“Jeg har et problem med dig. Løs det!” .. Ellers!

Nej

“Jeg har et problem med dig og måden, du omgås en anden på.
En jeg ikke kan lide. Løs det! ..Ellers så!”

…………

Når du læser disse to formuleringer, så lyder de ens.
Forskellen imellem dem ser jeg som betydelig.

I den første:
“Jeg har et problem med dig. Løs det!”

Bliver jeg gjort til problemet. Problemet placeres i mig af den anden, samtidig med at ansvaret for at fjerne problemet også lægges dér.

Det, der egentlig er den andens oplevelse, irritation, frygt eller modvilje, fremstilles som noget, jeg skal gøre noget ved!

I den anden og udvidede formulering:

“Jeg har et problem med dig og måden, du omgås en anden på. En jeg ikke kan lide. Løs det!”

Der bliver det tydeligere, at problemet opstår i en relationel konstellation: Den anden reagerer på, at jeg har kontakt med en tredje person, som vedkommende ikke bryder mig om.

Der sker samtidig noget interessant: Selvom formuleringen begynder med “JEG har et problem”, bliver konklusionen stadig:

Derfor skal du ændre DIN adfærd!

Den udvidede formulering afslører derfor tydeligere nogle skjulte antagelser:

• Det, at den der formulerer problemet, har modvilje mod et andet menneske, bør regulere min måde at relatere på..
• At min omgang med dette andet menneske, må være en handling imod den som stiller kravet.
• At loyalitet indebærer, at du overtager han/hendes sympatier og antipatier.
• At han/hendes ubehag giver ret til at stille krav til min adfærd.
• At problemet kan løses ved at fjerne den ydre anledning frem for at undersøge han/hendes egen adfærd.

Ellers!

Når der føjes “Ellers!” på sker der det, at begge udsagn bliver til mere end beskrivelser af et problem.

Det fremstår som et ultimatum: Jeg får ansvaret for både han/hendes ubehag og de konsekvenser, han/hun truer med at skabe.

Den første formulering skjuler problemets sammenhæng, og den anden kommer til at afsløre den:

Det er ikke nødvendigvis dig, jeg har et problem med.

Jeg har et problem med, at du ikke indretter dine relationer efter min vilje/modvilje

Hvordan dannes: Jeg har et problem med dig!

Det, der ikke undersøges, er selve dannelsen af “problemet”:
Hvordan gøres min måde at relatere til den tredje til noget, jeg skal anerkende som et problem for den problematiserende?

Hvad sker der i vedkommende, når jeg ikke deler han/hendes modvilje?

Hvilken forestilling om loyalitet, samhørighed eller kontrol bliver forstyrret?

Og måske endnu mere grundlæggende:

Opstår “problemet” som en følge af noget, jeg gør ved ham/hende — eller dannes det igennem vedkommendes egen måde at forbinde min handling med en betydning?

“Jeg har et problem med dig” … Kan lyde som en personlig bekendelse, og fungerer som en slet skjult anklage.

Sætningen placerer umiddelbart problemet hos den, som formulerer det og henfører øjeblikkeligt årsagen til min adfærd!
Tilføjelsen: “Løs det” afslører konstruktionen fuldstændigt:

“Han/hun kalder det for sit problem, men behandler det som mit ansvar/ min pligt.”

Dobbelt binding

Invitationen og forventningen der formuleres inviterer til en dobbelt binding.

Budskabet formidles samtidig som:

“Det er mit problem.”
og:
“Det er dit ansvar at løse det.”

Jeg som det rettet til – bindes dermed i to modstridende positioner:

Hvis jeg ændrer min adfærd, accepterer jeg præmissen om, at han/hun har ret til at regulere min måde at relatere på gennem sit ubehag.

Hvis jeg ikke ændrer adfærd, kan det fremstilles som bevis på, at jeg er ligeglad, illoyal eller oven i købet vil skaber konflikten.

Ordet: “Ellers!” Lukker yderligere rummet for at undersøge præmissen. Der gives tilsyneladende et valg, og det er ikke frit! Begge mulige svar kan bruges imod mig.

Der ligger også en anden dobbelthed i formuleringen:

“Jeg fortæller dig ærligt, hvordan jeg har det.”
Samtidig med:
“Min følelsesmæssige tilstand bør du anerkende som et berettiget krav til din adfærd.”

Det emotionelle udsagn forklæder dermed en ordre.
Jeg forventes både at anerkende følelsen som personlig og behandle den som en bindende og betingende instruktion.

Gør du sådan, vælger du mig fra!

I den anden formulering bliver bindingen endnu mere stram:

“Du må selv vælge, hvem du omgås.”

Og underforstået:

“Vælger du den person, vælger du samtidig mig fra.”

Jeg bliver altså gjort ansvarlig for den betydning, afsenderen skaber: Min måde at relatere med den tredje på, omfortolkes til en handling mod sig.

Det særligt vanskelige er, at et svar på selve indholdet ikke opløser bindingen.
Det er praktisk umuligt at svare “rigtigt” på invitationer som binder dobbelt.

Vi kan diskutere den tredje person, loyalitet eller konkrete hændelser i det uendelige.

Bindingen ligger på et andet niveau:
I reglen om, at han/hendes ubehag skal bestemme mine måder at bevæge mig på, samtidig med at det ikke må kaldes kontrol.

I sin ekstreme virkning, søger kommunikation igennem dobbelte bindinger, at forstyrre både integritet og virkelighedsopfattelsen hos den de rettes imod.

Gregory Batesons beskriver double bind kommunikation: 


Den opstår ikke blot som to modstridende budskaber. Der umuligt kan imødekommes samtidigt.
Den skaber en situation, hvor det OGSÅ bliver vanskeligt eller risikabelt at kommentere selve dilemmaet.
Og denne måde at kommunikere på gentages mange gange.. eller vedholdende




Her kunne det lyde:
“Du skal frivilligt gøre, som jeg kræver — ellers viser din adfærd, at du ikke bryder dig om-, respekterer-, eller er glad for mig.”

Du skal – helt af dig selv – afgive din frivillighed, frivilligt – på mit krav, ellers afviser du mig.