Jeg har undervist igennem mange år. Og der er ingen, jeg har kunnet lære noget.
Enhver lærer selv uden i øvrigt at kunne kontrollere, hvad der læres, hvornår og hvordan?

Jeg vil formulere det som: “ At leve ER at lære”.

Når vi lærer, så sker det ved, at vi af os selv skaber impulsen til at spejle et levende væsen/organisme/system, vi gerne vil lære af.

Vi lærer ved kropsligt at bevæge os som det og bevæge os med hinanden.

Det handler om “resonans”: At spejle bevægelse, om det er emotionalitet, sanselighed, intellekt, og alt, hvad vores kroppe gør i møder med det, som sker omkring os.

Hvis jeg vil lære at bevæge mig med en hund, vil det være super vigtigt at iagttage, hvordan hunde bevæger sig med hinanden? Dybt i deres gener ligger en adfærd, der gør det muligt for hunde at bevæge sig fredeligt sammen. Der vil også være måder at bevæge sig på, der regulerer respekt, relationer, ledelse, konflikter og det at følge.

Det samme kan jeg skrive om at lære af heste, katte … etc.

På den måde ligger der vel altid i det at lære, noget med at tilegne sig “sprog” – eller nærmere mange sprog-færdigheder og på forskellige niveauer!?

Vi spejler hinanden

Mennesker spejler gerne hinanden, når de sanser gensidig tiltrækning. Det er meget tydeligt at iagttage hos forelskede.

Hvis vi ikke sanser sympati, vil impulsen være at søge afstand. Hvis det ikke er fysisk muligt så vil afstanden kunne opnås ved at gøre noget andet end det, vi iagttager den anden gøre. Søge at skabe modstand, og evt. se om denne adfærd med modstand, kan finde resonans hos andre?

Det gør vi i kraft af, at vi er flokdyr, der lever i sociale netværk ligesom f.eks andre primater, hunde og heste.

Værter for rum

Hvis jeg ikke kan lære nogen noget, hvad er det så vi inviterer til på Mahamudra-institut, og hvad er det jeg/vi gør?

Karin og Jeg er værter for et sted, -rum, og -fællesskab af mennesker, hvor læring kan ske meget hurtigt.

Hvor der er rum, står der ikke noget i vejen Rummet udgøres ikke af væggene, men af det som der ikke er!

Som værter leder vi.

At lede – at lære?

At lede betyder for mig, at nogen finder det trygt og selvfølgeligt at følge. INGEN kan lede, ved at stille sig i distance! – heller ikke en “professionel distance”. I distancen vil man styre og overvåge!

Det at lede ser jeg som noget overordentligt intimt og kropsligt. Hvis nogen vil bevæge mig udefra og ind, vil der naturligt opstå modstand. Vi følger derimod spontant og impulsivt nogen, vi kan lide og finder sympatiske. Det føles trygt at åbne sig og deltage.

På samme måde er det med at fornemme, at der er nogen, der følger dig! Hvis du ikke kan lide et menneske som går bag- og efter- dig, så føles det ikke rart!

Til det at lede hører det også, at udvikle sprog vi kommunikerer godt igennem, sætte takten, rytmen og tempoet – og være åben for forslag . I sidste ende at handle sådan, at det er klart for alle hvad vi vil spille (eller gøre) sammen nu!

Det går kun, hvis gruppen som sådan kan inviteres til at bevæge sig med hinanden.

Hvis der er en i gruppen, som er der “kun for sin egen skyld” – så mærkes det øjeblikkeligt som støj og forstyrrelse. Det svarer til at have en, som vil spille fodbold i det rum, hvor alle ellers er der for at danse. Samtidigt lærer vi på forskellige måder og i vores eget tempo. Frem for alt også godt, når vi erfarer variation.

Det kan ikke være et krav, at alle skal kunne bevæge sig på samme måde. Levende organismer og systemer kendetegnes ved at alt i dem bevæger sig indbyrdes forskelligt og i relativt forskellige retninger, for at kunne kommunikere med hinanden.

Tænk bare på, hvordan forskellige dele af din krop bevæger sig op og ned, frem og tilbage, til siderne etc. for at gøre det muligt at skabe en fremadskridende bevægelse af det hele!

At lære og være begynder

Hos os starter man som begynder. Det gør alle uanset erfaring.

Når jeg f.eks. er ude i organisationer så er jeg altid begynderen: Jeg aner simpelthen ikke, hvordan den gruppe, jeg møder, fungerer og kommunikerer med hinanden!

På samme måde har jeg det hver eneste gang, vi siger godmorgen den første gang på weekenderne i vores praksisfællesskab om Elskovskunst og Cupisofi.

Jeg kender ikke den gruppe, jeg mødes med. Mange af os har måske set hinanden flere gange før, og ikke som vi bevæger og bevæges lige nu!

At være begynder kan føles uklart. Jeg kender i sagens natur ikke gabet imellem det, jeg mener at vide/kunne og det, jeg meget gerne vil vide mere om/ og lære?

Det forstærkes, hvis jeg føler mig for dum, usikker, forkert, ikke attraktiv nok, bevægelig nok, klumpet og magelig.

Jeg tænker, at de fleste af os har et behov for at føle os “rigtige”? Så ser vi os omkring og prøver at vurdere om den kontekst, vi nu befinder os i, gør det muligt at lykkes? “Kan jeg være en succes her?” Hvis der opstår tvivl, kan det gøre os anspændte, utilpasse og endda mindre bevægelige.

At lære på et “højt niveau”?

Noget som kan bidrage til det er også, at Mahamudrainstitut kan opfattes som et elitært sted, hvor niveauet er “højt”. Det er det også!

… Og måske anderledes end de fleste lige kan forestille sig, før de har været med?!

Det er ikke ligegyldigt for mig, hvordan vi møder hinanden.

Vi inviterer til noget, der kan blive meget intimt – og det vil jeg kun være vært for, hvis jeg føler mig tryg ved, at mennesker møder hinanden opmærksomt og klart.

Det handler om hvordan?

Jeg vil ikke være vært for deltagere, som mener at det drejer sig om dem selv, kærligheden til sig selv, at finde ind til sit ægte selv, selv-udvikling… og mig, mig, mig…

Hvad, vi inviterer til at at undersøge er: Det at leve som et opmærksomt, undersøgende og relaterende væsen. Det handler om DET og ikke om dig og mig. .. Om hvordan?

Hvis nogen f.eks. om det : “At berøre ryggen” siger til mig:

“Det ved jeg godt hvad er! – Det har jeg gjort mange gange før!”

Så vil jeg måske svare:

“Nej! Det kan du ikke vide. Den ryg og som det menneske bevæger sig og bevæges i dag , har du aldrig rørt ved! Der findes ikke en ryg, der kan berøres, uden at alt berøres! Både ha/hende og du har aldrig bevæget jer, som i gør det nu. Hvad du mener at kende og have gjort før, er intet andet end din ide og fortælling om, hvordan du måske tror og tænker at mødet af “en ryg” skal/kan være! Dette møde er nyt. Det har aldrig fundet sted før, og vil aldrig finde sted igen!”

Ikke “dygtig”

.Det “høje niveau” betyder ikke, at du skal være “dygtig”. Dygtig til hvad?

Der er ikke noget at “få”, “hente”, “give” eller “forvente” i det, vi mødes om.

Der er vildt meget at øve sig i. Og hver eneste møde er ganske enkelt fuldstændigt forskelligt, ukendt og nyt. Intet er “rutine”!

Relevansen er universel!

Relevansen er imidlertid universel:

At erkende vores biologi, adfærd, længsler, sociale omgang, måder at relatere på, at berøre, være kropslig, emotionel, i menneskelig kontakt og at elske, anerkende og medføle.

Alt sammen uden krav om præstation. I et rum med uendeligt potentiale for at lære for os alle sammen. At være sammen om at iagttage “naturen af det som sker, imens det sker”