Hvis der er noget, som har optaget mig, så længe jeg kan huske, så er det hvordan jeg lærer og husker?

Jeg voksede op i en familie, hvor det at lære blev set som det vigtigste overhovedet. Om jeg var sammen med mine forældre, min morfar og mormor, eller sad alene med noget, så kredsede det om det.

Mine forældre havde den holdning, at vi kan lære alt!
“Jesper! Der er ikke noget, du ikke kan lære!”

Når jeg så sad med noget, som skulle læres, eller jeg gerne ville lære, så opstår spørgsmålet om “hvordan jeg lærer?” meget let.

Det afføder også en andet spørgsmål:
“Hvordan jeg lærer, at lære?” – og hvad betyder det overhovedet?

Klæbehjerne

Min mor kunne sige: “Jesper! du har en klæbehjerne! Du skal bare se noget en gang, og så kan du huske det!”. Sådan synes jeg nu ikke selv, at det forholdt sig. 

At noget klæber, henviser til at det bliver siddende! “Det går ikke ind ad det ene øre og ud af det andet” – som modsætningen til det kunne lyde.

Senere er det blevet mig klart, at det ikke er en særlig god metafor for, hverken det at huske, eller at lære. Vores hjerner gemmer ikke på noget som helst. Hjernen fungerer ikke som en Harddisk, hvorpå der lagres “data” ikke det mindste ..

Hvor heldigt er det i øvrigt ikke, at være god til at glemme den konflikt, vi havde for 5 minutter siden, frem for at lade den hænge ved i årevis?
Hvordan lærer jeg at glemme? – Er måske lige så vigtigt? – Handler det om at komme ud af øvelse?

Jeg lever af at invitere mennesker til at lære , huske og glemme og har gjort det i 35 år. Jeg tænker at jeg fortsætter med det, så længe jeg kan.

Økologiske lærende systemer

En levende organisme opstår ud af og indlejret i den natur, den indgår i. Hvis jeg betragter alt hvad der bevæges/findes på jorden i dets interaktion med det øvrige univers, så vil jeg kalde det for et “økologisk system”.

I et sådant system kan vi ikke pege på noget, der eksisterer og bevæges som det gør, uden “noget andet”, der eksisterer og bevæges som det gør. Alt bevæger så at sige hinanden eller det hele.

Når vi beskriver, at der f.eks findes “Bøfler, græs og store vidder, hvor græsset gror”. Så tjener beskrivelsen til at adskille både, hvad vi ser på, og hvordan vi igennem måden, vi iagttager på, forsøger at afgrænse og adskille sammenhængende bevægelse, til at være noget, som bevæger “hinanden”.

Nyere naturvidenskab og den systemiske teoridannelse peger på at intet kan eksistere “alene”, alt findes som interaktion, differentiering og bevægelse. At alt skabes som måder at differentiere på.



Den beskrivelse ligger meget tæt på hvordan Nāgārjuna i en buddhistisk tradition peger på at ingen kan være egen-eksistent. Han kalder det for pratītyasamutpāda — afhængig opståen — At intet end ikke bevægelse kan findes med en iboende, selvberoende natur (svabhāva). 

Alt fremtræder afhængigt og dermed gensidigt af betingelser, relationer og når det beskrives også igennem begreber.

Hvordan lærer jeg? – Som en mus gør det?

Hvis en mus er udtryk af naturen den lever i og af, hvordan lærer så en mus?
Kan musen lære noget adskilt fra naturen den bevæger sig i og bevæges af?

Nej vel? Det må være umuligt.

“At lære” kan således ikke isoleres til “musen! Med mindre vi i vores måde at betragte den på, lader den være noget fremmed i den natur, den opstår -i og -af, og kontinuerligt både forandrer og forandres af! 



At lære kunne således betyde at noget formår at bevæge sig nyttigt og hensigtsmæssigt? Især hvis vi gør den overordnede reference til at “opretholde forudsætningerne for livet og det levende, under kontinuerlige og spontant opstående forstyrrelser og forandringer.”


Til det lægger sig, at noget tyder på, at universet som sådan også sker eller opstår spontant og uforudsigeligt. 

Hvad betyder det så? 


At det sker for komplekst til at vi kan forudsige hvad, der sker, hvorfor og hvordan?

At det bevæger sig kaotisk
At det, der sker ikke kan gøres gennemskueligt?

‘Vi kan måske få øje på nogle sammenhænge og måder universet differentierer på, og beskrive hvordan universet måske sker, når det sker? På samme måde som jeg nu i langt mindre format, vil komme med nogle bud på, hvordan det at lære, måske sker? 



Videnskabelig metode

Denne sammenhæng imellem at formulere nogle grundantagelser og hypoteser, og efterfølgende afprøve og teste dem under hensyn til, hvilke fejlkilder og indbyggede bias der kan spille ind? Er i store træk måden, vi traditionelt vil beskrive, hvordan god videnskab bør virke på. 

Hvordan kommer vi frem til at vide noget? 
Hvilke metoder og antagelser kan vi støtte os på i den henseende?

Det er der også opfundet en videnskab til: Videnskabsteori og erkendelses-filosofi . Videnskaben om videnskab kunne det kaldes. 
Igennem en årrække underviste jeg studerende på højt niveau i denne disciplin og udfordrede i praksis sammen med dem, hvad det måske vil sige at “lære” og “at lære noget”?
Udtrykker de to formuleringer det samme?

Kan vi lære at lære?
 Og hvem- eller hvad- er det, der lærer, hvordan?
Er det overhovedet muligt at gøre noget uden at lære?


Kan vi lære det samme, hvis alt og alle er forskellige?



Der er nok at tage fat på!


…………..

Hvordan lærer jeg Latin? – (lærte)

“Hvorfor skal jeg lære Latin?” spurgte jeg min mor, da jeg allerede i 7. klasse sad om eftermiddagen, og kæmpede med “De puniske krige” på Latin. “Der er jo ingen som taler Latin mere!”



“Det er fordi Latin er et grundsprog, der på mange måder skinner igennem de øvrige sprog vi taler i dag. Det er godt og nyttigt at vide, hvor forskellige betydninger kommer fra! I øvrigt kommer du til at have glæde af det, hvis du vil læse til læge!”



Sådan blev det så…Og jeg kedede mig så to år efter i skolen, når Latin var på skoleskemaet !

Min mor havde en pointe. Det indså jeg først langt senere.
Det var sikkert medvirkende til, at det blev lettere for mig at lære sprog i det hele taget.

Vores sprog får os til at tænke i ting der bevæges



De fleste nyere sprog bygges op omkring to hovedelementer: 
At der er ting, der kan bevæges.

Altså at ting og bevægelse er forskellige fra hinanden i deres beskrivelse og dermed også i deres “natur”, hvis vi vel at mærke antager: At det vi skriver og siger, repræsenterer det som sker, når vi ikke beskriver det.



En beskrivelse af en blomst ER ikke en blomst.
Enhver må kunne indse, at det må forholde sig sådan!?



En beskrivelse kan til gengæld invitere nogen til at SE noget SOM en blomst. Hvis vedkommende er overbevist om, at beskrivelsen peger på noget, som vedkommende genkender? Alternativt tror på, at det, der peges på, kaldes det, som det beskrives med.

Utroligt meget forventes vi at lære igennem fortællinger og beskrivelser. Altså formidlet ved, at vi hører ord eller ser tegn, ord, former og billeder.

Tilsvarende lærer også vi når vi erfarer, og sanser noget ske, og nogen fortæller os med ord, hvad det betyder?



At erfare sker ved at vi forstyrres eller bevæges af noget der sker. Ofte lærer vi at skelne imellem noget, der sker inde i os eller udenfor os? Meget sjældnere peger nogen på at, der intet kan ske derinde uden at der bevæges derude og omvendt.

Hvordan lærer jeg, at adskille mig fra dig?

Sprogligt fortæller vi forskellige historier om det der sker derinde, og det der sker derude. På den måde overbevises vi om at der er forskel på, det der sker i mig, og det der sker omkring mig og f.eks. i dig!



Kan du se, at det helt centrale i denne måde at lære på, bliver, at “Jeg” gøres til centrum for al læring og forståelse. Jeg møder dig eller det. Noget sker i mig, -med mig, -for mig eller endda -imod mig. 



Vi lærer som det helt centrale at adskille igennem vores måder at se, sanse og beskrive på. Vi lærer at kategorisere og ordne alt det, der sker, i noget der er kendt, eller endnu ikke kendt. Noget der er let eller svært, åbent eller lukket, nyt eller gammelt. … Helt efter princippet: Noget er enten derinde eller derude.

Det, jeg lærer, kan blive til et fængsel

Jeg lærer at beskrive alt i forhold til “mig”?
Den reference bliver vel nærmest universal. 

Verden ser ud og er for mig, som jeg har lært at beskrive den!


I den beskrivelse bliver det, jeg lærer, til et “fængsel”, der lukker sig om et selv eller sig selv.

Hvordan lærer en mus?

Er det også sådan en mus lærer?

Jeg kan ikke spørge den. Og det er virkeligt svært at iagttage, hvordan en mus lærer, uden at min iagttagelse af det ville forstyrre den i det?



Det er næppe sådan, jeg finder ud af det?!
Jeg har til gode at møde en talende mus. De kan muligvis kommunikere med hinanden på forskellig vis? Og lære det gør de!



Det er utroligt tilpasningsdygtige til forandringer – også de pludselige – i det miljø de er en del af?

Hvordan mon de gør det?


De kan ikke have lært at se naturen fra sig selv som et centrum i den.

Naturen drejer sig ikke om musen.

Musen bevæger sig i og bevæges med naturen. Dens levevis er et “resonant og medskabende spejl” på naturens bevægelse og kontinuerlige veksel.

Mon mus skaber indre modeller af verden?

Musens bevægelses-mønstre og måder den kan overleve på, følger de muligheder, der opstår når resten af naturen bevæges og bevæger sig. Den behøver ikke at skabe en indre model af verden, og beregne, hvordan den handler optimalt. 

Den bliver mere og mere fint-følende og -sansende overfor forskelle, der kan være betydende…


Den bremses ikke af, hvad den har lært om at verden -er og -gør. Den må kontinuerligt undersøge og udvikle måder, hvorpå den kan teste og afprøve, hvad der f.eks kan være spiseligt eller ej farligt eller trygt etc. 


Naturligvis erfarer den. Og erfaringen forandrer! … 


Jeg vi forsigtigt formulere det sådan, at de tilsyneladende nyttige spor i det der sker, forstyrrer og bevæger spor i musens adfærd. Den lærer direkte. Erfaring udtrykkes som spontan tilpasset adfærd svarende til muligheder, der opstår eller forsvinder.



Mus husker ikke ved at “at have klæbehjerne”. Læringen ses igennem forandringer i økologien. Den kan hverken placeres i musen eller i det, vi ser som dens omgivelser. Interaktionerne i det, der sker, bevæges, forstyrres, forandres…

Er økologien også vigtig for, hvordan jeg lærer?

Gør du og jeg også det?
Vel at mærke især når vi ikke gøres opmærksom på, at der er noget bestemt vi skal lære?

Hvis der er noget om det, så må jeg se på den økologi der læres i?


Jeg må også undersøge, om hjernens funktion er at huske, eller om den nærmere koordinerer og understøtter, hvordan selvorganiserende spontane bevægelses-systemer dannes, opløses, forandres og justeres sømløst med ændringer i denne økologi? 


Til det hører også, hvordan sanseligheden forandres? Hvor fint eller grovere det er muligt at differentiere stadigt mindre forandringer og bevægelser og omsætte dem til handlen.



Når det sker, så vil selv små justeringer åbne for et hav af nye muligheder og måder at handle på.

Hvordan lærer jeg at huske

Hvordan fungerer vores hukommelse så?
Vil det at huske være noget “hel-kropsligt”?
Eller fungerer hukommelse noget, der sker i interaktionen med alt det, der sker lige i dette øjeblik?

Husker jeg ved at genkende bevægelse, som noget der minder mig kropsligt om….?
Vil al hukommelse være at iagttage som potentiel responsmulighed, der omfatter hele kroppen og dens øjeblikkelige interaktion med det som sker?

Hvis vi umiddelbart kan handle uden at tøve. Så “husker” vi det godt. Går det mere trægt, eller synes det svært at forbinde med det vi har lært, så opleves det som “nyt”.

Emotion kommer via fransk fra latin emovēre: “at bevæge ud”, “sætte i bevægelse”, “forstyrre”; at bevæge.

Bevæges jeg til at huske?

Vi gen-kender måder kroppen er blevet bevæget på før. Det reaktiveres af det, som sker lige nu og her, og naturligvis anderledes end dengang vil lærte det.

Radikalt beskrevet bevæger og forandrer alt, hvad der sker, kontinuerligt måderne vi kan bevæge os på. Nogle måder øver vi oftere end andre.

Hvis vi udvikler en stadig finere sanselighed, så opdager vi også at måden vi bevæges på nu, adskiller sig fra tidligere måder. Selv når ændringen synes minimal.



Dermed bliver det at udvide vores sanselighed også til det, der gør at vi kan afvige fra spor, som synes faste?



Hvordan jeg lærer at elske?



“Hvem lærte dig Alpint skiløb? Jesper”

Det gjorde de forskellige bjerge, løjperne, sneen, vejret, skiene, støvlerne, og samværet med de mennesker jeg gjorde det sammen med.




“Hvem lærte dig at dreje i ler?”

Først og fremmest leret!
 Forskellighederne i det, fugten, temperaturen 
også skiven… hastigheder, rotationen
værktøjerne.

 Og at der var flere som igennem årene viste mig, hvordan de gjorde det.

“Hvordan lærer jeg at elske?”
At elske med mange, sanse sårbarhed, at åbne og lukke, Se og sanse frem for at tro eller vide. Erkende forskellen mellem at ville “noget med nogen” eller at bevæge sig med det der skete, som det nu skete. At øge sanseligheden og bevægelseskompetencen…




“Hvordan lærer jeg at skrive”
Igennem at skrive teksterne jeg skrev, og de mange jeg læste, som andre havde skrevet. Impulsen til at afprøve, undersøge og iagttage, hvordan et bevæger anderledes end noget andet? Ved at høre og opfatte reaktionerne på det, jeg skrev.

Og i det hele:
Sammen med mennesker, der mødte mennesker – og vi bevægede hinanden på utallige og forskellige måder. Aldrig ens, aldrig det samme.