De fleste forældre vil erfare situationer, hvor et barn skal lære noget, og klynkende udbryder:

“Hjælp mig ..Far! Jeg kan altså ikke selv”.

Det kan være udfordrende at insistere på, at barnet igennem flere forsøg finder ud af det. Nogle gange skal der lidt støtte og hjælp til. Stor er glæden hos den lille, når det endelig lykkes med opgaven uden hjælp fra den voksne.

På samme måde gælder det udviklingen af sociale kompetencer og medfølelse.
Der er ikke noget et barn lærer mere af end at tage ansvar for et andet levende væsen. Naturligvis igen med støtte fra den voksne.

I den forbindelse bliver det den voksnes opgave at forklare, vise, og understøtte at et dyr eller en plante har andre behov end vore.

At erfare andres behov

Der skal omsorg til, stor ansvarlighed, evnen til at se og lytte, og fremfor alt erkendelsen af at andre levende væsener er sårbare og kan gøres fortræd, når vi ikke møder dem med omtanke og fornemmelse for det!

Dyr reagerer på vores kroppe, og hvordan vi bevæger os i mødet med dem. De lærer, vurderer, husker og orienterer sig meget komplekst igennem kropslig kontakt, rytme, stemninger, puls, dufte, spændingsforskelle, bevægelse og konsekvens.

Det adskiller sig fra, hvordan vi mennesker tidligt lærer at kommunikere igennem sproglige abstraktioner og symboler, og trænes mere i det, end i den direkte kropslige sanselige interaktion med omverdenen.

Hvis vi glemmer at passe et dyr, der er helt afhængigt af os, så gør vi det fortræd.
Det kan vare længe og tage megen øvelse, før et barn bliver så modent, at det indser at der er ret meget i livet som er vigtigere end det SELV!

At erfare kærlighed igennem omsorg for..

Samtidig vil barnet og den unge også erfare den hengivelse og kærlighed der opstår ved, at vi møder dem kropsligt, fysisk med ansvarlighed og omsorg .

At vi beskytter dem, leger med dem, og ser til at deres sociale og fysiske behov dækkes på bedste måde. Vel at mærke uden at omklamre dem og ville “bruge dem til noget” de ikke gerne gør.

Det er en fin balance, og bliver et spejl på, hvordan vi også kan møde andre mennesker.
Sådanne møder handler nemlig ikke om os selv.

Når de dør eller løber væk vil vi erfare sorgen. Det føles forfærdeligt. Jo mere omsorg vi har mødt dem med – jo mere frygteligt føles det. Det er bogstaveligt talt ikke til at bære!

Når de som alt levende uundgåeligt dør, så følger noget af os med i deres død!
Vi såres, sanser smerte, og den minder os om, at vi er levende.

Hvordan kan jeg være der for dig?

Et menneske, der relaterer i omsorg og kærligt, spørger ikke:
“Hvad kan jeg få af dig? Hvad skal jeg bruge dig til?”

Et venskab beror på: “At jeg er der for dig!”.
“Hvordan kan jeg støtte dig med det, jeg kan- gør- og/eller har?”

En støtte der hverken kan forlanges eller forventes, og på ingen måde vil handle om at give noget som en “gave”.
I venskaber sker der ingen transaktionelle byttehandler, der genererer en følelse af at skylde noget!

Vi er her for hinanden.
Vi lever sammen.
Vi er hinandens liv. 

Uden dig, som du gør, ingen mig, som jeg gør.


Det adskiller sig fra at gøre forretninger med hinanden. De vil gerne handle om: Hvordan jeg kan få mest muligt ud af mødet, for mig!
Der bliver kunden vigtig for min succes og fortjeneste.

Jeg behøver ikke at anstrenge mig for at finde ud af..

Med fremkomsten af AI – såkaldt “kunstig intelligens” har børn unge og voksne fundet en maskine der med det samme reagerer på:

“Jeg kan ikke selv – hjælp mig!”

Det kan føles utroligt befriende! Jeg behøver ikke at anstrenge mig for at lære noget!
Og jeg skal- eller kan på ingen måde “være der for den”.

Den gør som om den er der for mig!
Se det må da være en rigtig ven!
Den bliver heller ikke sur!

“Se bare jeg kan klare det hele selv med hjælp fra min AI-hjælper!”

Bag disse maskiner står hurtigt voksende virksomheder som genererer enorme økonomiske midler til at gennemføre politiske forandringer.

Maskinen fuldstændig uden liv! 
Den kan beskrive følelser og bevæges ikke det mindste emotionelt af det. Den har ingen krop vi kan spejle hinanden i.

Vi bruger den for at hjælpe os selv!
Den gør det ved at kalkulere statistiske sandsynligheder.
Brugerne erfarer, at den virker venlig og hjælpsom – endda nærmest venskabelig.

I princippet fungerer den i min optik som en super-psykopat – blot mange gange mere raffineret.

Jeg ser det som meget meget betænkeligt!

I interaktionen med den teknologi udebliver erfaringen af at være der for et andet menneske med omsorg og opmærksomhed.

Lige netop det, der gør os til kærlige medfølende mennesker!


At erfare som ung – at jeg ikke skal gøre noget for at svare rigtigt

De maskiner giver til gengæld indtryk af, at det er det, DE gør for os. På den måde virker de således meget tiltrækkende på måske særligt unge?

“Den er min bedste støtte fordi den hjælper MIG til at blive vurderet som dygtig, uden at jeg skal gøre ret meget for at lære.”

Reelt set bliver de til et symbol- og symptom på, hvordan “selvudvikling” er blevet så brugt!
Ovenikøbet i den perfekte “professionelle distance” hvor terapeuten reelt intet har i spil.

Jo mere brugen af AI vinder frem – måske endda blandt unge – jo mindre erfares vigtigheden af at være der for hinanden.

Med den udvikling forsvinder også følelsen af “mening”.
Den er i den grad knyttet til at erfare, at det ikke bare handler om mig selv..
I stedet at få øje på, at jeg opstår igen og igen på ny: Som jeg møder dig og alt det andet levende!

Der er mening i at opdage, se og møde denne mangfoldighed der kalder på omsorg

“Hvad er jeg her for?” spørger den unge
“Du er her for at være der for andre!” – svarer jeg.

Det henviser til at “svare an” som i ansvar og at anerkende

Praksisfællesskabet for cupisofi og elskovskunst