Det, vi kalder for kontekst, er måske noget af det vanskeligste at begribe ved måden bevægelse og iagttagelse sker og virker på?
Du kender sikkert udtrykket “jojo det skal ses i den rette kontekst!”

Forestil dig at du kommer hjem til huset, hvor du bor sammen med din kæreste, og finder hoveddøren åben. Det synes meget mærkeligt, da du ved at din samlever normalt er meget omhyggelig med at lukke og låse den.

Du går direkte ind, og alt synes stille indtil du kigger ind i dagligstuen. Der på gulvet ligger han/hun på ryggen, med en sportstrænet person liggende på knæ med sin ryg vendt mod dig og forenet i et dybt kys. Mund møder mund og de ånder tungt.

“Hvad fan… har I to gang i!” råber du højt.
Det eneste svar du får er en afvisende hånd fra den knælende. Uden at de to slipper den intime kontakt med hinanden..

Så griber du fat i den formastelige, for det her er da noget af det mest modbydelige og ubehagelige du nogensinde har været ude for. Jalousien skyder op igennem hele din krop, som en vrede der ikke er til at stoppe.

Endelig fatter vedkommende at noget sker, flytter munden fra din kæreste, og råber stakåndet..

“Ring til en ambulance! – Jeg kan snart ikke holde liv i hende mere! “

På en splitsekund går det op for dig,at det, der udspiller sig foran dig er, at en vildt fremmed førsøger at redde din kærestes liv!

…..

Det vi kalder for kontekst

Det jeg beskriver her illustrerer, hvad det vi kalder for kontekst betyder.

Mange vil opfatte det begreb som en beskrivelse af “i hvilken sammenhæng noget sker”?
Det er imidlertid langt mere komplekst og vidtrækkende.

Hvad er det som gør, at du ikke øjeblikkeligt ser, at der er tale om en livsreddende handling?
At du spontant tænker, at det må dreje sig om noget, der synes at være imod dig?

Det må handle om, hvordan du på forhånd opfatter forbindelsen mellem dig, din kæreste, huset, hoveddøren og det at nogen lader læber møde læber på en måde, der ovenikøbet kan høres?

Havde det nu været et menneske i uniform – fra politiet eller redningstjenesten – så ville det nok have virket anderledes? Vel at mærke indtil “din kæreste” slog øjnene op og sukkende mumlede: “Igen skat .. mere! “ – henvendt til den tilsyneladende kyssende.

Så ville fanden være løs i Laksegade igen!



Kan vi se noget uden at forvente noget af både det, vi ser, jeg der ser, og måden vi ser det på – imens vi ser det?



Når jeg benytter verbet “ser”, så peger jeg på “at opfatte som sådan” – altså igennem alle sanser og hvad der ellers må høre til “at erkende”.



Og hallo! Erkender vi da ikke kun igennem sanserne?

Det vi kalder for Kontekst – betyder også at markere

Det er præcis her “kontekst” også bliver vældigt interessant.

Nej!

Vi erkender som vi markerer betydning.

En levende organisme er sansende i sig selv. Alt hvad den gør, og alt hvad der sker i og omkring den, virker iagttagende – dvs. bevægende.

 Det meste sorteres tilsyneladende fra? 
OG måske netop kun tilsyneladende?



Hvis en levende organisme kunne afgrænses fra sin omverden, så ville vi kunne tale om at holde noget udenfor og indenfor disse grænser. 


Realiteten er nok at luftens vekslende sammensætning. luftfugtigheden, fine ændringer i dufte og lyde, små umærkelige vibrationer, tryk, træk fra ubestemte retninger, mikrobevægelser overalt – som vores tilstedeværelse er fuldstændigt medvirkende i, gør de potentielt mulige betydninger, vi kunne tillægge det som sker uendeligt mangfoldige..

Derfor markerer vi spontant, som vi har lært og øvet os i at iagttage dvs. at bevæge os og frem for alt lade os bevæge eller søge at styre/kontrollere/ forudsige/ afværge etc..



Det hele medvirker til, hvordan det som sker overhovedet fremtræder, som det gør.

Det findes igen ekstern observatør, der kan aflæse et sandt budskab, ved at iagttage noget som sker, uafhængigt at det som sker.

Markeringerne kan vi end ikke henføre til en vilje-styret handling. 

…..

Jeg sker med det, som sker

Hvad så?
Kastes du og jeg rundt som dråber i et altid forskelligt bevægende hav, der naturligvis ikke består af dråber?

Det enkle svar vil være JA.

Kan JEG så ikke stole på, hvad jeg ser eller erkender?

Kan du selv med et spejl se dig uden at du samtidig ser noget udenom dig?
Vil det, der er udenom, ikke gøre sådan: At det du så ser, fremtræder anderledes en hvis der var noget “andet udenom”?


Ser vi, som der ses? Og aldrig det, der sker?

Ser vi endda hvordan der ses? Eller vil det at se efter, hvordan der ses, gøre at der ses anderledes end, hvis vi ikke ser efter et hvordan?



Bliver du rundtosset? 😉

Jeg stopper karrusellen, ved at minde mig om: At jeg sker, med det der sker.
Hvis det sker som havet, må jeg bevæge mig som det…

Jeg kan beskrive! 

Og kan jeg vide?
Næppe…

Kan jeg da undersøge: Hvordan jeg ser hvad?

Det er vel kun muligt, hvis jeg undersøger, hvordan jeg kan se det, jeg mener at se, som noget andet?

Den invitation kan virke særdeles irriterende, hvis jeg f.eks. lige nu synes at have overbevist mig om “hvordan det hele hænger sammen for mig i mit liv?” – Du ved : “Sådan er jeg altså”.