Det føles som et hul. Som noget der mangler.
Jeg tror, at vi alle mærker sådan et hul ind imellem?

Nogen forsøger at fylde det op med mad.
Det virker bare ikke! Vi skider den hurtigt ud igen.

I kraft med at kroppen så fedes, så vokser hullet med.
Så skal der mere mad til.

Eller alkohol, ekstremsport?
Noget, der enten trøster, bedøver eller bare gør mere ondt end det der tomme hul.

At overdøve det der hul

Længsel og det, vi kalder for “ulykkelig kærlighed”, kan i den grad også bruges til at overdøve det der “hul”. Så sanser vi ikke, om det er hullet eller “den”, som gør ondt.

Der skrives store romaner, udødelige digte, sange og musik. Af dette hul opstår megen kreativitet.

Også artikler om livet og det at være menneske i et univers af uforudsigelighed og kaos.. Kan opstå deraf. ☺️

Det hul er smerte og ‘lidelse’.

Jeg har skrevet det før:
Evnen til at sanse smerte er det, som holder os i live.

Bedøver vi den væk, slukker vi den gnist.

Hullet i vores midte føles ‘tungt’.
Det føles ubestemt – som “derinde et eller andet sted”… eller bare som “noget” der trykker ned eller ud.. ‘fylder’ i al sin tomhed.

Meningsløshed – hvor der før synes at være mening.
…..

I universet roterer alt i forhold til noget, der har en større tyngde. Ikke at se som et “punkt” eller et “sted” – nærmere som noget diffust, der ikke kan lokaliseres, uden et egentligt “centrum” – “Dark Matter” – “Dark Energy”…

Vi kan ikke sige at det ene skaber det andet. Opstår rotationen i kraft af tyngden – eller vil bevægelse lede til det tunge?

De opstår i kraft af hinanden. Intet har ‘en egen’ eksistens!

Et hul som spejler universets bevægelse?

Genkender du det?
Er det hul i maven et spejl af universets måde at bevæge på?
…..

Du føler dig akavet i mødet med et menneske, som du har gjort vigtigt. Ønsker sådan at han/hun kan lide dig!

Det forstærker din følelse af at være forkert. Du tolker vedkommendes adfærd, som bekræftelse på det. “Jeg afvises, hun vil mig ikke”..

“Jeg er alene!”
“Jeg kan ikke!”
“Jeg skal!”

“Jeg vil ikke!
“Jeg er nødt til det!”

…

Jeg elsker – Det er ikke gengældt
Jeg ønsker – det er uopnåeligt.
Jeg savner – det er væk for altid.

……

Det hul – kalder jeg for “Selv”.

“Mig selv”..
“Jesper!” siger jeg. “Det handler ikke om dig. Det handler om det”.

Om at erfare.

At leve er at undersøge, se, sanse, fornemme, lytte, smage, lugte, bevæge, bevæges, elske, lege, skabe, møde, holde, favne, hinsides enhver ambition om “at få noget ud af det”.

At leve bliver:
At lide uden at lede…
Mærk hvor fint og skrøbeligt det er, og hvor let det forgår. <3

I det ser jeg stor skønhed og uendelig sårbarhed.
Ser at jeg ER ‘at leve’ .. og ikke “noget” som lever et liv.