Indenfor moderne sexologi og selvhjælpslitteratur er Gary Chapmans koncept “the five love languages” – de 5 kærlighedssprog meget populært.

1. At sige ord der bekræfter / words of affirmation
2. At gøre tjenester for hinanden / Acts of service
3. At modtage gaver / Recieving gifts
4. kvalitets-tid / Quality time
5. Berøring og kærtegn, sex / Physical touch

Ideen er, at vi mennesker skulle have forskellige “kanaler”, hvor igennem “kærlighed” bedst kommunikeres, og derigennem kan føle os elsket.

Her for nyligt faldt jeg over, at nogle ser en Tantra Massage som sådan et af kærligheds-sprogene?!

I Chapmans koncept måtte “den” så “høre til” i den sidste af de ovennævnte kategorier.

Der er bare den hage ved det, at “de 5 kærlighedssprog” simpelthen ikke kan være længere væk fra “Tantra” end de er!
…..

de 5 kærlighedssprog fra en babtistisk pastor.

Gary Chapman er uddannet teolog og har virket som baptistpræst i Texas igennem mere end 50 år. Han har skabt konceptet på baggrund af en evangelikal forståelse af ægteskabet som en livslang pagt og forpligtelse: “Du skal ære og elske din mand til døden jer skiller”.

Kærlighed reduceres til at “tjene hinanden” og opøve færdigheder (sprog) der kan trænes. F.eks. lægger sig: Det at “At sige ord der bekræfter” / “Words of affirmation” op ad: Hvor vigtigt “Ordet” gøres i den kristne tro og bekendelse.

Tænk bare på Prædikenens rolle i den kirkelige sammenhæng! Trosbekendelsen. Nadveren.



Gaven, der modtages, finder også sin tydelige parallel som et tegn og en transaktion, der skal bekræfte “kærligheden”.
“Nådegaverne” – visdom, helbredelse, tungetale, profeti, evnen til at tjene, til at lede.. etc. De skal gives af Gud. Hvis du “har en sådan nådegave” så er Gud hos- og med dig! Så er du “elsket” af Gud..

“Hvis du gør sådan og sådan ; SÅ viser du, at du elsker mig!
Det kan næppe betinges mere!
?



“Hvis du følger Guds ord passer din tjeneste, beder dine bønner og lever et oprigtigt fromt liv, SÅ frelses du. (Af nåde)”

Det leder nærmest selvindlysende til at: Hvis IKKE du går i seng med mig og tilfredsstiller mig seksuelt, så elsker du mig ikke! …

Det gør næsten ondt på mig bare at skrive det!

Kærlighed som et ord for “hinsides betingelse”

Jeg tænker at alle på tværs af kulturers og spirituelle og filosofiske retninger, kan enes om, at vi med ordet “kærlighed” peger på noget, “der er hinsides betingelse”?

At ordet ‘kærlighed’ ikke er kærlighed, ligger så også indlejret i den opfattelse. Et ord peger næsten konsekvent på noget andet end sig selv. Ordet “ske”, kan ingen spise med. Du kysser heller ikke nogen , ved at sige “jeg kysser”. Når du kysser er det i øvrigt også temmelig svært at sige det imens.

Når jeg skriver “næsten konsekvent” så vil der være en enkelt undtagelse: Ordet “ord” er: Et ord!

Nuvel: Det betyder at vi, når vi kommunikerer med hinanden, kontinuerligt forsøger at få os til at erkende noget andet end det, vi konkret udtaler, eller skiver.

Det fungerer ret godt, når vi først har lært det. Vi tisser f.eks. ikke op ad skiltet der står “WC” på. Vi har lært at toilettet er bag den dør, skiltet er klæbet op på.

Nogle gange står der bare: “Mænd” eller “Kvinder” på døren. Og så har vi lært at de to ord også betyder “wc” eller “toiletter” – derinde bag dørene. Ordene betinger hvilke døre vi tager i, hvis vi vel at mærke har lært at identificere dem og vores behov med det, de peger på.

De 5 kærlighedssprog kan læres som et koncept

At anvende et sprog er betinget af, at det er lært. Sproget vil virke igennem henvisninger, tegn, lyde og symboler, som må tolkes, for at kunne forstås af vores intellekt.


Alene set fra det perspektiv at “kærlighed” lige som f.eks. “lyst” er et ord, der peger på noget, der IKKE kan betinges – altså ikke: købes, findes, gives, modtages, anskaffes, sælges, beregnes, udvikles, læres. Så MÅ det pege på noget der er “udenfor sproget” – hinsides tale, enhver form og transaktion?



Filosoffen Wittgenstein peger både i sit første værk Tractatus Logico-Philosophicus og sit senere: Philosophische Untersuchungen på:

At det vi kalder for kærlighed – ikke kan begribes eller fastholdes konceptuelt og altså heller ikke igennem sproget. Det, vi kan, er “at tale om, hvordan vi taler om kærligheden” – og kærligheden “selv” – det netop ikke kan afgrænses som et “selv” eller en form, må erkendes “direkte”. 



I det er han på linje med en lang række andre filosoffer og tænkere op igennem tiden.

Nagarjuna der står som en af de helt centrale filosoffer i den Buddhistiske tradition, gør rede for at intet kan have substans i sig selv, men opstår i mødet og måden der relateres på og hinsides betingelser.

For Nagarjuna bliver kærligheden “potentiale” eller “tom” hinsides enhver form: Som: “Opståen og forsvinden i bevægelse.



Vigyan Bhairav Tantra – skriver det bla. sådan:

Måske erkendes det, hvor udåndingen møder indåndingen?
Eller hvor udåndingen vender for at blive til indåndingen?

Måske fremtræder den, hvis du – Når du siddende på en oksekærre, der skrumplende trækkes over den hullede vej, holder op med at kæmpe imod bevægelsen og lader dig bevæge fuldstændigt som den?