Hvordan trænes du, til at være og gøre som du gør?
Hvordan trænes din seksualitet og måden du bevæger sig på og tænker?

Omsorg trænes

Som dreng var jeg meget ofte syg. Så syg at jeg måtte blive hjemme fra skole i lange perioder. Hvad, jeg på den måde erfarede, var at mennesker – og især kvinder, viste mig omsorg. 

Jeg blev trænet til at opfatte det at vise omsorg, som noget mennesker mødte andre end sig selv med.

Min overlevelse var ganske enkelt afhængig af, at de var der, tog sig af- og passede på- mig!
det dannede og skabte en generelt tillid i mig til, at mennesker vil hinanden det godt.

Det jeg erfarede bevægede mig sanseligt, hormonelt, emotionelt og relationelt.

I møderne ændrede jeg spænding, åndedræt, puls, måder at bevæge mig på. Jeg mødte nærhed og nærvær, kropslig varme, at blive holdt om og -af og følelsen af at (over)leve. Jeg følte mig set, tryg, lindret og beroliget.

I skolen erfarede jeg så ofte noget andet. Skolegården var brutal. Børn mistede jeg tilliden tid.
Hos nogle af de voksne kunne jeg derimod føle mig tryg.

Andre børn kan opleve at blive skubbet væk af en eller begge forældre. Måske vokse op i en familie, hvor der hersker stor skepsis og mistro til andre? 


“Vi skal klare os selv!”
“Du skal lære at være uafhængig af andre!” 

I den mere ekstreme form: “Dem kan du ikke stole på.”

Omsorg gøres derved til noget, vi viser os selv. 
“Selvomsorg” kaldes det på moderne selvrealiserings-dansk.

Vi opdrages på den måde til først og fremmest at passe på os selv, uden at se, at et sådant selv ikke findes uden alle de andre.

Vi trænes til at tolke

En sådan grundig og længere varende træning i ung alder vil muligvis påvirke den måde, vi overhovedet opfatter og møder vores omgivelser på i resten af livet.



Det vigtigste at lære tidligt er, hvordan vi holder os i live på en tryg måde. Det jeg gerne kalder for ‘at bevæge sig i integritet’.

Det bevægelsesmønster, vil være ret afgørende for, hvordan mange andre mønstre dannes. 

Med “ et mønster” peger jeg på en måde at sortere alle indtryk og bringe dem i en vis orden.

Vi ser ikke det, som sker. Vi ser, som vi trænes til at se og tolke.

Naturen og universet fungerer basalt set som bevægelse. Bevægelse differentierer, dvs. gør det muligt at skelne på mange forskellige måder. Det er sådan vores sanser virker. På tilsvarende vis dannes “mening” i vores intellekt. Krop og sind bevæges som et. Når vi “forstår noget” beror det på emotionelle erfaringer. Vi bevæges på en måde, som vi lærer at gentage.

Det der sker, bevæges kroppen og med den sindet. Som min krops bevæges, forstyrres du. Som du bevæger dig i forstyrrelsen bevæges jeg. Igennem denne kontinuerlige samtidige gensidige forstyrrelse flettes vi sammen og lærer igennem alt hvad der sker.

Træningen af det neurologiske system forstætter til vi dør. Vi kan trænes til at erfare noget som tillidsskabende, og vi kan konditioneres til det modsatte – skepsis eller mistro.

At skabe mening

Hver eneste gang, vi relaterer, vil vi søge at skabe mening ved at få det der sker til at matche mønstre vi genkender. Muligvis trækker vi først på den generelle mønsterskabelses rutine, som vi har øvet flest gange. Senere nuancerer vi, efterhånden som vi kan skelne mere detaljeret i det, som sker.



Der kan også ske det modsatte: At vi øves- og øver os i at generalisere i stadig færre nuancer!


“Alle politikere er korrupte”.
“De fremmede skal bare ud”.
“Mænd er nogle svin!”.
“Sex er kun imellem to!”



sådanne generaliseringer belønnes neurologisk og socialt. Vi trænes til ikke at nuancere og registrere forskelle, Kompleksiteten reduceres tilsyneladende og opleves som “klarhed”. Yderligere undersøgelse afvises og gøres irrelevant.

Vi lever ikke som afgrænsede øer. Det neurologiske system er biologisk situeret i kroppen. Det reorganiserer sig kontinuerligt med forandringer i omgivelserne.

 De dialoger vi indgår i, og måden interaktioner med nye og kendte mennesker og forstyrrelser foregår på, åbner muligheder for at træne noget nyt. 

Mest justeres tidligere mønstre.

Når vi danner helt nye mønstre

Nogle gange skal vi lære at danne helt nye mønstre, og i det hele taget finde ud, af hvordan vi gør det, når omgivelser, sammenhænge og det vi møder forandres væsentligt. Eller: Vi med et opfatter det meget anderledes end før!

Tag bare det at “blive skilt” fra en mangeårig partner! Eller at erfare at han/hun dør.
At opleve økonomisk konkurs.
Pludseligt at få øje på at elskov kan være noget helt andet, end det du troede at det var.
Blive forælder.
Opdage at man ‘er til begge køn’

… Listen kan gøres meget lang.

Trænes seksualitet som et “meta-regulerende system”?

Hvad jeg synes at se, er at vores seksualitet tilsyneladende læres og trænes som ret stabilt Meta-system. En måde at iagttage på der i høj grad påvirker, hvordan vi forandrer og lærer ny adfærd i møder med livet og det levende på.

Jo mere intimt noget sanses og føles, jo mere varsomme er vi med at afprøve noget nyt. Meget ofte spiller “skam” og frygt for at blive latterliggjort eller set som afvigende af de kendte omgivelser og kredse, vi bevæger os i, en stor rolle for, hvor åbne eller lukkede vi er overfor at undersøge noget nyt i den retning?



Hvis nogen i vores nære omgangskreds f.eks. beskriver en seksuel adfærd som “ulækker” eller “frastødende” eller bare med “Sådan gør normale mennesker altså ikke”, så kan det blive en skræmmende og intimiderende begrænsning for de fleste.

Det er ikke tilfældigt at kirken, religion, og ekstreme politiske bevægelser – bruger og har brugt seksualmoral som middel til ensretning. Ikke bare af mennesker seksualitet, men af hele den måde vi forventes at være “rigtige” på.



Seksualmoral kan også fremmes af tilsyneladende progressive og terapeutiske miljøer. Formene er forskellige – virkningerne ligner:



Du skal være fri og autentisk!
Kend dine grænser og andres! (Kan du se paradokset ! Nærmest en dobbelt binding!)

Sex skal være “bevidst” og spirituel.
Vær først enige om jeres behov!
Spontanitet kan let blive til overgreb!

”

Sammenfattet nærmest til:

‘Sex er farligt, med mindre det holdes under administration og kontrol’

Seksualitet fungerer i vidt omfang som en automatiseret indre iagttager, der reagerer på det vi tænker, drømmer om- eller gør med at “råbe skam dig!”

Hvis du vil være med til at undersøge noget af dette, så er vores praksisfællesskab måske noget for dig?