det at elske

Det at elske med hinanden

Så længe jeg kan huske, har jeg været optaget af det at elske med hinanden.
Måske skal jeg tilføje: Hvem har ikke det?

Vi kan let komme til at putte det ord “At elske” i to kasser:

Den ene – som “at elske et andet levende væsen”..
Den anden – som i overskriften “Det at elske med hinanden”..

Jo der er nok også en tredje: “Jeg elsker Chokolade”, og det burde måske skrives med ‘æ’!

De fleste mennesker forbinder det at elske med at elske noget eller nogen. Hvis det at elske, skal have med “kærlighed” at gøre, så kan det vel ikke betinges af -noget eller -nogen?

Så bliver ‘at elske’ – et ord for, hvordan vi gør? Eller hvordan vi bevæges eller bevæger ?

Hvornår…? eller Når..?
Nej heller ikke betinget af tid eller særlige situationer.

At elske må henføres til at elske… Hinsides betingelse af noget “andet”
Jeg vil hellere undersøge hvordan? Uden at den beskrivelse heller skal betinge!

Når vi taler om, at kærlighed og altså at det at elske ikke kan betinges, så må en følge af det blive, at “intet stilles imellem”.

Det er f.eks. her at “Tantra” og mange andre spirituelle beskrivelser, kommer ind.
Hvis intet stilles imellem, så bevæges der direkte.

Vi mødes ikke om “noget” – Der mødes (bare)!

Det at elske er navnet på måden

Hvordan mødes? – Som vand der møder jord eller klippe. Solen der oplyser bjerget. Hånden der bevæger fingrene. .. Ånd der møder materie?

Hvordan opdages det, at noget møder og mødes?
Ved at det ikke længere adskilles i f.eks. “det du gør” og “det jeg gør”. Det at elske med hinanden sker ikke igennem transaktioner. Der er intet at give og intet at få. Intet at levere og modtage. Der ER end ikke to eller flere… Det at elske er navnet på måden, det der sker, sker på.

Det fantastisk befriende ved den beskrivelse er, at kærlighed og det at elske – ikke kan handle om at gøre noget bestemt men om at holde op med at se noget som adskilt fra noget andet.

Det er også det, som gør reel beskrivelse af det umulig. Vores sprog er skabt for at adskille alt i f.eks. dette og hint, det og ikke-det – etc. Det kan være vældigt praktisk, når vi vil lave noget sammen. Så kan vi netop føle, at vi er sammen om dette noget!



At være det samme.. Er en helt anden sag. 
I det er jo ikke plads til hverken ‘nogen’ eller ‘os begge’,

…..

Ingen elsker – heller ikke Inger

Kender du følelsen af at blive så optaget, at du glemmer dig selv?
Kender du/I også fornemmelsen af, at vi glemmer os selv og hinanden?
At det, der sker, opløser “for hvem det sker”?



Er der så to? 
Eller er der ingen? (Altså ikke ‘Inger’ og heller ikke ‘mig’)

Nogle kalder det for “flow”. Jeg kalder det for at elske…

“Jeg kan ikke mærke dig!” ..siger Inger, og mærker kun sig selv.
Det føles naturligvis voldsomt ensomt, hvis det helst skal være “os to”.



Og måske betyder det Inger siger, at det hun ‘mærker’ som dig, sanses som en mangel?
Du ‘mangler noget’, for at Inger føler sig godt tilpas med dig.
Hvis du nu kunne være mere tydelig, mon det så ville hjælpe på Ingers ensomhed?

Næppe..

Inger vil have noget fra dig! Sådan at hun kan mærke sig med (brug af) dig.

At binde eller adskille? Det ene vel ikke uden det andet?

Hun ser ikke, hvordan det ønske skaber illusionen om adskillelse. Eller er det adskillelsen, hun i reelt ønsker sig? Frem for at føle sig bundet til dig?

Hvis, jeg har brug for et værktøj til at gøre noget ved mig, så kan jeg ikke også være det værktøj. Min ene hånd vil ikke forvandle sig til en neglesaks, hvis jeg vil klippe negle på den anden med den.

At elske kan ikke være at binde. For at binde, må der skabes noget adskilt, der kan bindes sammen, af noget andet? Holdes det så sammen af bindingen? Da vil den så betinge som: “Det fælles vi har med hinanden”?

At opløses i det, der sker

Kan ‘det at elske’ være at lade sig opløse i det, der sker?
 Når noget opløser sig i det, der sker, så vil der ske noget andet?

Du må kende fornemmelsen af at skulle ‘gabe’!


Så sker det!
Munden åbner.
Svælget spænder og lukker.
Luft trækkes en smule ind som i et indadvendt gisp,

…. Og med et!

Udløses det hele igennem en dyb lang udånding… Aaaaahhhhhhhhh..

Det føles vidunderligt”
‘Jeg’ gaber ikke. Gabet gaber mig…

Jeg kan ikke gabe på kommando.
Det fungerer simpelthen ikke.

Ingen kan heller “give mig et godt Gab” eller få ‘et’ Gab af mig.

Det at elske og spændingsforskel

At gabe sker på samme måde, som at elske, orgasme, falde i søvn, lege, meditere og anerkende.
Det leger med spænding. Forskelle i spænding udtrykker bevægelse.

Det gør som vand, der holdes tilbage af dæmningen barnet har bygget i bækken.

Enten absorberes vandet først i sandet, så blødes det op og bryder efter, når trykket og forskellen i spændingen mellem det øvre og nedre bliver stor nok: Når sandet bliver næsten så bevægelig til vandet.

Bygges dæmningen af sten som tætnes og gøres faste, så må vandspejlet opstrøms vokse, indtil det bryder over og falder frit, og voldsomt mod dybet på den anden side.

Vandet vinder altid eller det tørrer ud og fordamper?



At blive taget!

Genkender du, i det, jeg skriver, følelsen af at ‘blive taget’ i elskoven?

Hvis jeg inviterer et menneske ‘ind’ i alle ordets betydninger.
Så er det sårbart! Kroppen (og med den sindet) passer spontant på det derinde. Spænder og lukker i refleks.

Måske vil jeg?
Og kroppen kan endnu ikke?
Spændingsforskellen er for stor.
Faldet hvis dæmningen bryder vil blive for voldsomt.

Hvis hun tydeligt er der.
Vil uden at ville noget og for meget.
Lytter ser og sanser – at ‘der sker’!
Leger underøgende med spændingsforskelle i mødet.
Lader mig absorbere hende, og hun mig.

Så opblødes dæmningen, som- og i det tempo den kan suge vandet.

Lige der er vi begge vand og terræn, 
bækken som flyder i overensstemmelse med sin natur.


Og pludselig bryder dæmningen og opløses i strømmen.
Først hvor den er svagest.
Og så følger resten med – som uendelig befrielse.

Alt falder frit..

At elske… sker!

Praksisfællesskabet på Mahamudrainstitut

Previous Article
Next Article