Det, jeg siger og skriver, bevæger dig emotionelt, og der er intet, du kan gøre for at forhindre det. Lige bortset fra ikke at høre eller læse det.

“Hvem har lært dig at skrive?” Blev jeg spurgt den anden dag.

Jeg svarede spontant:

“Af min mor, og vel også efterfølgende igennem de mange tusinde bøger og tekster, jeg har læst. Og måske allermest af selv at skrive så meget, som jeg gør og har gjort.”

Sprog — både talt og skrevet — må være en af de største opfindelser i menneskets historie.
Det har været afgørende for, at vi kan kommunikere så komplekst og samarbejde, som vi kan.

Ordet “at kommunikere” peger på det, at gøre noget sammen og ‘gøre fælles.’

Det, jeg siger, virker som trolddom

… Det gør også det, du siger!

Vi skal ikke mange hundrede år tilbage, for at ord blev forbundet med magi og trolddoms-kunst. Det var forbeholdt de få at lære at læse og skrive.

De er stadig magiske for mig!
Lad mig beskrive hvordan de bliver det?

Nogle af de første ord vi lærer er: “Mor” og “Far”. Det sker ved, at vi forsøger at genskabe den lyd og de bevægelser med munden, som vores mor gør det, når hun siger “mor”. Samtidig vil den kontekst, vi oplever det i med stor sandsynlighed være forbundet med noget trygt og rart! Det bliver således spontant attraktivt, at efterligne det mor gør.
Når vi senere siger “mor”, så bevæges vi emotionelt af det kroppen har lært i møderne, hvor vi tidligere har sagt “mor”.

Vi erfarer også at det, at vi som spæde prøver på at sige “mor”, gør mor glad. Og når vi lykkes med det, kan det være, at vi løftes op og sanser os i hendes favn?

Ordet ‘mor’ forbindes ikke bare med lyd og bestemte mundbevægelser, det læres emotionelt!
Spørg f.eks. et menneske om, “hvordan det går med din mor”? – og iagttag reaktionen.Ændr så en lille smule på ordene i spørgsmålet til: “Vil du sige noget om, hvordan du har det med din mor?” – og betragt så hvordan det bevæger anderledes emotionelt!

Alt – også det jeg siger og skriver – har jeg lært emotionelt

Vi kan ikke bevæge os uden også at bevæges emotionelt! Den mindste interaktion med, hvad som helst, sanses emotionelt. Vi lærer at tale og skrive ved at knytte lyde, tegn og symboler til kropslige og emotionelle erfaringer.

Det fungerer meget komplekst!
Den mindste ændring i den sammenhæng, det samme ord anvendes i, kan ændre dets betydning fuldstændigt. Det kan tonaliteten det siges på også. Hvor lægges trykket i udtalen? Med hvilken styrke? og til hvilken mimik og øvrigt kropsligt udtryk?

Ord bevæger os ovenikøbet emotionelt forskelligt, da de sammenhænge vil har lært dem i altid vil være- og have været -forskellige!

Hvad er en følelse?

Hvad er en følelse?

Hvad gør en følelse?
Er der forskel på følelse og emotion?

Vi siger:

“Jeg er bange” – “Jeg er ked af det” -“Jeg har travlt” – som om der er en “følelse” inde i os?
Vi kan tale om “at ville af med den der trælse følelse af…”
Nogle gange hører jeg: “Jeg har mistet følelsen for…”

Vi identificerer os med “vores” følelser, dvs. gør dem til noget, vi ER. Som en form vi afgrænser os med, og gerne vil fremtræde som. Vi bruger et ord som andre genkender som et ORD, og med sikkerhed emotionelt sanser anderledes, end vi gør det.

William James spurgte i et essay, han skrev for tidsskriftet ‘Mind’ spørgsmålet: “What is an Emotion?”

William James var en af hovedskikkelserne i den videnskabsteoretiske retning vi kalder for pragmatismen: Tanken om at ideers betydning må forstås igennem deres nytte, virkninger, konsekvenser og praktiske brug.

The Principles of Psychology som han udgav i 1890 blev meget vigtig for moderne psykologi.
Sammen med — eller parallelt med — den danske fysiolog Carl Lange formulerede han ideen, at emotioner ikke først opstår som “indre følelser”, der derefter får kroppen til at reagere.

Vi bliver ikke først bange og løber så..

Vi løber, ryster, spænder, sanser at hjertet slår — og denne kropslige emotionelle forandring er det, vi f.eks. kalder for “frygt”.

Han spurgte:

Græder vi som en følge af, at vi føler os bedrøvede?
Eller ‘bedrøves’ vi af at græde?

W. James forskyder emotionen væk fra ideen om en indre tilstand, der efterfølgende udtrykkes igennem måden, vi bevæger os og bevæges på. 



Det jeg siger er, at ‘følelser’ fungerer som en måde at gøre os ens på.

Emotionen kan vi iagttage som kropslig fysisk: Vi – det hele – bevæges og bevæger (sig).

Følelsen som betydningen, fortællingerne og navnene vi tillægger denne måde, vi bevæger os på.
Betydninger som bindes til forskellige og helt unikke kontekster.


Ordene, vi har lært at bruge til at beskrive disse følelser med, har bl.a. den funktion at forenkle, forsimple, samle og ensrette noget enestående og forskelligt fra menneske til menneske til at blive opfattet som “det samme”.

Det kender jeg godt!

“Ah ja det kender jeg godt!” – Udbryder en tilhører, når du måske giver udtryk for at “føle dig usikker”.

“Du skal bare springe ud i det!- Det gør jeg, når jeg har det som dig!”

Se det blev en pige

“Se det blev en ‘pige’” siger den nybagte far, og har med et ord lagt et skinnespor, der kan vare et helt liv! Med mindre det altså ‘afspores’?
Så vi den samme far måske udbryde: “Ja vi må se, hvordan vi kan få hende tilbage på sporet! Jeg forstår ikke, hvornår det gik så skævt, at hun besluttede sig for at være kæreste med en pige?!”

Følelser læres!

Vi lærer med andre ord at skabe følelser.
Det sker som at lære et sprog. Det ER det sprog gør!
Og det får stor indflydelse på alt i livet.

Det gør det således også muligt at få øje på denne sammenhæng og alle de alternative måder at bevæge sig med det, der sker i livet, som dette sprog fører med sig.

Hvis vi altså vil det?

…

Hvis du kort reflekterer over det, så vil en konsekvens af, at det kan fungere på den måde, også betyde: At vi meget let kan “eksportere” emotionalitet til hinanden.

Hypnose, salg, markedsføring, dating, politisk agitation, skænderier, sex, liderlighed, angst, latter etc… kommer til måske til at stå i et andet lys?

Ord er ikke “bare ord”…….

Vores sprog og måden, vi bevæger os og iagttager?

Jeg har aldrig mistet interessen for ordenes magi.
Jeg ser en direkte forbindelse imellem hvor nuanceret, vi kan bevæge os og hvor varieret vi kan anvende og udvikle vores sprog.

Ethvert håndværk har sit eget sprog. Det er nødvendigt for at kunne formidle og give det videre til næste generationer.

Tænk bare på hvordan en ‘sommelier’ eller ‘ønolog’ skal kunne fornemme og skelne forskellige fine nuancer i en vins karakter – på hver deres område!

Det, at de kan udtrykke det verbalt, medvirker til, at de også er i stand til at øge den emotionelle og sanselige erfarede forskel imellem forskellige vine.

Ja nogle kan skelne smag i vin så fint, at de kan fortælle fra hvilken specifik mark, druerne er høstet fra!

Dette handler også om at berøre.

Jeg er optaget af krop, kroppe og deres bevægelse! Til det hører også kunsten at berøre!

“Skal jeg bare røre langsomt ved hende?” Kunne en spørge mig, når jeg inviterer til- og formidler praksis.

Nej .. “bare” findes ikke! Ligesom intet “bare er ord”.

At berøre bevæger os intimt ud over al beskrivelse. Og dog må vi ty til at beskrive “hvordan”, samtidig med at vi viser og erfarer i egen krop, hvilke fine nuancer der opstår!



Det svarer en til en til eksemplet med vinkenderen.

Tænk så på det “at elske” og på det at “elske med hinanden”. Kan vi elske uden at det også indebærer, at vi elsker med hinanden? Og indebærer det sidste nødvendigvis at “vi går i seng med hinanden”?

Kan du fornemme, hvilken vidunderlig, spændende, mangefacetteret verden og liv der åbner sig, ved at se sammenhængen mellem emotionalitet og sprog? 

Ord står aldrig “alene” … Bag dem bevæges og bevæger levende mennesker sig.

Det jeg siger – handler også om at lære at Tantra-massere!

“…Og så lærer du en masse forskellige teknikker til at massere med!”

Kan jeg læse i en annonce for en tantramassage- eller anden massage uddannelse.

At kende en teknik, kan være nyttigt hvis vi skal skille- eller samle noget, der ikke synes indlysende at få fra hinanden. Vi lærer teknikker til at håndtere noget, der ser meget ens ud, og nærmest er “det samme”.

Det levende er aldrig det samme! Heller ikke “nærmest det samme”. Det er til den mindste celle forskelligt. Det er bl.a. det, som er med til, at vi kalder det for “levende”. Oven i det så forandrer det hele sig kontinuerlig ved hver eneste forstyrrelse eller iagttagelse, det gør.



Hvis jeg møder et menneske igennem at berøre det hud med hud, så vil hvert eneste mikrosekund i mødet gøre os begge til ‘noget andet’. I vores beskrivelse kan vi gøre som om, at vi er de samme – og i øvrigt adskilte fra hinanden.

Det ser jeg som et godt eksempel på hvordan vi igennem beskrivelser skaber illusion.

Når noget aldrig er det samme, og forandrer sig hvert sekund, hvordan skal det da give mening at møde det med en teknik?!

Hvordan møder jeg så det, som lever?
Ved at bevæges af det.
At bevæge er synonymt med at iagttage.

Hvis jeg er optaget af “teknik”? Ser, hører, sanser jeg så dig i mig, og mig i dig?
Eller er det teknikken jeg opfatter? Og “du” er “det” jeg applikerer den på!

“Ja men jeg kan både være optaget af dig og min teknik!” Svarer en så!

Forstil dig så f.eks at kysse eller elske med en, som vil træne sin kysseteknik på dig!
Hvad mon stilles forrest? …’kærligheds-teknikken? eller?’ 


Hvis du bliver nysgerrig på at undersøge mere af det, jeg siger her, så er vores praksisfællesskab måske også noget for dig?