Jeg blev ret tidligt i livet far. Vi havde ikke kendt hinanden særligt længe. Havde skrevet intenst sammen. – Dengang gik det kun igennem breve, som blev lagt i postkassen efterfulgt af at vente på svar.

Det var måske den 3. weekend, vi fysisk var sammen, at hun ringede og fortalte mig, at hun var blevet gravid. Jeg spurgte hende: “Vil du have barnet?” – Og hun svarede uden at tøve “ja”!

Mit næste spørgsmål lød: “Vil du gifte dig med mig?” … Efter en næsten lige så kort pause, svarede hun “Ja”.

Jeg kunne overhovedet ikke forestille mig, at det skulle være min beslutning, at bringe et barn til verden. Samtidig var der ingen vaklen i min følelse af at være med-ansvarlig for, hun var blevet gravid med mig.

Jeg husker endnu, da jeg lagde røret på efter den telefonsamtale! Følelsen var ubeskrivelig: Det fuldstændige tab af kontrol! Og en nærmest overmandende, skræmmende følelse af at skulle FINDE kontrol: Sørge for en familie! Være Far!

Være Far?

Jeg var næsten lige fyldt 22 og havde lagt mit medicinstudium på hylden. Træt ind til knoglerne af – fra min tidlige barndom at leve med min mors forventninger om at “være nummer 1” i alt, hvad jeg gjorde.

Jeg var ganske enkelt skrækslagen. ..Og fast besluttet på, at det nu var opgaven at være Far! Jeg opgav alle planer og koncentrerede mig om at se, hvordan jeg bedst kunne generere indtægt og samtidig få færdiggjort en “solid uddannelse”.

Når, jeg skriver om det i dag, bevæges jeg emotionelt af det.
Vi fik to dejlige børn og levede sammen i mange år.

Den forventning om at jeg var det fundament, som garanterede sikkerhed for os alle 4 – ikke mindst økonomisk – slap mig aldrig i de år. Det blev en drivkraft og samtidig også til en emotionel spænding, der satte sig i min krop og mit sind.

Som dreng oplevede jeg, at min far med nød og næppe undgik at gå konkurs. Det førte til drastiske omvæltninger. For alt i verden ville jeg ikke selv ende i den situation!

Svigtede jeg?

Vi blev skilt og gik fra hinanden efter 24 år kort før den yngste blev student. Det var svært! Jeg ville allerhelst være forblevet gode venner, og måtte indse at det ikke var muligt. Dertil fyldte vrede, sorg, angst og smerte for meget imellem os.

Min ældste gav udtryk for, at jeg havde svigtet. Jeg kunne ikke se, hvordan jeg havde kunnet gøre/give mere?

……

Jeg vågnede til morgen med et spørgsmål, som blev ved med at dukke op:
Hvordan kan det være at jeg bliver så let bevæget? Så bevæget at jeg ikke kan afgøre, om det er sorg eller lettelse?

Det gik op for mig, at det særligt sker når jeg emotionelt bevæges og genkender anstrengelsen! Forsøgene på at være i kontrol, og kampen for at lykkes – indtil det sted, hvor jeg indser, at det er umuligt.

Der må jeg overgive mig! – Lade mig bevæge af- og -med det som sker i erkendelsen af, at jeg ikke har nogen egen-eksistens – og dermed heller ingen kontrol!

Det sker, hvor anstrengelsen efter at holde sammen på det hele:
Forsøge “at elske rigtigt”, forstå nok, gøre det godt, holde sammen på- , sørge for penge og alt det vi ellers anstrenger os for at “få til at lykkes”?
… “bryder sammen”.

Det føles som at trække vejret anstrengt og ind imellem holde det helt!
For så endelig – og uundgåeligt måtte slippe det i et emotionelt, ustyrligt og bundløst suk, der sender livgivende befriende ilt ud i hele min krop.

Hver gang jeg ser, læser eller lytter til noget, som minder mig om den der kamp for at opnå kontrol i en verden og et liv, der umuligt kan kontrolleres. Og ser det afløst af lettelsen og befrielsen og det tydelige i, at vi simpelthen er afhængige af hinanden og af alt, hvad der lever på denne Jord.. Uden reelt at have styr på noget som helst!

Da bevæges jeg! Der kan jeg ikke længere “holde sammen på” illusionen om mig selv.

Og det slår mig: Det sker også når vi orgasmer.

Genkender du? <3