jeg lå på min seng på mit kollegieværelse og stirrede ud i luften i ugevis. Uden på nogen måde at kunne finde ud af at samle mig igen. Det var forfærdeligt lidelsesfuldt og smertende. Jeg havde vel nok allermest lyst til at dø!?

Det værste var, at jeg end ikke kunne føle mig “dum og naiv”. Jeg repeterede de år sammen igen og igen, for at se om jeg i min hukommelse kunne finde tydelige tegn på, at jeg burde have opdaget det? Uden at det lykkedes for mig…

Jo EN eneste situation:
Vi havde redet sammen i naturen og sad på hver sin hest og så ud over det smukke landskab. Der kom det pludseligt fra hende: “Åhhh jeg ville sådan ønske, at du havde været min bror!” 


Først bagefter i min sorg, gik det op for mig, hvad hun måske havde ment?

Følelser har måske deres udspring i længsel?

Jeg betegner en følelse som en emotion – altså bevægelse i kroppen, som vi har lært at give en sproglig kontekstuel betydning igennem en særlig beskrivelse og navn.

Vi lærer det så godt, at vi når vi efterfølgende hører eller læser navnet igen, husker den emotion /bevægelse/ iagttagelse der lå til grund for træningen.

“Mor jeg har ondt i maven!” …
“Der er fordi du er sulten!”

Eller: “Det har du, fordi du ikke spiste din mad op! Så kan du måske lære det!”

Det betyder naturligvis, at vi som mennesker måske nok lærer de samme navne for vores følelser, og at vi bevæges emotionelt ret forskelligt af dem.

Jeg vil invitere dig som læser til at reflektere over, om alle disse følelser, basalt set har deres udspring i “længsel” – og at denne længsel må være et udtryk for smerte?!

Uden smerten dør jeg!

Smertesansen er den vigtigste sans, nogen levende organisme kan have! Uden den dør vi meget hurtigt.

Der findes lidelser, hvor smertesansen forsvinder. Det kan konkret betyde, at den pågældende ikke mærker, om det er agurken eller fingrene der snittes ved køkkenbordet. Eller om hånden hviler på den kogende kedel med vand.

Uden smertesans mærker jeg ikke, om jeg har en infektion eller bliver bidt af noget, som vil æde mig.
…

Smerte ser jeg således som et signal, der siger: “Gør noget andet!” Nu… !


Jo stærkere smerten er, jo mere øjeblikkeligt skal bevægelsen ske – om muligt?
Meget ofte VED vi bare ikke, hvad vi skal gøre?

Emotionelt reguleres psykisk og fysisk smerte på samme måde, og i det samme neurologiske “område/system” i vores krop. Der er derfor at psykisk smerte kan gøre fysisk ondt, og omvendt.

Vi har lært at det, at gøre det “rigtige” finde ved at tænke – altså “at beskrive” og prøve at regne ud, hvad vi skal gøre anderledes?

Altså: At gøre noget andet end, det vi gør!
“Hvis jeg dog bare lige kunne… SÅ?”…

Smerten er længsel

Smertens følges på den måde af “længsel”.

Så længe vi længes og søger efter en løsning, lige så længe varer smerten ved.
Vores længsel kan ganske enkelt bremse den impulsive reaktion og respons, og få os til ikke at flytte os. Altså se om vi kan holde smerten ud?

“Du skal lære at håndtere din smerte!” – Kan nogen sige. “Vil du tale om den? “Måske se på, ‘hvor den kommer fra’?”

Den kommer ingen steder fra. Den er et larmende signal på, at jeg ikke flytter dig spontant fra noget, som truer mig på livet. Dens “årsag” er livet selv. Lysten og levekraften.

Selv er smerten fra den ensommes længsel

Det, vi kalder for “Selv” – “mig selv”, denne ensomme karakter, der måske kan række ud efter andre, og dybest set, igennem fortællinger vi har lært, ses som afgrænset og isoleret fra “de andre” – er denne smerte og længsel.

Hvem erfarer ikke ønsket og længslen efter at blive set på en bestemt måde af et andet menneske?

At blive forstået?
Elsket?
Mødt -“som den jeg er”
Set!

.. Uden endda “selv” at kunne beskrive, hvem jeg selv er uden også at pege “de andre” eller bare “dig”?

Genkender du smerten i det, jeg skriver?
Hvis du gør det, er det udtryk for livskraft og -impuls.

Bedøver du smerten?

Et menneske, som ikke vil udholde smerten, vil måske bedøve sig? Finde alle mulige måder, hvormed smerten kan undgås eller dæmpes. Det bliver for tungt at længes efter noget, der synes uopnåeligt.

Hjælper det da, at opfinde en anden fortælling? Konstruere en længsel der vækker et nyt håb? Altså en anden måde at skabe “smerte”på? .. Næppe.

Hvad gør jeg?

Når jeg skriver om Lis og om alle de mange mennesker, som har bevæget mig og stadig gør det. Så gør det mig ofte “bevæget”. De to år med Lis var på en gang de frygteligste og smukkeste år i min ungdom. Vi elskede aldrig som i at “gå i seng med hinanden”. Jeg kunne selvsagt ikke helt begribe, hvorfor “hun ikke ville?” før bagefter. ……. Og Guderne ved hvor meget, jeg var viklet ind i hende.

Jeg bevæges hver eneste dag i landet imellem smerte og glæde, sorg og jubel, lyst og eftertanke. Det skaber kreativitet, når noget driller eller ikke vil, som jeg ønsker mig det.

Og hver gang det smerter, så takker jeg for, at jeg ikke bedøver mig til bevidstløshed, men i allerhøjeste grad føler mig levende!

Jeg ser- og mindes om, at jeg ingen egen eksistens kan have!
Smerten kommer ikke fra “mig selv”. Den skabes igennem fortællinger om SELV og længsel, og ved ikke at gøre noget andet.

At noget kan gøre ondt og ophøre med det igen, bliver en påmindelse om at være i live. <3

Smerten er en kraftfuld katalysator for forandring