Handler livet om at relatere blødt og blidt med hinanden? Er det også det, jeg ser, når jeg iagttager naturen af det, som sker omkring mig? Nej! ..
Hvad, jeg ser, er vekslende modstand og smerte. Intensitet og frem foralt bevægelse og forskelle i spænding.

For et par dage siden offentliggjorde jeg en artikel, der nok kommer til at stå for mig, som en af de vigtigste jeg har skrevet.

I den gør jeg rede for, hvordan kommunikation ikke kan virke som en transaktion. Den opstår spontant igennem det, jeg beskriver som “spændingsforskel” – og i forlængelse af det:

Evnen til at “variere spænding” og dermed også -forskelle.

Når jeg inviterer mennesker til at kommunikere med hinanden, så drejer sig meget om at få øje på det. Det gælder, om det så handler om at mødes i berøring, elskov, at relatere, samtaler .. ja alt!
Uanset hvad vi så møder og mødes med.

Det er ikke altid let at “forstå”. – Det kan erfares og sanses igennem kropslige møder. På den baggrund bliver det at have interesse for bevægelse og bevægelighed så utrolig vigtig for at deltage på Mahamudrainstitut.

Hendes hånd lå blødt og blidt, og jeg holdt om den

Under mit medicinstudium sad jeg jævnligt fast vagt hos døende mennesker i alle aldre. Det var for mig som 19 årig, meget bevægende. Ofte lå det døende menneske meget stille blot med en svag vejrtrækning, hvis det da ikke havde en maskine til at trække vejret for sig.

Jeg husker meget tydeligt en ældre kvinde, som lå på ryggen med let åben mund, med sit hoved på puden, og trak vejret langsomt og tyst. Måske står den erindring så klart, fordi jeg igennem de lange nætter gerne tegnede hende. Jeg havde mit tegne-kul og papir med. Det blev til mange tegninger, som jeg desværre må have mistet i en flytning engang.

Hun lå næsten fuldstændigt stille og afspændt. Det eneste jeg kunne høre, var en sagte lyd af hendes åndedræt. Hvad, jeg mærkede, var, at jeg i den grad skulle være opmærksom på ikke at spænde op! Hver gang en pause imellem en umærkelig udånding og den næste indånding blev “for lang”, reagerede jeg kropsligt spontant.



Jeg var der da hun døde

Jeg var der, da hun døde. Bare hende og jeg i det dæmpede lys fra hjørnet af hospitalsstuen. Det skete uendeligt fredeligt, stille og blidt.

Jeg tog hendes hånd i min. Følelsen af noget så blødt og blidt afspændt – og måske de tavse nætter vi havde tilbragt sammen, der lå forud – bevægede mig og fyldte mig med omsorg på en måde, jeg aldrig havde erfaret før.


Så lagde jeg forsigtigt hendes hånd ned igen, gik hen til vinduet og åbnede det i anerkendelse af den traditionelle skik.

Spændingsforskel i tyngden. Vi falder sjældent blødt eller blidt.

Vores kroppe er 100% afhængige af, at den spændingsforskel der skabes ved, at vi bevæger os i tyngdekraften. Al fysiologi i os virker igennem det!

Hvis, du møder noget, der er helt blødt, og du vil støtte af på de? Så mister du balancen, med mindre du spænder op i kroppen for at kompensere. Det helt bløde gør, at der ikke er noget at orientere sig efter. Ingen mærkbar forskel.

At være blød, er noget andet end ”at kunne give efter”. Det sidste udtrykker noget særdeles bevægeligt og aktivt.

I kampkunst er det vigtigt at kunne variere sin spænding, og således gøre det sværere for en modstander kropsligt at orientere sig i kampen og “finde støtte”.

Hvis vedkommende så impulsivt spænder op, så vil han have lettere ved at miste balancen – Dvs. at der ikke skal så meget til, for at få vedkommende til at falde. 

I nogle traditioner benyttes også høje kraftige råb, som en måde at skabe spænding i modstanderen på. OG til at øge rummet imellem: At der spændes op og afspændes i bevægelse.

Hvis du vil berøre et menneske der ligger helt “blødt” hen, så sker det samme! Det bliver uklart og næsten umuligt at orientere sig i mødet med vedkommende.

Hvordan håndterer vi i hverdagen noget “blødt” (og blidt)?

Hvad med f.eks.: Vand, peanutbutter, honning, en bunke uld eller visne blade?

Vi putter det i en form, og så kan vi flytte rundt på formen med det i den. Vi skaber simpelthen noget, der er relativt mere “spændt” omkring det.

Det sker også i en samtale, et møde i en massage, eller i forbindelse med sex.
Hvis en ligger blødt der på madrassen, så VIL spændingen i “den anden” skulle øges, for at der kan skabes en følelse i vedkommende af, at vi kommunikerer med hinanden”.

Du genkender det måske fra et skænderi, hvor den ene forholder sig helt blødt, uengageret og roligt, og den anden føler sig oprevet? Hvis den første forbliver blød, så må den vrede øge sin spænding for overhovedet at fornemme, at der relateres…

Hvordan kan spændingen øges?
f.eks. at skabe en form igennem eller flere “etiketter”:

For massagen: “En klient”, “en Kunde”, “en Modtager” , “en behandling”…

Under sex : Med forskellige (måske u-udsagte) fantasier og benævnelser: “Frække ord” eller endda “nedgørende udtryk” (for sjov).

I samtalen/skænderiet: “Du er også altid sådan!” – altså med ord eller råb. Simpelthen for at skabe bare en smule modstand så det kan mærkes, at vi er to, at der bevæges som et kredsløb.

Ja alt, som pludseligt overrasker og forstyrrer, vil også kunne skabe spænding. Måske er der derfor nogen smider med tallerkner, eller slår en hånd igennem døren, når bølgerne går højt på den ene side, og mødes blødt og blidt på den anden side?

Et elektrisk kredsløb

Det virker som i et elektrisk kredsløb, hvor en pol kun bliver pol relativt til noget andet.
Hvis jeg til sådan et kredsløb tilfører noget, der giver “modstand, så omsættes energien til varme/energi/lys/bevægelse.

Er den ene side er forbundet til “jord”, så taler vi om fase og reference:
Et nulniveau vi kan måle spændingsforskellen i forhold til: “Ah! Spændingen er 230V til nul”.

Uden jord: To poler og en spændingsforskel imellem dem.
Med jord: Den ene pol er nul, den anden måles, som forskellen til dette nul.


Jorden bruger jeg her, som metafor for det fælles tredje i møder mellem mennesker.

Bliver den ene pol til denne jord, f.eks. ved at gøre sig helt blød? “Jeg er helt rolig, hvorfor hidser du dig op!?”
Så ophører vedkommende med metaforisk at virke som aktiv pol, og lader den andens spænding stå alene – uden at der opstår bevægelse/samtale imellem dem.

Der er intet at bevæge sig i forhold til. Ingen modstand/friktion igennem noget fælles 3. og intet at omsætte til varme, energi, lys eller et møde.

Lad mig blive i metaforen om elektrisk spænding.

Hvordan svejser vi noget sammen?

Hvad skal der til for at svejse noget sammen, f.eks. i metal?
Dertil kan vi bruge et svejseapparat.
Det virker ved at at skabe en meget høj strømstyrke og en lav spænding.

Strømstyrke er et udtryk for intensiteten af bevægelsen. Jo højere strømstyrke og jo mere modstand, jo mere varme skabes der.

Imellem to stykker metal, bliver det “spændingsforskellen over et meget lille mellemrum” – dvs. den passende afstand, de holdes fra hinanden, der skaber modstanden og dermed en voldsom høj varme. Det fører til, at der springer en lysbue, der skaber så meget bevægelse (varme) at metallet smelter sammen dvs. mister sin form og opløses i hinanden.

Du genkender det måske, hvis du bevæges meget intenst i mødet med et andet menneske, og I lige netop ikke rører ved hinanden!

Eller:
At det, som sker, går meget meget langsomt og samtidigt med fuldstændig opmærksomhed i jer begge.

SÅ bliver det meget bevægende, varmt, lystent og sammensmeltende. OG KUN når den ene ikke forbliver “blød” eller kun gør sig eftergivende…

Blødt og blidt vækker ikke megen kraft
Blødt og bildt som ramme skaber ikke meget lyst og varme.

Nogle gange kalder jeg det for “kraftløs venlighed”..