I den systemiske teori opstår alt igennem bevægelse og som bevægelse. Det har sin parallel i spirituel skabelses-erkendelse.
 Det er måske overraskende for mange?

Meget spiritualitet er igennem tusinder af år blevet bundet op på “at tro”. Alle dage har den handlet om “at se”.

Opfordringen til at “se”! ‘Bare’: “at se” – Unden at der en ‘nogen’ som ser efter ‘noget’ – er at finde overalt i såvel det gamle- som nye testamente, buddhistiske skrifter, I Ging og i Vedaerne. 

Det “seende øje” står som et helt centralt symbol, der er blevet brugt siden oldtiden.



De klassiske Tantas – inviterer til at se med hele kroppen. Se hinsides form. Se og erkende hvordan denne illusion om form er flygtig og “tom”.

Iagttagelse sker igennem bevægelse

Systemteorien kan forekomme som en relativt ny måde at beskrive, hvordan Universet, Verden og Livet eksisterer?

At skabe noget, henviser til at “skelne”. Denne forståelse af skabelse findes i mange spirituelle og religiøse fortællinger. Det “at skelne” sker igennem bevægelse.

Systemteorien og kybernetikken inviterer til at se, hvordan alt opstår igennem bevægelse og som bevægelse.

Vi har opfundet navne til at beskrive bevægelse med: Puls, tempo, takt, tryk, graviditet, tyngde, temperatur, hastighed, vibration, energi, arbejde, strøm .. osv.

Det har vi gjort for at kunne “pege” på bevægelse i forskellige sammenhænge.
Ordene beskriver således ikke bevægelsen selv, men det udtryk den får for os.

Bevægelse er hinsides form, og igennem bevægelse kan noget fremtræde som form.

Bevægelse, der får bevægelse til at fremtræde som “form”, kalder vi for ‘at bedømme’.
Bevægelse, der bevæger, kaldes for “at iagttage”.

Denne indsigt er meget, meget gammel!

Sumererne kaldte den for ’ Zi / Sil-lum’ 3000 år f.vt. i betydningen ‘åndedrag eller vindpust’.

Ægypterne for ‘KA’ – Den kraft der holder kroppen levende
På Sanskrit –‘Prāṇa’ – åndedrættes bevægelse / det livgivende.
På Hebræisk – ‘Ruach’ – Vind, pust, ånd – bevægelse.
Før Daoistisk tradition – Tegnet 氣 – eller ‘Qi’ – Bevægelse uden centrum, spontan skelnen hinsides begyndelse, liv..

Op til vor tid findes den i ordene ‘Spirit’ og ‘Ånd’

Ingen af disse ord betyder ‘sjæl’ eller f.eks. ‘bevidsthed’. – De peger ganske enkelt på det, som bevæger ‘alt’ og altså også kroppen.

‘Ånden’ igennem bevægelse

Ånd blev den gang set som bevægelse, der sanses!
Bevægelse, der kan skabe form – eller illusionen om den – uden selv at være form.

I denne beskrivelse udtrykker systemteorien en tilbagevenden til at iagttage ‘ånden’ dvs. den skabende iagttagelse – eller bevægelse om vi vil.



Hvordan, der bevæges og dermed også skelnes, bliver synonymt med: Hvordan der iagttages – som bliver til: “Hvordan noget vil fremtræde som form”? Og alene så længe denne måde at skelne på gentages.

……

Uden bevægelse og iagttagelse ingen form!
Ånd, spiritualitet, kreativitet, lyst, og kærlighed bliver ord for “skabende bevægelse”. 

Hvad, der kan synes mærkeligt er, at den skabende bevægelse også er den destruerende bevægelse. 

Og det kan ikke være anderledes!
Alt levende lever af at spise noget, som er levende!
Hvad der lever, vil også dø!

……

De allerførste ord i den hebraiske bibel (Tanakh) lyder:

בְּרֵאשִׁית בָּרָא אֱלֹהִים

Berēšīt bārā elohīm…

Ofte gengivet som:
I begyndelsen skabte Gud…

Og den oversættelse er præget af kristen teologi.

Berēšīt betyder noget i retning af: “I begyndelsens begyndende bevægelse” og ikke målt i tid!

Bārā …. – “blev der skelnet (gjort forskel)”

Altså:

“I begyndelsens begyndende bevægelse blev der skelnet..”

Elohim er grammatisk en flertalsform.


Ikke en Gud, nærmere ‘potentiale der kan skabe liv’.
…..

Andet vers lyder



וְרוּחַ אֱלֹהִים מְרַחֶפֶ

ve-Ruach Elohim meraḥefet…



Det oversættes til:

“Og Ruach svævede over vandene“

Ruach som: Vind, åndedrag, bevægelse .

“I begyndelsens begyndende bevægelse blev der skelnet, og det levendes potentiale svævede over vandene”

Den “første” skelnen udtrykkes efterfølgende i 1. Mosebog vers 4 som:

At Elohims bevægelse – Ruach der svævende over ‘det, der er hinsides form” – altså “vandene” – skelnende imellem lys og mørke: I det som fremtræder, og det, som ikke fremtræder. 


Der blev ikke skelnet i imellem “ting”. – Der skelnes imellem at se eller ikke se…

Er det ikke ualmindeligt smukt!

Systemisk formuleret:

I det, der sker, skelnes der.

At skelne inviterer til at skelne igen
.
‘Begyndelse’ udtrykker ikke ‘tid’ som et tidspunkt, men begyndelse af det, som sker.

‘Begyndelse’ markerer et skift i, “hvordan” der bevæges, skelnes, iagttages.

Form fremtræder som illusion.

Og:


Måden der skelnes på,
Det som skelner,
Og det som fremtræder

– kan ikke adskilles, og derfor ikke tillægges selvstændig eksistens.

ZhunangZi og Taoismen – også igennem bevægelse

Hvad så med Zhuangzi – og den Taoistiske tradition? Adskiller den sig fra ovenstående?
Nej!

Det mest forunderlige er, at Zhuangzi også benytter ‘vinden’ som et af sine mest gennemgående billeder. Vinden som uden: ophav, vilje eller centrum.

Vinden kan ikke ses. – Hvad der ses er lågen der smækker, eller teltet der blafrer.

Vinden kan ikke høres. – Hvad der høres er vindens møde med det hule træ, eller med tæernes grene og løv.

Vinden kan ikke mærkes – hvad vi mærker er anstrengelsen går vi vil imod den, frem for at lade og føre af den.

Vinden kan ikke duftes – den kan bringe dufte med sig og selv er den hinsides duftes domæne .



Vinden får bevægelse til at fremtræde som form, uden selv at være form.