Det jeg kalder for “konceptuelle fælder” benyttes overalt i vores kommunikation. Et koncept forsimpler ved at erstatte undersøgelsen af det, som sker, med en styrende og forførende fortælling.

Hvis jeg nu beskriver “det at være levende” som:

“At noget bevæger sig, af sig selv”

.. Så mangler jeg vel ligesom noget?

Det levende bevæger sig jo ikke af sig selv. Det gør det kun når der er ilt, vand, mad og i det hele taget det, vi kalder for “forudsætningerne for liv”.

Hvad får os til at lave den deling imellem “det levende” og “forudsætninger for det levende”?
Ja det har vi simpelthen lært! Vi gør det for konceptuelt at afgrænse det, vi taler om og ser på.

Ved at gøre det, betinger vi også vores måde at iagttage livet på. Vi reducerer ganske enkelt vores synsfelt – eller det vi muligvis ellers kunne få øje på?

Denne afgrænsning eller begrænsning opstår ved, at vi skelner. For at skelne må jeg bevæge mig. Flytte mit blik fra det ene til det andet.

Både “forudsætninger” og “det levende”, “et liv” eller måske “et godt liv” er beskrivelser, eller som jeg også gerne kalder det: “Forklaringsmodeller”, som måske og måske ikke kan gøre det lettere at blive enige om, “hvad det er, vi taler om”, når vi kommunikerer med hinanden?

Et kort øjeblik?

Hvis du som læser et kort øjeblik reflekterer over, om “et kort øjeblik” findes som noget virkeligt?
Så er det vel allerede for sent?
“Øjeblikket er gået” inden du er begyndt!

Findes et “kort øjeblik”?

..eller

“Opfindes det”?

Jeg vil skrive, at det både findes og ikke findes. Vi taler om det, som om det findes. Vi navigerer efter det: Skynder os måske, hvis vi har sagt til en, som venter på os, “at det bare tager et øjeblik”.

… Og det har ikke nogen materiel- eller håndgribelig eksistens. (Hvad det så end betyder?)
Et øjeblik er et koncept – en ide: Nogle gange meget nyttig, og samtidig fungerer den også som det, jeg kalder for “en konceptuel fælde”.

En fælde, fordi vi bliver fanget og bundet af den.

I et andet perspektiv er lyden af at sige: “et kort øjeblik” intet andet end bevægelse: Luft der i en passende hastighed sendes igennem stemmelæberne akkompagneret af bevægelse i tunge, svælg, læber og mund – skabt i det resonans-rum som hals, mund- og næsehulen kan danne.

Vores talte sprog består af sådanne afgrænsende koncepter. Både de nyttige og de som nogle gange kan gøre det at leve både besværligt og bøvlet.

“Hvordan har du det?”

“Hvem er du, og hvordan har du det”?
Hvilket simpelt spørgsmål er det ikke? – Og er det muligt at svare sandt på det?

Nej… (og hvad betyder “sandt” overhovedet i denne sammenhæng?)
Hvordan (???) “har” jeg det? Altså måden jeg har … hvad…. på?

Et typisk svar lyder: “Jeg har det godt!”
Hvis jeg så fortsætter: “Hvordan bærer du dig ad med at have det godt?”?
Så bliver der sikkert stille….

“Du og jeg”, “Mig selv” og “Vi to” – “Findes” lige så lidt som “et øjeblik”.
Men hov!
Jeg findes vel?
Hvordan kunne jeg ellers? … ja alt muligt?

Jeg findes muligvis – og IKKE som “en beskrivelse” (af mig).. Beskrivelsen udtrykker et koncept. Endda en konceptuel fælde, som binder meget stærkere end “øjebliks-fælden”, jeg nævnte ovenfor.

 Den binder, fordi vi er nødt til at tænke og handle SOM OM det, vi taler om eksisterer “virkeligt”. Selv når vi ser, at det ikke gør det. Koncepterne gør os i stand til at navigere i samfund og fællesskaber, der simpelthen er bygget op omkring disse “konceptuelle fælder”.

Ja jeg kan fastslå, at min krop bliver blå og kold, stivner, kramper og dør, hvis jeg opholder mig mere end “et øjeblik” i iskoldt vand. Det er ikke en “fiktion” eller et koncept i den forstand, da jeg empirisk fysisk kan afprøve det. I øvrigt kun en gang! – da jeg jo så nok dør af det!

Det fungerer som noget “funktionelt sandt” . Som en model der kan være nyttig i forhold til, hvad jeg gør eller lader være med.

Konceptuelle fælder – skaber illusioner om afgrænsning

For lige at resumere:

Vi lærer at benytte koncepter, som nødvendige for at kommunikere med hinanden og handle nyttigt i det samfund og de kontekster vi vokser op – og lever i.

Koncepternes funktion er at afgrænse, og skabe en illusion om at vi kan både se og styre “os selv og det omkring os, som dele, der virker uafhængigt af hinanden.

De virker som “fælder” ved at de skaber en illusion om en entydig virkelighed for den, som gør dem “sande”.

Lad mig komme med nogle flere eksempler på sådanne “fælder”.

• Troen på at “jeg” findes som et afgrænset “selv”, der i det mindste har en genkendelig “kerne” eller “udtryk” indtil jeg dør. At JEG HAR en “bevidsthed” – og kan VÆRE “bevidst” eller “ubevidst”
  
• At alt må have en “årsag”. Og – at der efter en sådan årsag vil være mange virkninger, der kan kædes sammen med årsagen!?
  
• Overbevisningen om, at der er noget, som sker “indeni” mig og “udenfor” mig. – At jeg “går igennem livet”, imens der sker en hel masse for- eller omkring- mig, der kan “give” mig “gode “ eller “dårlige” oplevelser.
  Oplevelser, som jeg i øvrigt kan opsøge!
  Gad vide om: “Det er noget af en oplevelse, at opsøge en oplevelse”?
  

Koncepter reducerer iagttagelsen

Når vi glemmer – eller endnu ikke har opdaget og erkendt i praksis – at alle disse “konceptuelle fælder” blot er praktiske fortællinger med en styrende funktion?
…. Så reduceres vores bevægelighed og muligheder for at gøre noget radikalt anderledes. Vi ser ikke, hvordan vi kontinuerligt kan øge mulighederne for at se og leve anderledes!

Hvordan kommer vi så ud af den “glemsomhed”?
Det gør vi ved at lade os invitere til at erkende og erfare, at vi ikke KAN have nogen egen-eksistens:

At vi ER: “Noget der sker”, og det sker kontinuerligt!

Vi kan undersøge, “Hvordan det sker?” … Og det vilde er, at alene denne “undersøgelse” vil bevæge det, der sker, så det sker anderledes end det ellers kunne?

Hvis vi ikke “har” egeneksistens” – så åbner der sig uendeligt mange mulige virkeligheder. IKKE som fantasiforestillinger og mål om fremtiden! Men som “bevægelse i det der sker, i samme splitsekund det ses”..

Og med ordet “ses” – peger jeg på alle de måder, vi er i stand til at erkende på, også konceptuelt og i særdeleshed kropsligt “direkte” .

Ud af tornerose-søvnen

Jeg er med på, at det her kan være vanskeligt at “forstå”.
Derfor skal det også erfares…

Jeg undrer mig og forundres over, hvor nyttige disse tanker kunne være for SÅ mange mennesker, som bøvler med at gøre livet svært.

Når vi ser, hvordan vores interaktioner bevæges, og hvordan vi låser os i disse fælder, så øges mulighederne for at handle anderledes eksponentielt.

Det synes bare SÅ svært overhovedet, at få de fleste mennesker ud af den tornerosesøvn, og se det! 😉 og skulle der i den sætning snige sig en ambition ind? Så fungerer den måske også som en “konceptuel fælde for mig”.. 😉

Fuck det!…
Kom og vær med! <3