Denne oversigt giver en kort forklaring på hvad tantra betyder, og hvordan begrebet anvendes historisk og i moderne praksis.

Indhold i denne oversigt:

• Tantra i historisk perspektiv
• Tantra – ordets betydning
• Tidlig betydning af tantra
• Buddhistiske tantras og Mahamudra
• Tantra, Zhuangzi og daoistisk tænkning
• Tantra, Zen
• Tantra som praksis
• Sprog og illusionen om et selv
• Som at praktisere et håndværk
• Meditation
• Tantra – krop, sanselighed og opmærksomhed
• Tantra – Lærer – elev – fællesskab
• Tantra – tekster og kilder
• Moderne fortolkninger og vestlige projektioner
• Tantra og systemisk teori og praksis

Tantra er et af de ord, der er blevet så overfyldt, at det næsten ikke er til at få øje på, hvad det oprindeligt pegede på.

Når nogen spørger:
hvad er tantra?
hvad betyder tantra?
hvordan opstod tantra i buddhismen?

… så findes der ikke ét enkelt svar.
Ordet bruges i forskellige traditioner om tekster og praksisser, der beskriver, hvordan vi kan være opmærksomme, kropslige, relatere og erkende det,der sker, som det sker?

Tantra i historisk perspektiv

Tantra udvikler sig over en meget lang periode og i flere kulturelle sammenhænge

• ca. 500 f.v.t. – Gautama Buddha underviser i Indien
• ca. 369–286 f.v.t. – Zhuangzi skriver sine daoistiske tekster i Kina
• 1.–2. årh. e.v.t. – buddhismen kommer til Kina
• 5.–12. årh. – de klassiske buddhistiske tantras udfolder sig i Indien og Tibet
• ca. 500–800 e.v.t. – Chan-buddhismen udvikles i Kina
• ca. 1100–1200 – Zen etableres i Japan
• 1900–2000 – moderne vestlige fortolkninger af tantra opstår

Tantra – ordets betydning

Tantra kommer fra sanskrit तन्त्र (tantra).
 Ordet er bygget over roden ‘tan’, som betyder:

at strække
at udspænde
at væve
at udfolde

Samme rod ligger bag ord som tension, tendens, tendere (latin: at spænde/rette mod).

Til roden føjes suffikset –tra, som i sanskrit ofte betegner et redskab, middel en praksis, eller det der gør noget muligt. Det kendes også fra: ‘Yantra’ og ‘mantra’

Tidlig betydning af tantra

Oprindeligt blev en tantra overleveret mundligt fra en lærer til en følger/praktiserende. Det forudsatte at den, som lyttede, allerede have en praktisk og kropslig erfaring, at forbinde det med.

I de tidligste tekster forbindes tantra ikke til noget religiøst eller spirituelt. Ordet anvendes, når et bestemt princip eller struktur forklares.

Formen var gerne på vers. 
Vijñāna Bhairava Tantra, er et fremragende eksempel på en sådan tantra. Den indeholder 112 forskellige måder at meditere på igennem bevægelse. Hvert vers er på omkring 2-3 korte linjer.



De indeholder alle en åben invitation til at “iagttage opmærksomt” med hele kroppen, i forskellige situationer, der er knyttet til dagligdagen: At lade sig blive et med bevægelse og opdage, at vi ikke ‘er’ noget, der ‘sandt’ kan afgrænses eller defineres, men ‘sker’ indlejret i alt det som ellers sker.



Efter en kort invitation til at iagttage ender alle vers således med: “….og så”.

Dette…så!
Henviser til: At det, der erfares, vil være hinsides enhver beskrivelse.

Jeg har set på hvordan vores sanser transmitterer bevægelse som er centalt i Vijñāna Bhairava Tantra.
En anden artikel undersøger hvordan Tantra betragter meningen med livet.

Bevidsthed og tantra – Fortællingen om Saraha

En af de smukkeste fortællinger, jeg kender, handler om Saraha. Han var søn af en Brahmin, der levede ved kong Mapalas hof i Maharasthra i det nuværende Indien. Den beskriver kort fortalt, hvordan denne unge mand møder en pilemagerske, og igennem hende opdager essensen i bevidsthed og tantra.

Buddhistiske tantras

I de buddhistiske tantras – ca. 5. til 12. århundrede – skifter betydningen af ordet karakter.
Her præsenteres tantra som en erfaringsbaseret beskrivelse og overlevering af, hvordan mennesker kan bevæge sig i en grundlæggende kaotisk og uforudsigelig verden. Denne viden formidles traditionelt fra mester til elev eller praktiserende.

Budskabet i mange af disse tekster kan sammenfattes i spørgsmålet:

Hvordan kan vi som emotionelle, kropslige, sansende, iagttagende og reflekterende mennesker udvide vores bevægelses- og relationskompetence?

Ordet tantra bruges her omtrent, som når vi i dag taler om:
et system
en proces
en måde at gøre noget på
Altså noget der minder om en instruktion eller en praksisbeskrivelse.

En af de helt centrale Buddhistiske filosoffer : Nagarjuna har haft stor betydning for også den moderne systemiske teori og praksis

Mahamudra – som er i instituttes navn, optræder i Tilopas sang til Naropa.

Tantra, Zhuangzi og daoistisk tænkning

Når man undersøger de historiske sammenhænge omkring tantraens udvikling i Asien, kommer man næsten ikke uden om Zhuangzi og Laozi.

Zhuangzi levede omkring 369–286 f.v.t. i perioden kendt som De Stridende Staters tid i Kina.
Hans tekster cirkulerede i Kina flere hundrede år før buddhismen ankom.

Hos Zhuangzi og sin ‘spontanitetens bog’ finder vi blandt andet: Radikal relativitet i alle sine perspektiver. Invitationer til at handle spontant (ziran). Og ikke mindst vedvarende kritik af fastlåste begreber.

Disse tankemåder gjorde det senere lettere at oversætte buddhistiske ideer til kinesisk tænkning.

Buddhismen opstod i Indien med Siddhartha Gautama.
Til Kina ankom buddhismen først omkring 1.–2. århundrede e.v.t. under Han-dynastiet.

Oversætterne stod her over for en udfordring:

Hvordan skulle indiske begreber oversættes til kinesisk?
I mange tilfælde begyndte man derfor at bruge daoistisk terminologi – Altså begreber kendt fra Laozi og Zhuangzi.

Tantra, Zen og Mahamudra

Zen opstod i Kina som Chan-buddhisme, omtrent 800 år efter Zhuangzi.
Senere – omkring 1100-1200 e.v.t. – blev traditionen videreført til Japan, hvor den udviklede sig til det, vi i dag kalder Zen.
Zen kan på mange måder ses som en tilbagevenden til den oprindelige invitation, vi også finder i tekster som Vijñāna Bhairava Tantra.
Hvor tantra over tid blev mere systematiseret og formuleret som metodeanvisninger, peger Zen igen på praksis som en åben fordybelse i det, der allerede sker.

Hos Dōgen, grundlæggeren af Sōtō-skolen i Japan, bliver zazen (siddende meditation) den centrale praksis.
Han gør den ikke til et middel til erkendelse – Den er erkendelse!

Kernen i hans tænkning udtrykkes i begrebet:
修證一如 – shushō-ichinyo

Det betyder: Praksis og erkendelse er ét.

Det, Dōgen kalder shikantaza – “blot at sidde”, skal således ikke opfattes som en teknik blandt andre, men selve udfoldelsen af buddha-naturen.

I værket Shōbōgenzō udfolder Dōgen sine refleksioner over tid, eksistens, sprog og praksis.
I teksten Uji (Værende-tid) beskriver han eksistensen som radikalt dynamisk som:
Det, der sker – som det sker.
Dōgen kredser om hvordan denne erkendelse opstår? Om det overhovedet er muligt at opdage at det sker, når illusionen om et afgrænset “selv” stiller sig i vejen?

Det gennemgående spørgsmål Dōgen kredser om, er ikke, hvordan denne erkendelse opstår, men om det overhovedet er muligt at opdage dette, når illusionen om at være et afgrænset “selv” stiller sig i vejen?

Hvordan kan det, der sker, erkende det, der sker, uden at etablere en forskel mellem:

‘Den’, der vil erkende
og ‘det’, der erkendes?

Du kan læser mere om Uji i artiklen “maskulin og feminin energi – findes det virkelig?“

Tantra som praksis

En tantra inviterer til ‘at iagttage’.
Til at se: At enhver praksis, der intet vil og blot gør- eller sker- som ‘bevægelse’- kan virke som iagttagelse af det, der sker – og i samme øjeblik forandrer/bevæger det, der sker!

Der er mere om en praksis med Tantra i følgende artikler:
Koncept eller en praksis med Tantra?
Hører der også teori med til en praksis?

Sprog og illusionen om et selv

De sprog, vi benytter, når vi kommunikerer med hinanden, gør det principielt umuligt at “forstå”, hvad ‘Tantra’ inviterer til.

Det skyldes, at vi sprogligt set opererer med en grundantagelse om: At bevægelse flytter ‘noget’.
Vi tænker i ‘ting’ og ‘bevægelse’ som adskilte fra hinanden:

Læs sætningen: “Han skubbede stolen længere ind under bordet”.
Det betyder at: En ‘han’ bevæger ‘noget’ (stolen) fra et ‘sted’ til et ‘andet sted’”.

Både du, “som ser det ske for dig”, når du læser det. Og denne ‘han’ som ‘skubber stolen’ fremstilles som adskilte fra bevægelsen, der sker.

Den måde at tænke, tale og skrive på, har vi udviklet over tusinder af år i kulturer, der bygger på forstillingen om, at vi som mennesker er skabte af Guder, og sat på jorden for at gøre noget “rigtigt”, imens vi lever.

Det er vores opgave, at være i kontrol og have styr på vores liv!
Vi kan eje både hinanden og ting.

“Det er MIN kæreste” siger vi f.eks. uden at blinke.

“Jeg har valgt at leve, som jeg gør” siger en anden – og gør dermed det, der sker, til noget vi kan vælge? I det mindste hvis det går godt og vi gør os umage.

I stedet for at forstå Tantra, så lyder invitationen:
At se det!

Få øje på, at sproget forfører os til at se og erkende på helt bestemte måder, der tjener det bestemte formål at adskille os i individer, som står udenfor det, der sker.

Som at praktisere et håndværk

Den som praktiserer et håndværk – det kan være at lave keramik, arbejde med træ, eller tekstil, – vil hurtigt få øje på den øjeblikkelige sammenhæng imellem det, der gøres og det, der sker.

Håndværk giver kontant erfaring, når vi ikke kan få noget til at ske, som vi gerne vil have til at ske.
 Vi ser, hvordan det at holde fast i en bestemt idé om udfaldet meget ofte fører til lidelse, når materialerne, færdighederne og omgivelserne ikke spiller sammen.

Det bliver endnu tydeligere, når vi bevæger os med andre mennesker.

Vi er aldrig i kontrol – og opnår heller ingen kontrol over det, der sker.

Det, vi imidlertid kan undersøge, er:

Hvad der sker, når vi lader os bevæge af og med det, der sker – mens vi bevæger og bevæges?

Meditation

En af mange måder, at undersøge dette på, kalder vi for “meditation”.

Vi kan afspændte, opmærksomt, sidde stille med alle sanser åbne og lyttende. Iagttage, hvordan alle lyde, bevægelser indtryk og udtryk bevæger os. Måske også få øje på, at der intet sker “derinde”, som ikke “sker derude også”?

Vi kan også bevæge os og aktivt møde naturen, hinanden – lyttende, sansende og opmærksomme på, hvordan det, der sker, sker? Se at det ikke er muligt at adskille det, der tilsyneladende sker “inde i os” fra det, der “sker udenfor os”?
Det hele bevæges af det hele!
På Mahamudra institut praktiserer vi bl.a en “Mahamudra Tantra Massage”, der virker som ‘meditation i bevægelse’ – Den følger en række grundantagelser om kunsten at relatere og berøre, som vi øver igen og igen, når vi mødes.

En sådan vedholdende iagttagende praksis leder til, at illusionen om “mig selv” som et autonomt væsen – opløses.

Tantra inviterer ikke til selv-udvikling, men til selv–afvikling. Med den lille krølle på den sætning:
At “Selv” aldrig har eksisteret som ‘noget’, men måske nærmere kan betragtes som en drøm?

Og findes drømme, uden at der er en som drømmer dem?
Nej vel?
Når drømmen forsvinder ophører også drømmeren med at være!

Tantra – krop, sanselighed og opmærksomhed

En af de væsentligste invitationer i tantra kan formuleres sådan:

Beskrivelsen af noget er ikke dette noget.
Navnet er ikke det, det benævner.

Det, beskrivelser kan, er at pege – det vil sige: Hjælpe os til at se ud over “os selv”. 
De kan ikke erstatte det, der sker.

Invitationerne i tantra handler derfor ikke om dig og mig, men om det: 
Hvordan sker det, der sker?

Vores beskrivelser af hvordan noget sker, er ikke dette hvordan.

Det, der sker, kan ikke erkendes gennem beskrivelse alene, men må ses hinsides en sådan.

Naturligvis kan vi iagttage, hvordan vi beskriver, og hvordan denne måde at beskrive på også bevæger det, der sker.
Også dette sker øjeblikkeligt! – Det, at der beskrives, er allerede indlejret i det, der sker.

“Pas på, du ikke falder!”
Råber moren til barnet,
 som i forskrækkelse spænder kroppen –
 og falder.

Det er ikke ordene i sig selv. Det er den kropslige og emotionelle bevægelse, ordene udløser, der bevæger.

Når vi anerkender, at beskrivelser kan være både nyttige og uhensigtsmæssige, og samtidig ser, at alle de ord, vi har lært at anvende, er emotionelt forankret i sansede erfaringer, situationer og relationelle kontekster, bliver det tydeligt at:

Krop, sanselighed, opmærksomhed, emotion og bevægelighed er de måder, hvormed der både åbnes og lukkes for at erkende.

Radikalt udtrykt:
Vi kan ikke snakke os til at få det bedre, hvis vi har det dårligt.
Vi må erfare ‘nyt’ kropsligt-emotionelt!

Tantra – Lærer – elev – fællesskab

Vi lærer fra barnsben af, at vi skal forstå den verden, vi lever i. Vi måles også i skolen på hvor godt vi kan beskrive den.

Vi indprentes også, at det er vigtigt at være en ‘nogen’, der er ‘noget’. Og ikke mindst være i stand til at beskrive det, så det gør indtryk på andre.

I det perspektiv er der meget at aflære.
Hvis blot det så er muligt?

Hvad, vi en gang har lært, glemmer vi aldrig! Det bevægede os den gang, vi lærte det, og gør det endnu. Det som skete, sker stadigvæk.

Hvad så?

Ja vi kan øve noget andet,
Og det vi øve, kan med praksis blive den måde, vi spontant bevæger og bevæges på.
Det gør vi godt sammen med andre, som også øver sig i det samme.

I den ånd har Tantra alle dage været praktiseret i fællesskaber.

Det kender vi også fra håndværk.
Praksis udvikles, læres og forfines sammen med andre praktikere. Man står gerne ‘i lære’ hos en Mester.

Nu kunne vi få den opfattelse, at en Mester “kan det hele”. I tantra er der så ikke bestemte færdigheder som “nogen skal kunne”.

Enten ser vi – eller vi ser ikke!

Det, en Mester kan, er at invitere til ‘at se’. Og det gør han/hun igennem sit eksempel: Ved at bevæge og bevæges sammen med de, som også øver sig i ‘at se’…

(Ingen kan f.eks. behandles til at lære at se)

Tantra – at se – vedrører alle aspekter af at leve og det, der sker.
Og måske er det bedste sted at øve dette netop i et fællesskab af mennesker?

Tantra – tekster og kilder

På hjemmesiden kan du finde forslag til tekster og litteratur, der har inspireret arbejdet med tantra og praksis. her


Moderne fortolkninger og vestlige projektioner

I kølvandet på ungdomsoprøret i 1960-80 opstod mange nye terapiformer, der forsøgte at integrere tantra med psykoterapi og kropsterapi. En central figur var Osho.

Osho opfordrede unge til at elske mere – og anderledes – end deres forældregenerationer havde gjort.
“At gøre elskov til meditation.”

Disse ideer ramte noget vigtigt i tiden. I samme åndedrag de blev filtreret gennem vestlige forestillinger om personlig udvikling og identitet.
I dag fremstår det, der ofte kaldes New Tantra, derfor som en praksisform der i høj grad handler om selvudvikling. Det ligger ret langt fra de klassiske tantriske invitationer til at se, at forestillingen om et afgrænset selv fremtræder som en illusion.

I kølvandet på ungdomsoprøret i perioden ca. 1960–80 opstod der – blandt andet inspireret af Osho – en lang række nye terapiformer, som forsøgte at integrere elementer fra tantra med psykoterapi og kropsterapi.

Tantra og systemisk teori og praksis

Spændende nok er der parallelt med denne udvikling – især gennem de sidste 100 år – vokset videnskabelige og filosofiske perspektiver frem, som næsten én-til-én peger på centrale indsigter i de klassiske tantras:

At det, vi oplever som stabilt, fast og form, opstår, virker og opløses gennem måder, vi skelner på.

At form ikke er andet end bevægelse set i et bestemt perspektiv.
Disse perspektiver kan samles under betegnelsen systemisk filosofi og videnskab.

På Mahamudrainstitut undersøger vi, hvordan disse systemiske perspektiver kan komplementere de klassiske tantras, og åbne nye indgange til deres anvendelighed i et moderne liv.

…Og vi undersøger dem igennem kroppen!