Forspil – mellemspil – og efterspil – REALLY?
Forspil – indtil hun er “klar” –
Penetration – og så? ..
Efterspil?
Genkender du den beskrivelse?
Jeg sidder her og undrer mig over, at nogen kunne få den ide at faseopdele det at elske med hinanden på den måde?
Nummer 3. er jeg godt nok ikke stødt på nogle steder. Det må vel være den nærliggende slutning på sekvenseringen?
I nyere tid er der så også kommet “samtykke” på. Mon ikke det vil blive til: ”fase 0.” – altså før Forspil?
Når der tænkes i “spil” eller “at spille” .. er det så en forlængelse af at “Spille P..”?
Hvordan kan det at elske nogensinde blive til at spille et spil? Vi spiller for at vinde. Selv når vi spiller puslespil, handler det om at få samlet alle stykkerne til et billede. At spille peger også på “at gøre som om”.
Hvad får vinderen?
Hvad skal hun gøres klar til?
At han “spiller den” i hende?
… Og ja jeg læser det også i tekster – og ser det på videopræsentationer om “moderne tantra”. “
“Hvis du rører dejligt ‘her’…. Så åbner hun også ‘der’….”
Vi klargør en bil eller en båd. Vi penetreres når lægen gennembryder vores hud med en kanyle.
Ingen skal i min optik “gøres klar til at elske”.
Det sker af sig selv, når det sker.
Som Gautama Buddha sagde: “Vent ved det mudrede vand, til det er faldet til ro og er blevet klart”
At elske kan ikke være et spil for mig
For mig er det at elske altså radikalt anderledes end “at spille.”
Elskov sker i møder, hvor vi ikke kan lade være med at forene os. “Smelte sammen” kan jeg også skrive. Og med “at forene” peger jeg IKKE på at “stikke noget ind i den anden”.
I virkeligheden er vi smeltet sammen. Vi har bare så travlt med at skabe illusioner, der skal adskille os. Hvis du som mand ser – med alle sanser, at den kvinde du møder allerede ER “inde i dig” med hele sit væsen. Og ser at hun spejler, at hun også har opløst sine forbehold.
Da vil alle tanker om for- mellem og efterspil aldrig opstå!
I det møde sker det, som sker i samtidig fælles bevægelse.
Der er ikke “nogen, der “berører den anden.” Ingen som “giver og (mod)tager”, ingen der gør noget “ved hinanden”. Det, der sker, er det villede, anerkendte og mulige.
Hvordan opdager jeg så, at et menneske IKKE vil spille med mig? Heller ikke et forspil?
Jeg ser, at jeg ses, sanser at jeg sanses. – Uden at der er en “nogen”, der bekræfter sig selv igennem at ville “noget”, for at “opleve” at det lykkes. OG måske ovenikøbet fisker efter en bedømmelse bagefter!
Hvis du vil undersøge noget andet, så tag med på vores påskecamp eller vær med i vores praksis-fællesskab på Mahamudrainstitut!