Det der ses, er ikke det, som sker. Der ses som: Hvordan der ses.

At berøre et andet menneske, betyder også: At bevæge både ‘det’ og ‘mig’.
At bevæge betyder også ‘at iagttage’.

Hvordan opdager jeg, at der iagttages og bevæges? – Ved at det sanses.
At sanse betyder ‘at skelne’.

Det er igennem måden, der skelnes på, at alt fremtræder på os.

Det omfatter også at opretholde illusionen om, at vi er adskilte fra det, vi får til at “ske omkring os” til forskel fra det, som sker “inde i os”.

Bevægelse er hinsides ‘form’.
Det, vi kalder for “form”, fremtræder som relativt ubevægeligt for os.

Al bevægelse vil virke forandrende.

Det ‘relativt ubevægelige’, opstår ved at forskellen mellem iagttagelsens bevægelse, og det iagttagedes bevægelse bliver meget stor.

En anden måde at beskrive det på, er:

Iagttagelse virker igennem bevægelse, der først og fremmest bevæger måden, bevægelse bevæges på. Denne ‘måde’ Iagttages alene ved, (også) at bevæges.

Det der ses, er ikke det, som sker

Den største udfordring for at få øje på det, jeg skriver her, beror på: 

At det sprog, vi benytter, er opfundet ud af en mekanisk opfattelse af universet:

Som at det består af “ting” der bevæger, sig, fra et sted til et andet, igennem en afstand over en tid. Altså: At det hele ultimativt kan betragtes fra et relativt ubevægeligt “punkt”, som ikke selv bevæges af alt det, som ellers sker.

Når vi skaber en illusion om, at vi er et “selv”, så virker det som at konstruere et sådant iagttagende punkt som en relativt ubevægelig reference.

Det, der ses, er ikke, det som sker, når et ansigt berøres

Da vi sidst øvede det “at massere et ansigt”, slog det mig, at deltagerne i øvelsen som først iagttog måden, jeg masserede en andets menneskes ansigt – reelt ikke kan SE, hvad det er som sker, når ansigtet masseres.

Det de opfatter ved at se – er ikke det, der sker i mødet mellem ‘hænder og ansigt.’ Det er fuldstændigt umuligt på den måde at erkende ‘hvordan det sker’.

At se “noget” bevæge sig med en hastighed, er ikke “at bevæge og bevæges igennem denne ‘hastighed’.

At sanse noget trykke, trække, eller bevæges alene igennem gravitationens tyngdekraft, kan udelukkende opfattes, ved at ´det sker med den´, der opfatter – eller formuleret som “det opfattende”.

Hvis, du ser en hånd blive klemt af en dør, så er der en verden til forskel fra det, og selv være den hånd, der klemmes!.

Oven i det, blev det helt klart for mig:

At den sanselighed og bevægelighed hænderne formår at sanse sig selv med – ligger meget langt fra den sanselighed og bevægelighed ansigtet sanser og sanses som! Vores ansigt er det ultimativt mest sårbare og sanselige ved vores kroppe.

Hvordan i alverden kan noget relativt groft sansende – altså hænder – på nogen måde sanse og skelne, som ansigtet kan det? Reelt et måtte det være sådan, at det er ansigtet, der masserer hænderne for at det kan bevæge sig i integritet!

Hænder er fantastiske til at gøre noget med, når noget skal ordnes.
Et ansigt skal ikke ‘ordnes’ …

Kan en levende vejtromle sanse en sommerfugl? – Næppe.
Kan en sommerfugl sanse en vejtromle? – I allerhøjeste og meget -nuanceret grad!

Det alle ser, er ikke det, jeg gør

Det gik op for mig, at det som alle ser, IKKE er det, jeg gør og som sker, men deres billede af, forstilling om, og opfattelse af det, som sker.

Massagen i ansigtet, som jeg betragter som det mest intime og sårbare i vores krop, erkendes kun i det ansigt der konkret taktilt mærker det ske med sig.

Ja – erkendelsen kan ikke isoleres til ansigtet alene!
Der findes ikke et levende sansende ansigt uden en levende sansende krop!
Denne sansende krop, sanser anderledes i mødet med forskellige mennesker og i forskellige kontekster!

Det er ikke det, der gøres, men det der sanses, der bliver til “at massere ansigtet” ..

Når andre efterfølgende kopierer det, de ser mig gøre, opdager de ikke sammenhænge og forskelle imellem måden, der berøres på og opfattelser af berøringen i os hver især. 

Det gør formidlingen af sådan en praksis udfordrende.

Må jeg lade alle berøre mit ansigt?

Hvad jeg foreløbig kom frem til er:


At jeg måske KUN kan undervise, ved at lade alle berøre mit ansigt, og opfinde en nonverbal måde, hvorpå vi ordløst kan markere og dermed kommunikere:

Om der skabes spænding eller afspændes i ansigtet igennem vedkommendes måde at møde det på? 
Et signal der kan tjene som resonansgiver i mødet?

Igen og igen, går det op for mig, at det at lære sker emotionelt og igennem fysisk kontakt. Vi KAN ikke lære af et andet menneske eller levende væsen, hvis vi samtidig vil forblive i professionel distance.



JO – vi lærer da noget om “distance”.

Vi endte med at undersøge dette sårbare møde med ansigtet igennem 3 timer! Og det er som om vi kun lige fik begyndt!