Jeg kender en særlig blomst.
Hun lever for det meste i det skjulte,
gemmer sig i skyggen af en let fugtig kløft.

Det meste af tiden virker hun uanseelig og lukket udadtil.
Lidt krøllet blød uden megen spænding.
Indad til er hun fuld af liv.
Som alt af det levendes natur.

Der er mange af hendes slags
Alle er forskellige ned til den mindste detalje.
Hun er ikke som andre blomster,
der gerne strækker sig og byder sig til.

Hvis, jeg vil se hende, må hun invitere mig til det.
Insisterer jeg lukker hun sig stramt om sig selv.
Trækker sig længere ind,
hvor kløften bliver helt snæver og trang.

Som med alle andre blomster,
Såres hun og får blivende ar, hvis hun åbnes med magt.

Det er kun muligt at blive fortrolig med dette naturens under
i klar, åben og tydelig bevægelse,
i omgivelser, hvor hun trives godt og føler sig tryg.

Vil jeg snige mig til et kig, så opdager hun det med det samme.
Sjældent byder hun det velkomment, og da kun hvis hun føler sig tryg.

Færdes jeg derimod venligt og opmærksomt i møder med alt,
der vokser omkring.
Så KAN det være, at hun inviterer mig af sig selv.

Oftest sker ikke så åbenlyst og tydeligt.
Det fordrer følsomhed og evne til at sanse,
at det er det, som sker.

Når hun åbner sig og lader sine kronblade folde sig ud,
Så følges det måske af umærkelige skælv i kløftens hvælv.
Naturen omkring hende ændrer karakter.
Alt føles varmere og mere bevægelig og let end før.

Denne åbning til trods, kan jeg ikke møde hende direkte,
uden at hun derved lukker med det samme.
Hun afventer og sanser, hvordan jeg svarer
på hendes diskrete kald?

Når hun fornemmer, at jeg ER der
og mærker, at hun sætter tempoet.
At jeg både kan føre og følge i dans uden en leder.
– Lytter med alt i min krop, til alt i hendes væsen.

Da kan det være, at kløften åbner sig
og jeg inviteres ind?

Sker det
Vil hun være varm.
Sans hendes varme mod hele din hånd.
Lad den blidt og afspændt favne hende.
Så roligt at du kan mærke hendes puls.
Lad din krop finde ind i samme rytme som hendes.

Vent og lad hende øge trykket mod din hud.

Jeg møder allerhelst denne vidunderlige blomst med mit ansigt,
Hvor alle mine sanser samles. Hvor min sårbarhed er størst.
På den måde forbindes det sårbare med noget sårbart.

Jeg ser, dufter, smager, nipper blidt.
Først de ydre fyldigere kronblade, og åbner hun sig mere,
så finder mine læber og tunge også ind mellem de indre og ydre folder.
Jeg lader hendes nektar flyde ind i min mund og svælg.

Tager hende ind til hun er alt, hvad jeg sanser. – Alt jeg er!
Langsomt og tydeligt så hun kan følge alle mine bevægelser.

Åbner og inviterer hun mig dybere ind i sin midte. ned mod sin rod
lader jeg min tunge følge med.
Favner hendes saftspændte- og fyldte kronblade fuldstændigt med mine læber.

Holder hende der i mit indre.
Ånder stille igennem hendes rod.
Følger hendes puls og bevægelse, og synker hvad hun giver mig.

Jeg holder hende.
Uden at holde fast…

Sjældent er det,
at jeg ikke også udforsker hele den frodige kløft.
Fra sin indgang til udgang.

Når hun så skubber mig væk
eller giver tegn, at jeg skal gøre plads.
Så bliver jeg der i hendes nærhed.
Og lader vores fælles puls finde hvile igen.