“Jeg bliver bedre og bedre” Siger han..
“Til hvad?”
“Til at lave stole”
….
“Var du ikke god til at lave den stol, du lavede første gang?”
“Nej den så ikke godt nok ud!”
….

“I forhold til hvad?”
“Ja du ved, sådan som et rigtig god og æstetisk smuk stol bør se ud?”
….
“Kunne du være bedre til det, du gjorde, når det nu var 1. gang du laver en stol”
“Nej det kunne jeg nok ikke!”
….
“Du var altså super god til at lave den, du lavede?”
“Ja jo.. det var jeg vel?”
…
“Når du så laver en til, vil du så også være super god til at lave den, som den kommer til at se ud?”
“Haha.. ja det vil jeg vel, altså jeg gør jo, det jeg gør!”
….
“Gør du nogensinde det samme?”
“Altså helt det samme , nok ikke?”
….
“Hvordan kan du så blive bedre og bedre til det, du gør, når du hele tiden gør noget andet?”
“Altså Jesper – du vender det hele på hovedet. Jeg er ikke så god til at lave stole som en dygtig møbelsnedker!”
….
“Du mener hvis du skulle gøre det samme som ham?”
“ja!”
….
“Er der nogen der gør det samme som ham?”
“Nej! ..
….

At lære – betyder ikke at blive bedre og bedre

At lære betyder at sanse.
At udvide det der, kan sanses.
At sanse er at bevæge og bevæges
At sanse og bevæge er at skelne
…
Hver gang vi skelner, øges mulighederne for at skelne anderledes eksponentielt.
Vi lærer ved at afprøve variationer, der måske kan være nyttige?
…
I det øjeblik vi vurderer, bedømmer og skaber et ideal, så reduceres det, vi kunne lære.
At lære virker som at lege. Ingen kan lege, når der forlanges: “Gå ind og leg!.”

Jeg kan ikke blive bedre og bedre til at lege

Det er også en umulighed, at blive BEDRE til at lege.
Det er som at ville blive bedre til “at møde i kærlighed” – Kan det betinges ved at måle?
….
“Hvad er det så der sker, når jeg laver flere stole?”
“Måske opdager jeg, at der ikke findes en “stol”?
At ordet ikke er det, det nævner?
Snarere er der måske uendelige måder, vi kan “sidde på noget – på”?
Måske med forskellig ‘nytte’?

Svært at forstå?

Hvis du synes at det kan være svært at forstå, så se det sådan her:

Når et lille barn lærer at gå, siger vi gerne “neiii hvor er du dygtig!”

Det, vi ser, er barnets adfærd. Det er det, vi ser, at hun ER: Hun ER det dygtigt gående i vores blik. Dvs. vi GØR hende til det..

Kan Jesper blive bedre og bedre til at være Jesper?

Når Jesper laver stole, så er Jesper stolebyggende. Bevægelsen, adfærden er det, der sker. Den ‘Jesper’ som opstår alene igennem bevægelse, der bevæger bevægelse.

Kan Jesper blive bedre til at være Jesper?
Hvordan skulle det kunne ske?

“Jesper” er en lyd, hvormed vi konditionerer “bevægelse” til at skabe orden og kontrol og med den angst:

“Ej sådan gør Jesper altså ikke! Sådan ER han ikke!”.

Genkendelig orden for den, som kalder.. 😅