Hvis jeg skal pege på en overbevisning, der om noget definerer vores måde både at indrette samfundet på – og til at regulere relationer imellem mennesker med, så er det “At vi har et valg”.

Altså at vi forstår, ser, anerkender, handler og bevæger os ved at VÆLGE.

“Behøvede du at stikke din p.. ind i hende!”
Siger ægtefællen vredt og skuffet til sin partner.

(Han kan i min optik kun svare: Ja!
Det skete!)

“Jo men havde vi ikke aftalt noget andet?”
“Jo” ..

Og det skete alligevel.

“Kunne du ikke have valgt at lade være!?”

Til det sidste spørgsmål vil nok de allerfleste mennesker svare:

“At det kunne han, hvis han ville!”
Det, at han ikke gjorde det, betyder, at det er hans skyld..

Det er en af de vigtigste funktioner af at gøre ‘valget’ til et “organiserende” eller “ordensskabende” element i stort set alle kulturer og religioner.

Neurale netværk har ikke et valg.

Neurale netværk – om de er biologiske eller “konstruerede” som f.eks et LLM/AI system – vælger ikke.

De skaber spontant mønstre. BUM!
Det gør de for at “overleve”.

De skaber mønstre på baggrund af den måde, de har lært- og er trænet til at genkende mønstre.
Mønstre, der udtrykker ”kontekster”, som kan give signaler om, hvordan der nyttigst muligt skal handles i netop denne sammenhæng, eller de sammenhænge, som kan bringes til at ligne?

Systemisk set vil det: “At der handles” ikke have sit udspring i en kerne eller ‘intention’. Handlen både opstår som mønstre og skaber såvel mønster- og kontekst-genkendelse.

Samme opfattelse finder jeg hos Nagarjuna´s Mula-madhyamaka-karika:

Han peger på, at der ikke KAN være ‘noget handlende’ der kan adskilles fra handlingen, eller måden der handles på. Alt opstår og eksisterer som gensidig (afhængig) opståen (Pratītyasamutpāda). Vi – det – den bliver til “som noget, der sker”.

Er der en fri vilje uden et valg?

Hvis handlinger ikke vælges – og altså heller ikke det: “IKKE at handle”, så rejses der en diskussion om, hvorvidt vi overhovedet kan tillægge en fri vilje til et afgrænset individ?

Når kvinden i ovenstående dialog spørger: “Kunne du ikke have gjort noget andet?” Så bliver svaret “nej!”

Det er meget svært at acceptere i en kultur, der er funderet på forventningen af, at vi skal kunne kontrollere det, som sker. Hele vores juridiske system hviler på at vi kan isoleres, afgrænses, og identificeres med en helt bestemt identitet, som kan vælge “rationelt” – og som udefra iagttagende af “det som sker”. F.eks. også antagelsen om: At vi altid kan vælge anderledes, og dermed også kunne have handlet anderledes, end vi gjorde!


“Vi” bevæger kontinuerligt det, der sker. Vi er indlejrede i det, der sker, som det, der også sker. Altså bidragende til mønsterskabelsen. Og vi har end ikke styr på, hvordan mønstrene opstår!

“Kunne du ikke have ladet være?” – tager udgangspunkt i at vi er adskilte og kan handle løsrevet fra det, som sker “omkring os”.

Denne opfattelse antager nærmest at vi er filminstruktører, der selv kan bestemme, hvad og hvordan noget skal ske, og i hvilken kontekst – og uden selv at optræde i filmen, imens vi filmer den.

“STOP!” siger instruktøren. “Den scene skal vi lige tage om. Den er ikke rigtig i forhold til det, jeg aftalte med min kone”.


Intention er også mønsterskabende

Intention virker selv mønsterskabende og koblet til alt det, som ellers sker. Den “findes” ikke som “noget”, der kan isoleres fra handlingen. Den opstår som beskrivelse af den – “bagefter” – Dvs. Når der sker noget andet.

Maskinelle neurale netværk

Lad mig eksemplificere det med ChatGPT som et eksempel på et maskinelt neuralt netværk:

Den virker grundliggende ved lynhurtigt at beregne hvad det mest sandsynlige mønster er, når den stilles et spørgsmål eller en samtale begyndes: Hvilket ord eller sætning kommer med den største sandsynlighed i næste sammenhæng? Givet alt det, der er skrevet nu, tidligere og i den enorme mængde tekst modellen er trænet på?



Det virker som om, at den vælger et svar. Og det er et teknologisk trick. Alt hvad den gør er at operere med inferens – (tilnærmet forudsigelighed) ved at skabe et output som følger af mønstergenkendelse i et givet sprogligt og kontekstuelt landskab, der kunne “ligne”.

Det minder om noget, vi kan se hos mennesker. Det modellerer måden vi tænker og svarer på. Og vi mennesker kalkulerer overhovedet ikke sandsynligheder, når vi handler.

Biologiske neurale netværk

Et biologisk neuralt netværk skaber mønstre på en anden måde.
Hvor ChatGPT vil mønsterskabe igennem lynhurtige sandsynligheds-kalkulationer, ligger der en helt anden modus operandi bag levende neurale netværk.

En organisme ser ikke før, den handler. Vi handler, imens vi ser! Måden vi handler på, bevæger det vi ser, og hvordan vi ser det, og “os” som “det, der ser!

Den “styrende funktion” i alt dette – kan meget vel være SMERTE. Dvs. det neurale systems handlen i forhold til at opretholde- og øge sin levedygtighed.

Smerte vil i denne sammenhæng ses som et signal om, at noget relativt stabilt eller betydende i systemet er ved eller i risiko for at bryde sammen.

Mønstre konstrueres, perciperes og opfattes på den baggrund, at de skal få os i stand til at bevæge os hen imod eller væk fra det, der bedst muligt bidrager til, at vi bliver ved med at leve.

Måske kan jeg formulere det som at regulere: “Hvordan systemets integritet bedst muligt opretholdes i dette øjeblik!?” .

Her er det vigtigt for mig at pege på, at ethvert levende system, eksisterer SOM iagttagelse dvs. bevægelse. Verden både ser og bevæger sig anderledes ud for en flagermus, end den gør for mig/os. Den ER anderledes! Det er vi heldigvis også i forhold til hinanden!

De mønstre – den virkelighed – vi kan skabe – og dermed også “os” i verden – vil være koblet på hvordan vi kan sanse, beskrive og bevæge os? – Og dermed forskellig fra hinanden!
På den måde er det ikke så mærkeligt, at mennesker kan have svært ved at blive enige med hinanden!

Systemer forandres koblet på ændringer i de kontekster, der også både med-skabes, iagttages og genkendes. Dvs. erkendes på baggrund af det, som det iagttagende system er trænet på.

Lad mig vende tilbage til eksemplet med “manden der vil stikke sin P.. ind”.

Hvis nu “Manden der absolut skulle stikke sin p.. ind …” spontant oplever smerten ved “at lade være med at gøre det” som meget større end den forstyrrelse, som sin forestilling om sin partners´s ubehag skaber ved det?

… Så vil han stikke den ind!

Handlingen er ikke et resultat af at vælge overhovedet. Det sker bare!

..

Lad mig antage, at dét at undlade at “stikke den ind” — altså som handling, bevægelse eller forstyrrelse — ville bringe det metamønster, der understøtter den samlede integritetsopretholdelse i systemet (i ham), i fare for at blive destabiliseret eller måske endda bryde sammen.

I den konkrete situation kunne det f.eks. være hans samlede selvopfattelse, hans drift, eller hans position i den omverden, han sanser sig selv i — måske netop i den særlige kontekst og stemning, som i det øjeblik føles presset, truet eller skrøbelig.

Så er det ganske enkelt den bevægelse (altså at stikke den ind), som bliver øjeblikkeligt styrende — uden nogen forudgående overvejelse eller beslutning.

Det svarer til, at jeg pludselig kaster en bold mod en deltager på et af mine seminarer. Spontant – hvis han/hun ser den (ellers kaster jeg den ikke!) vil vekommende søge at gribe den.

Var det et “valg”?
Ikke det mindste!
Det var den øjeblikkelige respons på et “spørgsmål”, som fik et øjeblikkeligt svar.

Skyld og skam som mønsterskabende?

Skyld og skam i kulturelle kontekster, bliver til mønsterskabende funktioner, der skal erstatte den enkeltes spontane naturlige respons, med en kulturelt acceptabel måde at handle på…

De fremhæver og øger den smerte, som det at handle spontant uden først at konsultere det “kollektivt forventede” – potentielt kan medføre.

Normer, regler og forventninger omprogrammerer så at sige den tærskel, der skal til i et levende system, for at handle spontant. Den får os til at udholde mere stress, smerte og spænding, end vi ellers ville gøre, hvis vi IKKE var blevet trænet i “konsekvenserne af at træde ved siden af!”

Når “relationer” reguleres igennem aftaler og regler.

En “relation”, som får et navn, er allerede reguleret igennem sin dåb!
“Er vi kærester nu?” -Venner, -et par, -kollegaer ..etc.

Til hver eneste af disse “former” vi afgrænser igennem beskrivelserne af dem, ligger der en række forventninger og krav indlejret.

Til det kommer, at vi i nogle af dem, øger antallet og specificerer sådanne regler og aftaler, med den hensigt: “At gøre os mere sikre på hinanden”. – Dvs deres funktion er også at afgrænse os!

Et venskab?

Et “venskab” er måske den “form, som tilskrives færrest krav. Ofte er netop forskellighed et godt udgangpunkt for netop den måde at relatere på? Vi “vil” hinanden – i det spontant mulige og gensidigt villede.

Det at relatere, skaber i udgangspunktet ingen spænding!

At leve er at relatere: Vi skaber eller opstår kontinuerligt igennem bevægelse/iagttagelse af alt det der sker med os, og det, vi derigennem bevæger.
At relatere er synonymt med at bevæge og iagttage. Vi vælger ikke at iagttage – Vi er iagttagelse som det, der sker!

Denne spontane impulsive evne til at iagttage og bevæge os indlejret både i- og som naturen, er livets og det levendes væsen. Det er ganske uordentligt og ustyrligt.

Kultur stiller sig overfor denne uordentlige natur. Det gør den bl.a. ved at beskrive “naturen”, med reference til den orden, som kulturen vil have livet til at følge. Af det opstår regler, normer, love, sæder og skikke – og frem for alt vores beskrivende sprog.

“Manden med pi…. i kvinden” har ikke et valg.

“Manden med pi…. i kvinden” .. fører den ind det i en kontekst af aftaler og forventninger. Måske spontant i systemets erkendelse af, at det vil koste mere i spænding, følelsesmæssig splittelse, egen integritet, frihed og identitet – end at lade være?

Det sker ikke som en overvejelse, med spontant. Som bolden der gribes uden tanke i eksemplet fra før.
Systemet beskytter sig selv som system. dvs. det system, der i det samme øjeblik skabes igennem måden der iagttages på.

Han tillægges en intention, og vælger intet!

Hvad så med hende, som føler sig såret? Har hun et valg?

Når mennesker mødes, bevæges vi intimt. Reelt set sådan, at det er fuldstændigt umuligt systemisk set, at afgrænse os fra den anden. Uanset hvem vi møder og hvor længe.

Det er baggrunden for, at jeg igen og igen siger og skriver, at vi, hvis vi vil passe på “os selv”, må passe på “de andre” – vi møder. “Jeg” skabes i disse møder. Uden dem intet “jeg”.

Måden jeg passer på dig på, bliver til måden jeg passer på mig.

Jeg møder mennesker – også par, der ser det at “dyrke sex” med nogen “ved siden af deres partner”, som en form for seksuel underholdning eller “træning”, der “ikke betyder noget”.
 Andet end: En behagelig adspredelse der måske kan “pifte” samlivet op?

Hvis det er tilfældet, så finder jeg det umådeligt vigtigt at være helt tydeligt kommunikerende om det med alle, der involveres!

Jeg ser det for mit vedkommende sådan: At jeg ikke “bare” kan elske med et menneske, uden at vi begge bevæges og bogstaveligt forandres af det for livet! Det opfatter jeg som både forunderligt og helt fantastisk. Naturligvis forandres vi igennem måden, vi møder alt på. Og det at “tage et menneske ind i sig. At Erkende og anerkende at vi på den måde “opløses i hinanden” i- og som- det, der sker , finder jeg særligt sårbart.

Jeg vil ikke elske-med uden at elske. 


“Kærlighed” er et ord vi har opfundet, for at tale om det, der er hinsides betingelse – og dermed også forventninger, beskrivelse og ord. Det er hinsides kontrol og dermed også angst. Hvor der sanses angst – vil kærlighed ikke være til at erkende. Kærlighed kan således heller ikke betinges af “et valg”!

At tillade adgang til det intime – (der betyder “det indre”) – er at invitere ind i det ubeskyttede. At åbne sig gensidigt for hinanden i sådan et møde, fordrer tillid: Klarhed, pålidelighed, rimelighed og kompetence.

At det er tydeligt at følge, hvad der sker.

At vi ikke mødes bag masker – og i stedet åbent fortæller, hvad hinanden vil vide.


At vi er åbne omkring vores behov for at føle os trygge – og anerkender dem hos de som direkte berøres af, hvad vi gør?


Og endelig :



At vi er kompetente til at bevæge os i det, som sker – også når noget måske konflikter – og helt naturligt og uundgåeligt IKKE bevæger sig, som vi forventer det?



Vores fortællinger om livet – kan ikke være livet selv.. Det er umuligt!

At leve handler ikke om at vælge eller at træffe et valg

Det handler altså ikke om at VÆLGE, men om at øve eller træne en medfølende praksis, der spontant får os til at handle. imens vi ser langt ud over vores ideer om et afgrænset selv, der søger selv-tilfredsstillelse for sig selv.

Tænk bare på, hvordan du f.eks. bevæges af, at en af dine venner pludselig elsker og elsker-med et andet menneske?

OG Sikkert MERE end ellers, hvis det er med en, I begge kender?

Praksisfællesskabet på Mahamudrainstitut