“Jesper, du svarer ikke på det, jeg spørger om! “. Hvor er jeg ikke ofte blevet mødt med sådan en kommentar – eller en som ligner!?”

Som dreng følte jeg mig ofte meget ensom. Jeg plejede at udtrykke det som: “Jeg har kun en ven!”.
Jeg har skrevet om det før. Jeg blev opdraget meget anderledes end andre børn, og de følte nok, at jeg var lidt mærkelig eller anderledes.

Jeg var overbevist om, at mest af alt handlede om min påklædning. Først senere gik det op for mig, at der var noget andet i spil.

“Mor, Jeg hører meget mere end det, mennesker siger!”

Jeg husker, at jeg sagde det til hende en dag, hvor vi talte om den følelse af ensomhed.
Hvad hun svarede, kan jeg ikke huske. Hun forstod muligvis ikke, hvad jeg mente med det.

Det mærkelige ved det er, at jeg altid har haft virkelig let ved at tage kontakt til andre mennesker. Også da jeg var helt lille. Og uanset den evne, så føltes ensomheden ekstremt nærværende.

Undtagelsen kom da jeg blev så gammel, at jeg begyndte at elske. I elskoven var det som om der var noget som “døde”. Der blev ro! – Befriende roligt i de kropslige sanselige og lystne møder med kvinder. I alt det bevægende helt helt stille!

Det gør der stadig i sådanne møder.

Jeg var virkelig tæt på at dø tog gange som dreng, og begge gange skete der det, at angsten blev afløst af en stille, befriende meget fredfyldt ro, som bar mig væk. Måske er det den, jeg genkender som voksen?

Orgasmen kaldes for “le petit mort” – den lille død. For mig sker det i elskoven i sin helhed – orgasme eller ej. Jeg opløses i det kvindelige igennem hendes anerkendelse. At hun inviterer mig så tæt ind til/i sig uden ord eller spørgsmål.

Jeg hører mere, end det der siges

Mit intellekt – og med det hele kroppen – er som en vulkan, der er overordentlig aktiv. Det ene udbrud afløses af en kort slumren, før lavaen igen sprøjter ud.

Ethvert spørgsmål, der rettes til nogen ,virker som en appel. Det gør simpelthen noget ved den, som spørges! Det ønsker at den anden ytrer sig på en meningsskabende måde, der passer til det, der spørges om.

For mig virker det som om, at de fleste mennesker finder det ganske simpelt at svare på enkle spørgsmål. …Og det kan jeg naturligvis ikke vide!

Mistanken om det skaber jeg, når nogen beder mig om “at svare kort på en simpelt spørgsmål”. Det kan jeg godt. Og det gør ind imellem nærmest ondt.

Hvis noget stiller mig et spørgsmål, der for de fleste andre mennesker lyder ligetil, så hører jeg meget mere, end der formuleres i ord.

Hører vi det der siges eller det vi opfatter?

Du kan som læser, reflektere over om vi nogensinde hører det, der siges, eller om vi kun hører det, vi opfatter?

Hvis det er det sidste, som sker, vil spørgsmålets kompleksitet ikke kunne afgøres på ordene, men vil omfatte alt det, der potentielt skete -forud, og -imens spørgsmålet udtales. Her til hører endda også de usagte og dog sansede forventninger og håb til dets virkning til det spørgsmålet skaber, som spørgsmålsstilleren måtte gøre sig i den forbindelse.

Spørgsmål, der rettes til nogen, vil noget. De markerer at nu handler det om det imellem os.

Helt på samme måde, vil det menneske, som spørgsmålet rettes til, kunne opfatte, sanse, forstå, tolke, læse, forvente, og sætte det i mange forskellige kontekster – på principielt uendeligt mange måder!

For mig findes der ingen simple spørgsmål.

Dvs. hvis jeg skal gøre dem simple, kræver det, at jeg lægger låg på vulkan-intellektet, alle sanser og -emotionalitet for at reducere dem til at svare enkelt. Og det kræver en enorm anstrengelse at holde en vulkan i udbud i ave.

Lad mig komme med et eksempel.

Et menneske spørger mig:

“Kan du lide mig?”

Det lette svare vil være: “Ja”

Hvis jeg nu svarer: “Ja da!” … Så gør det en forskel ikke?
Hvad gør dette “da” .. ved svaret?

Lægges der ikke et relationelt lag ind?

Hvad får dig til at spørge?
Føler du dig usikker på det – siden du spørger?
Har jeg mon gjort noget, der kunne foranledige den usikkerhed?
Er der en intention med at søge bekræftelse på det lige nu? –
Er der en konflikt jeg ikke ser?

Hvis, der er en konflikt, er den så personlig eller handler om det vi måske er uenige om..?

Hvad betyder det overhovedet at kunne “lide”?
Hvis jeg svarer “ja du smager ret godt! ” så er det nok ikke det, hun tænker på?..

Hvad kan det, jeg svarer, mon gøre ved os?
Kan jeg lide hende? – og hvordan ‘lide?’
Mener hun “bare” “at lide” eller ønsker hun sig mere end det – hvad det så end er?

Er hun ked af det?
Bange?
Angst?
…….

Og alt dette kobles på myriader af sansede nuancer, der bevæger mig emotionelt …

Samtidig har jeg lært, at hvis jeg tøver med at svare, så vil DET også tolkes som et svar!

Altså skaber jeg øjeblikkeligt stress for at få det, der i forvejen sker med lysets hastighed i det neurale netværk, der uløseligt er koblet på alt, hvad der også ellers sker, der hvor vi er, – OG i øvrigt kaldes for ‘Jesper.’

Og gloende hed lava hober sig op og truer med at løbe ned af vulkanens sider.

“Du svarer ikke på det, jeg spørger dig om!”

Jo!
Og jeg svarer også på alt det andet, jeg sanser, at du muligvis spørger om uden at vide, at du spørger mig om det.

Med spørgsmål der ikke rettes til- eller mod-, har jeg det anderledes.

Der kan vulkanen få frit løb..
Vulkaner opstår, når trykket i magmaen fra jordens varme dyb vokser i kammeret, til intet kan holde den tilbage.

Nogle udbrud er voldsomme og alt fortærende. Andre skaber blot små skælv.

Åbne spørgsmål er for mig som sådanne udbrud.
De behøver end ikke ord for at erkendes.
De handler om det, der sker. Om hvordan det sker? Og er helt uforudsigelige i deres natur.

……..

Når jeg sidder ved drejeskiven med leret –
Bevæges ved drejebænken med træet –
Vandrer i naturen –
Leger med hundene –
skriver..

Elsker med munde, hænder og kroppe fyldte i sanselig bevægelse – til intet adskilles fra andet

… Da er der intet at skulle. Det sker som sker….

Hvilken bevægende ro ❤️