Hjælper det at “tale om det”?
De fleste vil umiddelbart være enige med mig om, at det kan hjælpe et menneske, der “bøvler med livet” at samtale med en andet menneske.

Det er f.eks. også den grundtanke som det meste samtaleterapi bygger på : At blive forstyrret af en anden(s) psyke, og på den måde måske blive inviteret til andre måder at iagttage på?

Hvad er det i det møde som hjælper? Ordene vi udveksler? At vi bekræftes i at vi har et problem?

Handler det mon mere om krop?

Findes der “problemer”, som ikke også vedrører vores krop?

Hvor meget af det, der henføres til noget psykisk, kan overhovedet finde sted uden at være forankret overalt i den krop, som det psykiske opstår i?

Ville det så ikke helt naturligt betyde, at den bedste hjælp et menneske kan søge, også må ske igennem dialog i kropslig kontakt? Altså: Samtidig, gensidig og vekselvirkende sanselig interaktion?

Børn lærer at leve ved at spejle kroppe. En del af det handler om at lære at tale og forstå sprog. Også det virker som noget ekstremt kropsligt.

Det kan kun læres igennem dialog i kropslig interaktion med det som sker, imens det sker. Altså også i kontakt med det menneske, vi lærer det af!

Hvad får os til at tro, at den måde at lære på forsvinder, efterhånden som vi bliver voksne?

Det gør den ikke!

Hjælper det på seksualiteten at tale om den?

Hvis et menneske føler at seksualiteten, sanseligheden, lysten, og måderne det møder andre mennesker på ikke er så let eller rar? Så er det kropslig dialog der skal til!

Det sker desværre meget sjældent. Det vedkommende måske kan “få” bliver en “behandling” . Noget som nogen gør ved vedkommende.

Det svarer til at en anden krop ‘taler’ på en klientgjort relativt passiv krop.


Analogien til det ser jeg som at gå til en terapeut med en psykisk udfordring, og sidde der i 5 x1,5 time gange og høre på et foredrag. Invitationen ville lyde: Du skal slet intet gøre andet end at nyde det!

Det skal nok hjælpe?! ..Not!

Monopolet på kropslig intimitet

Når, der meget sjældent inviteres til kropslige dialoger, så hænger det sammen med at kropslig intimitet både er monopoliseret og uønsket.

Ikke mindst fordi det meget hurtigt vil bevæge os emotionelt og måske også seksuelt.
At blande seksualitet og terapi er kort sagt forbudt!.

Det finder i øvrigt sit ekstreme i det, nogen kalder for “sexologi”.
Hvis det ikke “fungerer i sengen”, så lad os tage hen til nogen og “snakke om det”!?

Det sammenligner jeg med ikke at kunne finde ud af at danse sammen, og tage hen til en, der er virkelig god til at snakke om at danse.

Det eneste, vi reelt kan lære ved at snakke, er at snakke..

Vi ved godt at det ikke hjælper at snakke om det!

Mennesker ved godt dette her! At snakke-terapi ikke hjælper!

Terapeuter opsøges for: “Ikke at føle mig alene med det…!”

Meget vil vi ikke dele. Hverken med gode venner og veninder eller en partner. Det kan forstyrre freden, illusionen, det image, og alle de masker, vi kan være nødt til at bære rundt på for at føle os gode nok og ikke “tabe ansigt”.

En maske kan holde det ansigt oppe, der er ved at falde ned! Jo tungere det bliver, jo mere snærer båndene, der skal holde den på plads!
Der er meget klare forventninger til at vi holder masken!

Kroppe der spejler kroppe – At lære er både intimt og sårbart.

Jeg kender det i mig.
Jeg ser det hos de fleste!

Det hele sker ordløst i kroppen!
Ordene søger en forklaring!

“Forklar mig i røv!” vrisser jeg af mig, når det sker!

Den er et spejl af alt, hvad der sker..
Det kan ingen tale den ud af.

Kroppe der møder og spejler kroppe – lærer!
At lære betyder, at måderne, vi bevæger os på ændrer sig.. Og så ændrer det, der ellers sker sig også!