Hvordan skaber du orden?

Hvordan skaber du orden i (dit ) kaos?

Hvordan skaber du orden?

Forestil dig at du står overfor noget, der virker som totalt kaos. Du kan på ingen måde finde “orden” i det. Det er som om det er helt uden mønstre overhovedet.

Måske ser du ind på et teenageværelse? Det er lidt specielt: Ikke alene ligger der ting, tøj, og efterladenskaber af enhver slags overalt. Det hele flytter sig også kontinuerligt rundt imellem hinanden.

Hvordan ville du nu skabe orden i dette kaos?

Et system?

Du måtte starte med at lave “et system”. En eller anden måde hvorpå du kan “relatere” det, du ser eller griber fat i – til noget, du kan bruge som en “fast” reference.

“Okay”, Jeg starter med at sortere alt det, som ser “rundt” ud og lægger det på et bestemt sted! På det sted, laver du et skilt: “Kun til runde ting!”

Så går du i gang. Og du har ikke været det længe, før du kommer i tvivl om, hvad det nu vil sige, at noget er “rundt”. Er det nok, at der er en “runding” på det? Skal det være “cirkel- eller kugleformet”?

Du opdager, at du for at kunne bruge referencen, at det skal være “rundt”, så må den forfines en del.

Når du skelner “rundt” fra “ikke-rundt,” skaber du ikke blot forskellen. Du gør også dig selv til “den, der kan skelne.” Du er med andre ord ikke udenfor, men i bevægelse med det, der skelnes.

Måske en anden metode?

Okay. Du vælger så en anden måde at sortere på:

“Jeg lægger alle de tunge ting til venstre og alle de lette til højre”. Nu har du lavet et sorteringssystem, hvor der indgår vægt, højre og venstre som referencer. Nej vent! .. Din position i forhold til, hvordan du ser på dette kaos, vil jo være bestemmende for, om den ene side eller den anden side kan være “højre” eller “venstre”. Det afgøres jo af, hvordan du vender!

Hvordan kom jeg lige til at kalde den ene hånd for “højre” og den anden for “venstre” hånd?

Er det noget med at mit hjerte er placeret lidt forskudt fra min krops midterlinje? Altså lidt til “venstre”…

Hvordan skaber du orden?

Kan du se, at den eneste måde du kan sortere i kaos på, er ved at skabe et system, der baserer sig på, HVORDAN du sorterer? – altså HVORDAN du skelner?

Uanset om du så skelner imellem det, du ser i “kaos”, hvilke ord du skelner imellem, retninger, tyngde, vægt, form ..etc?

Og ikke “bare” skelner, men skelner i forhold til DIG, som “den der skelner” og dermed opfatter dig selv, som at: DU IKKE ER EN DEL AF DET KAOS, men står udenfor det, og ser “ind i det” med din opfattelse af orden eller uorden.

Hvis det var en anden, eller NOGET andet som skelnede og ordnede, så ville alt blive sorteret anderledes!

Hvad er “realitet” ? er det “hvordan du skaber orden?

Det vi beskriver som “realitet”, eksisterer kun igennem iagttagelse.

Uden “den” er den der ikke…

Med denne meget enkle beskrivelse, vil jeg vise, at det vi forstår som vores “realitet”, udelukkende eksisterer som “måden der skelnes på”, og at denne “måde at skelne på” ikke kan adskilles fra “den eller det- som skelner”.

Det ene eksisterer ikke uden det andet. Uden skelnen er der intet, der er adskilt. Ingen “form” men kun “potentiel mulighed for at skelne” … Dvs. at bevæge.

Du og jeg – “ser således ikke det, som er”. Vi opfinder “os selv” ved at skabe alt i dialog med dette “selv” som reference. “At skelne” sker ved at bevæge. Skelnens “natur” er bevægelse.

Du hører det, når nogen siger: “Altså for mig at se, er du vred!”

Ofte udelukkes den første del af udsagnet.

Så lyder det: “Du ER vred!” , eller “Er du vred?” .. megen forskel er der ikke på de to.

Hvis du har lært at tale samme sprog som vedkommende? Altså at ordne kaos på nogenlunde samme måde? Så vil du fornemme, at du er sorteret hen i bunken sammen med “alle de som er vrede”. Uanset at du nu ikke lige havde tænkt det – eller sorteret dig selv derhen!

Det har du ikke, da du jo lige som ham den anden, sikkert også mener, at du står udenfor dette kaos, og ser ind i det.

At DU hører med til kaosset, kunne ikke falde dig ind – vel?

Systemisk praksis og -handlen

Hvordan bliver det, jeg skriver her, så fantastisk interessant og nyttigt at undersøge, som det gør?

Det gør os “realitets-skabende” og viser at vi har uendelige muligheder for at skabe andre realiteter, end dem vi gør.

Du er ikke “fanget af omstændigheder”, du er blevet begrænset i din bevægelighed og har lært at identificere dig med en form: Bestemte indøvede måder at skabe realitet på.

….

Det at få øje på denne fundamentale anderledes måde at tænke, handle, bevæge og leve på kan være meget udfordrende at gøre alene. Det hjælper gevaldigt at undersøge det i et fællesskab med mennesker der er undersøgende på det samme.

Det er det som Tantriske fællesskaber har inviteret til i tusinder af år. Det er også grundlaget for den mere moderne systemiske erkendelses-praksis. Det er samme afsæt, som f.eks. har ledt til at vi er i stand til at udvikle mønster-skabende computerdrevne netværk, der misvisende kaldes for “kunstig intelligens” uden at de på nogen måde er det.

….

Hvis du vil være med, så er der dels plads på vores fysiske praksisfællesskab på Mahamudrainstitut og der kommer i januar online forløb, som jeg tidligere har annonceret.

Skriv gerne til mig

Kærlig hilsen Mads Jesper

Previous Article
Next Article