Er det “dig selv”? – Når du ikke kan sove, og kontinuerligt fornemmer en stemme inde i dit sind, som fortæller historier om alt muligt! Eller er du i den situation “ude af dig selv”?

Hjernen vil ikke finde ro!

Du kender bestemt til det! Det føles som om hjernen ikke vil finde ro. Samtidig er der noget, der sådan ønsker sig, at den gør det. Det kan føles som at være splittet i to.

Hvis nogen fortæller en historie til dig. Er du så nogensinde i tvivl om, hvorvidt fortælleren er den historie eller ej?

Hvis hun skriver den ned, og du læser den. Er ordene, betydningerne, papiret og trykfarven så fortælleren? Nej vel?

Der må være forskel på noget, der iagttages – og det som iagttager. Det ligger i måden vi normalt beskriver iagttagelse på.

At iagttage gør vi. Og nogle gange sætter vi spontant ord og billeder på det – der kan blive til historier. Så langt vil de fleste kunne følge mig?

Hvad eller hvem iagttager så?
Er der noget, som ikke selv er iagttagelse, der iagttager?

Lad os nu sige, at “jeg fortæller en historie om mig selv”. ER jeg så historien, eller er jeg den, som fortæller den? Jeg kan ikke være den – vel!?

En forfatter til en selvbiografi er hverken bogen eller indeni bogen for at springe ud af den, når du åbner den 1. side.

Hvordan opstår du – som dig selv?

Det, jeg skriver om her, står som et helt centralt tema i de “klassiske tantras”.
Det har ganske enkelt optaget mennesker siden oldtiden. Ikke: “hvem er jeg”, heller ikke “Hvad er jeg” – men “hvordan opstår jeg?”.
Hvis du går i skoven, og dit hoved rammer en gren, så vil det gøre ondt. Du dukker dig spontant, og griber op til stedet, hvor smerten kommer fra.

Du er på et sekund blevet pinligt mindet om, at der er forskel på dig og træet. Du har opdaget eller iagttaget ret konkret. “Jeg er anderledes end træet”.

Enhver iagttagelse MÅ adskille sig fra, det som iagttages. Iagttagelsen “består” simpelthen af, at denne forskel markeres.

Er det så smerten i hovedet, der er iagttageren?
Er smerten “mig”?
Er jeg “noget, der kan sanse smerte?”
Kan det noget, der kan sanse – altså iagttage smerte som smerte, være denne smerte?

Eller “sker det hele bare”… som iagttagelse UDEN at der er en “nogen”, der står udenfor det, og iagttager?

Dig selv som adskillelse?

Bliver smerten en markering af bevægelse, der bevæger?
Noget sker! Det breder sig som gensidige forstyrrelser, som ringe i det vand, der falder en nød ned i fra det træ, der ruskes af vinden?

Er dette “selv”, vi forestiller os, vores forsøg på at adskille os fra det, som kontinuerligt sker, i et stærkt ønske om at kunne kontrollere det, sådan at noget særligt sker for os?

Sige nej til skoven! .. Really?
…..

Det meste “moderne tantra” søger at sælge sig som “selvudvikling”.
Hvis selv skal udvikle sig selv, må det betyde at dette selv vil have noget særligt (godt eller rart) til at ske for sig selv?.

Okay.. Det er måske ikke gået så godt for dette ‘selv’, så længe det har forsøgt på at gøre det meste selv?
Kontrollen over det, som helst skal ske, og det som ikke må ske – er ligesom udeblevet! “Livet er ind imellem “fyldt med problemer”. Grene der hænger lavt og ikke ses, og derfor regelmæssigt rammer i hovedet!

Hvad er mere nærliggende end at søge hjælp?

Terapeuten tilbyder “selvudvikling”. “Sådan kan du få bedre styr på dit liv!” – lyder tilbuddet. 



Kom dybere ind i dine relationer.
Bliv bedre til at forstå hvordan mænd og kvinder tænker forskelligt.
Se alle de der grene, som kan ramme hovedet og gøre ondt!

Jeg skal nok hjælpe dig med det.
Jeg har ovenikøbet udviklet et koncept! Fint tegnet op med forskellige faser og trin, du skal igennem.



SE bare her siger terapeuten: “Du skal først og fremmest lære at sige NEJ til alle de der grene, som kan gøre ondt, når du rammer ind i dem. Lære at flytte dig væk!”

Smerte smerter – Den er ikke din smerte!


Det skarpsindige læser vil tænke “Hvorhen?”..
Der er jo grene alle steder i skoven. Den er ikke sådan lige til at forhandle med! Og den forandrer sig i øvrigt hver eneste minut.

Hvad med at fjerne det som står i vejen for at se det? – Altså det, som vil kontrollere skovens bevægelse! 

Hvordan overhovedet få den tanke at “jeg” ikke også er skoven og fuldstændigt integreret i den som noget, der sker?

Måske er det ideen om, at jeg er “Selv”: Altså ‘det der smerter, som jeg vil undgå’, der gør, at jeg ikke opdager skoven og dens natur med alle grenene, der svajer i vinden?

Jeg gør smerterne til mine smerter, som noget jeg vil erstatte med lykke og et bedre liv.
Jeg klynger mig til en tillært opfattelse af: At der er mit liv – og andres liv – og den der bøvlede skov, som jeg skal kæmpe mig igennem.

Smerte er smerte … og ikke ‘min smerte’! 
Jeg bruger den til at fastholde et selv med

Ja vil det så overhovedet fungere at “arbejde mere på det der SELV” – eller vil det blot adskille mig mere fra at føle mig et med- og SE det, som sker i skoven?

Gør noget andet!

Elsk noget mere – Og glem alt om at elske dig selv!
Der skal mindst to og gerne flere til <3