En seksualiseret Tantra? Har det nogen bund i de klassiske tantras, og hvordan giver det overhovedet mening?

De mennesker, som regelmæssigt surfer rundt på Mahamudrainstituts hjemmeside, vil kunne få det indtryk, at vi inviterer til en “seksualiseret Tantra”.

Det er helt i overensstemmelse med mange af de klassiske Tantras – især den indiske og senere tibetanske tradition.

Når jeg helt kort skal beskrive det, som de klassiske tantras inviterer til , så er det: “At erkende ikke-adskillelse”.

Noget der kan adskilles?

At benytte et ord som: “Ikke-adskillelse” – må betyde, at noget, der fremstår som et, kan adskilles?

I vores almindelige måde at beskrive og iagttage verden og os selv på, benytter vi det, “at skelne”, som at skabe forskelle, der adskiller noget fra noget andet.

“Der er forskel på en mand og en kvinde” – vil nogen kunne sige. Og i samme åndedrag se dem som to adskilte entiteter i verden..

De klassiske Tantras peger på, at det at skelne er en egenskab ved iagttagelsen selv!

Hvis jeg f.eks. siger til dig, at den ene side af en skål er konkav og den anden side konveks, så betyder det ikke, at disse sider er adskilte fra hinanden. Min skelnen virker som en måde at bevæge iagttagelsen på.



Det konkave lukkende er et med det konvekse åbnende. Intet kan åbnes uden også at lukke i samme bevægelse.

Når jeg skriver “samme bevægelse” så kunne det også pege på, at der findes “den bevægelse” og “en anden bevægelse”. Altså at bevægelse kan adskilles?!

Der der er, er bevægelse intet andet. Og bevægelse er hinsides “form”.

Dōgen formulerer det i Uji (有時): “At være er tid.”



Form som illusion om adskillelse

At tillægge noget en form, bliver at skabe illusioner om adskillelse. De kan være nyttige, praktiske og ikke sande.

Hvis der er noget i vores liv der i den henseende viser os dette, så er det vores seksuelle drift!
Et spædbarn der adskilles fra sin mor, er i livsfare. Det adskilles fra hende ved, at vi tildeler det en selvstændig indentitet: Vi taler om det som noget, der skal være ansvarligt for sit “eget liv”.

Det er ikke “bundet til hende” – det er hende. Det er hende lige så meget, som at du og jeg er både “lungerne vejret trækkes med” – og “luften omkring os, vi trækker den i”.

Op igennem barndommen søger vi at kompensere for denne adskillende måde at iagttage os selv på. Vi knytter venskaber og/eller søger nære kontakter til kæledyr.

Senere i puberteten mærker vi, hvordan vores seksuelle drift driver os ind i en brændende længsel efter at kunne “forenes” kropsligt med nogen igen.

Vi får at vide, at det ikke bare er noget “man sådan gør”. Forening er kun tilladt under bestemte betingelser, klare forventninger, og med utallige advarsler: Hvis du/I kropligt forener jer med hinanden, så binder det!

Det AT relatere gøres til og fryses i FORM. Selv i denne form af “os” – adskiller vi hinanden i “du og jeg” eller “mand og kvinde”, og i: “Vi to” overfor “de andre par”.

Den intime kropslige forening – uden åndelig ambition

Mange af de klassiske tantras inviterer til at erkende og opløse denne adskillelse igennem den intime kropslige forening.

At foreningen hverken gøres til mål eller middel. At måden, der forenes på, – hvordan der bevæges – bliver til en praksis der tydeligt får illusionen om adskillelse til at træde frem.

En af mine yndlings-tantras handler om Saraha der møder pilemagersken og i møderne med hende for første gang erfarer erkendelsens natur igennem den spontane tilstedeværelse hos en kvinde uden åndelig ambition.



Han ser hendes måde at sigte på: Hvor ubesværet hun bevæger sig uden at være delt imellem det, vi ellers skelner som mål og middel.

Hun elsker med ham i samme naturlige lethed. Og han opdager den konkrete realisering af det der senere i buddhistiske tantras kaldes for Mahamudra – “den store gestus” – eller “det store sejl”, hvor alt, også den sanselige forening udtrykker en og samme erkendende bevægelse.

…..


Vi inviterer på Mahamudra institut til at erfare adskillelsens illusion direkte igennem kropslig kontakt og bevægelse – Sanseligt, vågent, opmærksomt iagttagende UDEN åndelig ambition.