At skabe kontakten og kontrakt? Hvad får os til at indlede en fortrolig samtale eller et intimt møde med et andet menneske?

En følelse af tryghed?
Nysgerrighed på den anden?
Noget så udefinerligt som “tiltrækning”?

Denne artikel er lidt længere end ellers. Du kan hente den som PDF her.

Kontakten og det fælles 3.

Mødes jeg tilfældigt med en i en eller anden offentlig sammenhæng, og indleder en samtale, vil det stort set altid dreje sig om det, jeg kalder for “noget fælles tredje”. Musikken der høres, køen vi står i, vejret, måske en bemærkning til noget vi begge to ser? Nogle få ord synes nok til at “aflæse” om der opstår en lyst til at bevæge sig sammen?

Nu handler det naturligvis ikke om ordene som sådan, men om alt det der er “omkring” dem. Krop, dufte, smil, fagter, påklædning og frem for alt om opmærksomheden søges eller afvises. Opleves der “lyst” til at gå i kontakt?

Principielt er det ingen stor forskel på en sådan indledende kontakt på f.eks. en cafe, og det der finder sted når et menneske besøger mig den første gang. Uanset om vedkommendes ærinde er at ville tale om noget personligt, eller f.eks. møde mig i den ramme som en “Mahamudra tantra massage” eller f.eks. en Thai Yoga Massage er.

Hvad betyder det at opleve “kontakten”?

Når jeg vil illustrere hvordan “kontakt” fungerer, beder jeg et menneske om at holde holde sine hænder med håndfladerne mod hinanden foran sig. Imellem dem vil der være “kontakt”.

Hvad består denne “kontakt” så af? Hvad er det som er imellem de to hænder, dvs. hvad er “kontakten” selv?

Svaret synes i første omgang at lyde mærkeligt: Der er “ingenting” imellem dem. Når kontakten sker, er der “ingenting imellem”. ER der noget imellem, vil der ingen kontakt være. Tænk på en lyskontakt! et tyndt stykke papir imellem de to poler, kan være nok til at den ikke fungerer. Den tænder ikke!

Spørgsmålet er så, hvad det er, vi stiller imellem os og den anden. Hvad kunne forhindre kontakten?

I daglig tale kalder vi det måske for “vores grænser” eller forbehold?

Grænser bruger vi til at adskille os fra andre med. Jeg kunne også sige: “Isolere os bagved”. Vil vil selv bestemme, hvem der kan komme “ind” over dem, og hvem der skal blive ude. Vi udgør vores egen “grænsekontrol”.

Jo stærkere disse grænser er blevet lavet, jo større angst kan der også være for, at de “overskrides”. Det ene betinger det andet.

Grænserne består af vurdering, bedømmelse og den betydning, vi giver det, vi oplever.
Disse grænser har et lille barn ikke mange af. Det er derfor vi vil passe på det, og vi opdrager i bedste mening dem til at skabe grænser, der ligner dem, vi selv har.

At erfare kontakt imellem to mennesker, betyder at mødes hinsides forbehold, dvs udenfor enhver vurdering og bedømmelse. Et anden måde at beskrive dette på kan være: “at mødes i kærlighed”. Og den er i sin natur fuldstændigt grænseløs.

At etablere kontakten?

For langt de fleste mennesker er “kærlighed” noget, de kun vil hæfte på møder med helt bestemte udvalgte mennesker. Kontakten til Kærlighed forveksles med en sentimental-romantisk forestilling om at være skabte for hinanden, være “den eneste ene” eller noget helt særligt, og følges gerne af en lang række forudsætninger – dvs. betingelser til sig selv og hinanden.

At en sådan betinget-hed intet kan have med kærlighed at gøre vil være indlysende, hvis vi deler en forståelse af, at kærlighed ikke vil kunne betinges på nogen måde? Eller mere præcist: Må være hinsides eller udenfor betingelse?

Hvis jeg “elsker” for at få noget ud af det, -opnå noget, -drage nytte af, -bruge eller f.eks. -bekræfte mig selv igennem at nogen er begejstret for mig, så er noget helt basalt blevet misforstået?

Hvordan bærer jeg mig så ad med at møde et hvilket som helst menneske i kontanten til kærlighed?
Kan jeg se dig, uden at vurdere dig?

Dette spørgsmål er det, der har ledt til at “meditation” blev opfundet for tusinder af år siden. Ser jeg overhovedet nogen, eller er det jeg ser min bedømmelse og forudopfattelse?

Jeg vil gerne vende det lidt på hovedet. Er kontakten der hele tiden?

Måske er kontakten der hele tiden? Jeg kan ikke bevæge mig nogen steder hen, uden at alle mennesker, planter, dyr, luften, dufte, synsindtryk og lyde vil forme den måde, jeg oplever ikke bare mig selv men alt omkring mig på. Jeg er således på intet tidspunkt “uafhængig” eller “isoleret” fra noget som helst af det, der sker omkring mig.

Imidlertid kan jeg ret effektivt bilde mig ind, at det forholder sig anderledes: Nemlig at JEG selv kan bestemme, hvad jeg vil lade mig påvirke af. At JEG fungerer som en “Ø” i et hav af fremmede påvirkninger og selv kan lukke “ind og lade blive ude” over mine grænser.

Hvis det fungerer sådan, at “kontakt” er det som er, så ligger kontakten ikke i at skulle gøre noget bestemt, men i at ophøre med at gøre? At “gøre” betyder i denne sammenhæng så at “stille noget imellem “mig” og “den”. F.eks. mine historier, beskrivelse, bedømmelser, betingelser og forbehold.

Vil jeg “ophøre med noget” vil i det mindste det første skridt være at få øje på, hvad jeg gør?

Dette sker igennem opmærksom iagttagelse af det, der foregår i mig, IKKE betragtet som en “intellektuel analyse”, hvor det hele vurderes, vejes og måles, men simpelthen ved at være agtpågivende tilstede i den adfærd, der finder sted – i mig selv og igennem det, der iagttages i dette øjeblik. Ved at være bevidst og afspændt sansende.

Det første møde

Det er meget populært at tale om, at de første 30 sekunder er afgørende for, hvordan to mennesker føler sig tilpas i hinandens selskab. Måske er det noget om det?

Når vi kommer til en samtale eller et hvilket som helst andet møde, hvor vi på forhånd ved, at vi måske kan få noget “i spil”, vil vi være mere opmærksomme, end hvis vi tilfældigvis møder en på gaden.

De som har været på en date, kender til fornemmelsen. Vi er opmærksomme på vores egen påklædning, og har måske en ambition om at præsentere os bedst muligt? Vi er nysgerrige, og med alle vores sanser “aflæser” vi den anden. Dufte, synsindtryk, bevægelser, lyden af stemmen, hastigheden, pauserne, øjne og blikket der sendes, hår – simpelthen alt!

Kan det spises, parres – eller skal jeg løbe væk?

Vi deler dette med alle andre væsener på denne planet. Vores kroppe er automatisk indstillet på at holde os i live og forebygge unødvendig fare. Helt basalt kan jeg opdele det i at vi stiller ind på tre “kanaler”:
Kan det spises?
Kan jeg parre mig med det?
Skal jeg flygte fra det? 



Det koordineres fra et område i hjernen der kaldes for “Amygdala” og alle signaler og sansninger i os, som udløses i den forbindelse, er ikke bevidste i den forstand, at vi kan styre dem. Vi kan undertrykke dem ved hjælp af ambition og kontrol – dvs. lukke af for dem, eller “pakke dem ind i fortællinger”. Sanser vi årvågent, virker de som en eksplosion af indtryk.

Deodoranten med Feromoner

En god bekendt af mig fandt en gang en mystisk deodorant hos sin teenagesøn. Den indeholdt efter sigende feromoner – dvs. duftstoffer, som skulle virke særligt tiltrækkende på kvinder. Nu er han skeptisk anlagt hvad angår alle mulige markedsføringstricks, så han besluttede sig at afprøve den på sig selv (uden sønnens vidende).

Vedkommende arbejder til dagligt på sit kontor sammen med 4 kvindelige kolleger. Den næste morgen da han mødte på arbejde, havde han denne “deodorant” på. Til sin store overraskelse, gav 2 af de 4 ham spontant et stort knus, da han mødte dem ved kaffemaskinen den første gang. Det var ikke sket i alle de år han havde været der sammen med dem.

Vi morede os meget over det, og funderede over, om deodoranten uanset sit indhold kunne have ændret hans attitude og måde at møde disse kvinder på, eller om det rent faktisk var den let umiskendelige men diskrete duft af “mand” som spraydåsen indeholdt, der gjorde udslaget.

Tryghed og integritet i kontakten?

Hvordan kan jeg så helt konkret møde et andet menneske den 1. gang på en sådan måde, at der skabes tryghed i os begge?

Håndtrykket.

Jo mere afspændt jeg er, jo lettere er det at være opmærksom. Jeg iagttager igen og igen, at “spænding” smitter. Det anspændte “faste” håndtryk, som mange har lært hjemmefra inviterer ind i spænding. At være afspændt betyder ikke at være “slap”, men at være “aktivt sansende” – dvs. bevægelig. Når jeg tager et menneskes hånd, sanser jeg min i det møde. for at gøre det, vil jeg skulle afspænde.

Påklædning

En kvinde jeg deler mange tanker med, fik at vide på sin arbejdsplads, at det foto, hun havde givet til brug for en hjemmeside, virkede for “udfordrende”. Hun var på det smilende, farverig med ørenringe og et glimt i øjet. Jeg havde svært ved at forstå den holdning.

Uanset hvad et menneske måtte komme med, så tiltrækkes vi af det lystne. Livslyst viser sig i det farverige og sprudlende. Den er impulsiv og slet ikke kontrolleret.

Når jeg ser f.eks. psykoterapeuters eller psykologers påklædning (med fare for at generalisere) så opfatter jeg (og det er for min regning) de fleste som at se kontrollerede eller måske ligefrem “kedelige” og “ordentlige” ud i sin påklædning. Helt slemt er den trend, som breder sig hos nogle psykologer, at de selv skal ligne noget fra et modemagasin.

Det normstyrede og kontrollerede er sjældent “varmt”? … og måske ER det ønskeligt for mange at skabe en afstand igennem en såkaldt “professionel distance”, der understreges af påklædningen?

Selvfølgelig kan der ikke gives en formel på dette.

Vigtigst for mig i mine møder, er at jeg føler mig veltilpas i det, jeg har på, vel vidende at min påklædning om noget er medvirkende til at skabe en meget væsentlig del af den kontekst, vi mødes i. I møder på tomandshånd hælder jeg mest til det, der inviterer min (livs)lyst til at boble ud af mig.

Duft

Vi reagerer som noget af det første på nye dufte. Vores lugtesans er måske det allervigtigste i forhold til at finde et seksuelt match?

Amygdala – som jeg nævnte ovenfor – reagerer øjeblikkeligt på dufte.

Vi kan vælge at overlade det til tilfældighed eller skænke det opmærksomhed. For mig betyder det at undgå stærke kunstige dufte og blot være renvasket og frisk. Min egen rene kropsduft vil så
være tydelig at fornemme og sikkert ikke noget, der bevidst bemærkes.

Igen spiller afspænding ind. I anspændelse producerer vi andre hormoner og duftstoffer end når vi er afspændte. Er vi selv blot en smule angste for mødet, kan vi være sikre på, at den, der står overfor os, ubevidst opfatter det igennem sin næse.

Blik og øjenkontakt

Øjenkontakten spiller en stor rolle i måden vi møder hinanden på. I nogle kredse ses det som en dyd “at kunne se hinanden ind i øjnene”. Måske endda som noget særligt spirituelt?

Når jeg ser på hvordan det at fokusere på hinanden med blikket fungerer som kropssprog hos dyr, så forbindes det med agression og dominans. Gå en fredag aften ned i en værtshusgade og prøv at fastholde nogens blik. Det vil sjældent blive venligt modtaget.

Jeg lader min opmærksomhed favne mennesker, der møder mig, og det betyder ikke, at jeg vil fange dem med mit blik. Fokus betyder spænding. I det afspændte møde får mine øjne lov til at løbe, som det føles naturligt.

Vi kan lede med vores blik. Jeg møder gerne et menneske med et afslappet blik i vedkommendes øjne, og lader det så kort “falde”. Øjenkontakten bliver til en “puls” – til noget der bevæger sig som i en dans.

Læg mærke til, hvor behageligt det kan føles for dig, at din samtale partner for en stund f.eks. ser ud i luften, og dermed også åbner for, at du kan se hele personen foran dig, uden at skulle være fikseret i øjenkontakten. 

Møder bygger på tiltrækning. Den opstår, hvor vi oplever at vi “ses” og bliver set i vores helhed.

Bevægelse

Sind og krop fungerer som et. Et uroligt sind vil vise sig i en urolig krop. Et roligt sind i høj afspændt bevægelighed. Det er ikke muligt at “snyde” her. Ingen kan igennem ambition eller anstrengelse “spænde sig af” – det fungerer simpelthen ikke.

Måske fungerer det sådan, når vi oplever en følelse af at et menneske foran os er autentisk, at der er sammenhæng imellem det der siges, måden det sker på, og de bevægelser vi ser hos den anden i mødet? 

Vi spejler os typisk ubevidst i hinanden. Gør jeg denne spejling “sanset” i mig – dvs ser at den finder sted – vil den af sig selv forandre sig. Afspænding kan invitere ind i afspænding, spænding ind i spænding.

At være opmærksom på sin vejrtrækning kan virke afspændende og skabe ro i sig.

Nu kan alt dette opfattes som om der findes en “rigtig” måde at møde et andet menneske på? Det tror jeg ikke er tilfældet.
At være “naturlig” – hvad det ord så end indeholder – er måske det, det hele handler om?

Ind imellem fortæller jeg, “hvad der foregår i mig lige nu”. Det kan fungere godt, hvis indledningen til et møde præges af anspændthed. Måske kommer denne spænding af at begge har en “maske som skal holdes oppe”? Lader jeg den falde, er sandsynligheden for at den anden følger med ret stor.

At etablere “kontrakten” i kontakten

Hvis vi skal bevæge os sammen – intellektuelt og kropsligt – så lettes det meget af en fælles ramme.

En ramme skal forstås som “at være enige om hvordan”.

Hvis jeg vil spille tennis med nogen, er det nødvendigt med et vis antal regler. I tennis, der fungerer som et spil, man kan vinde, må vi aftale, hvor stor banen skal være, hvordan og med hvad man må slå til bolden, hvornår der scores point etc. Der behøver kun at være regler for det nødvendige. F.eks. er der i tennis ingen regler for hvor hårdt jeg må slå til bolden, eller hvor lavt eller højt den må flyve over nettet.

Vores sprog tjener som en tilsvarende ramme for vores kommunikation. Det er fyldt med grammatiske regler, betydninger, symboler, pauser, tonefald, betydninger etc. og udgør som sådan en relativ kompleks ramme for vores bevægelse sammen. En forudsætning for en flydende kommunikation vil være, at vi begge har et nogenlunde godt kendskab til dette sprog.

I en systemisk samtale vil vi i udgangspunktet – (på overfladen betragtet) – have det samme sprog. At det kan vise sig i løbet af samtalen, at det ikke er tilfældet, tager jeg op på et senere tidspunkt.
Den indledende rammesætning vil derfor komme til at handle om, “hvad det er, vi sammen skal undersøge”? Hvad bringer ham/hende til at opsøge mig?

Denne “kontrakt” er vigtig. Den kan “genforhandles”, ændres hele tiden bevidst undervejs i samtalen, og fungerer løbende som et “anker” vi kan bevæge os sammen omkring.

Systemisk set, kan jeg beskrive den som “den første intervention” eller forstyrrelse.

Manden i sin sorte Porche

En stor sort Porche ruller ind på gårdspladsen og ud stiger en mand i mørkt jakkesæt. Han er velplejet og hilser venligt på mig i døren. Efter at have spurgt lidt til hvordan turen herhen var, og om han alligevel havde ærinder i denne retning (han kom langvejs fra) læner jeg mig tilbage i stolen, ser på ham og spørger:

 “Hvad vil du gerne undersøge sammen med mig? Ja, hvad bringer dig herhen?”

Han svarer nærmest øjeblikkeligt:
“Det er sådan set min kone, som har sendt mig herhen, hun mener at jeg er syg”

“Okay !” svarer jeg noget overrasket “hvad mener hun at du fejler?”

“Hun siger, at jeg har et sygeligt forhold til andre kvinder”

“Hvordan skal jeg forstå det?”… bliver mit svar, og så er vores indledende “kontrakt” i princippet skabt.

Han går i seng med andre kvinder

Han fortæller, at han igen og igen går i seng med andre kvinder, og endda søger for at ansætte yngre personlige sekretærer, som han naturligvis også tiltrækkes af. Til historien hører at han driver sin indbringende virksomhed sammen med sin kone. (Som han i øvrigt har mødt på samme måde).

Efter at have lyttet til sin fortælling, er min impuls at undersøge om det nu også Er den kontrakt, han kommer med, der er relevant?

Jeg griber ned i min lomme, og gør som om jeg holder noget imellem min pege og tommelfinger, som jeg holder op foran ham.

“Jeg vil gerne stille dig et spørgsmål” siger jeg. “
Jeg har her en pille imellem mine fingre, som – hvis du sluger den – med et vil kurere dig for din “sygdom”. Dvs. når du har taget den vil du aldrig mere i hele dit liv, uanset hvad det sker, tiltrækkes af andre kvinder end din kone. Du vil KUN have øje for hende, seksuelt, emotionelt ja på alle måder. ….
Vil du have den?”



Først ser han forbløffet på mig, så smiler han…

“øh…nej det vil jeg ikke!”

“Du vil ikke helbredes for din sygelige tiltrækning til andre kvinder”.
(Jeg er her omhyggelig med at bruge nøjagtigt de samme ord, som jeg hørte ham sige i begyndelsen)

“Nej det vil jeg ikke … for katten jeg ER jo sådan, det vil jeg ikke lave om på, og det er måske også det der gør, at jeg har så let ved mit arbejde og er god til det, jeg gør.”

En ny kontrakt

Og dermed opstår der så et behov for at opfinde en ny kontrakt…

“Hvad er det så vi skal undersøge?”

“Måske hvordan jeg kan få det til at fungere med min kone, uden at det skaber så mange konflikter imellem os?”

Meget ofte kan hele samtalen komme til at handle udelukkende om kontrakten. Dvs. at tale om, hvad det er, vi skal tale om. I den her sammenhæng vil “kontrakt” kunne udskiftes med “kontekst”.



Skift i kontekst, kontekst, kontekst.

Det er ganske forunderligt at vi på denne måde så OGSÅ kommer til at tale om “det”, selvom det på overfladen ser anderledes ud. Bare det at gøre sig klart, OM det, jeg først ser som “mit problem”, nu også er det, som “trykker”, virker som en særdeles nyttig forstyrrelse, der forandrer og bevæger.

Lynintroduktion til systemisk samtale

Når jeg nogle gange skal give en lyn-introduktion til “systemisk samtale” kan den lyde som: Kontakt, kontakt – kontrakt, kontrakt – kontekst, kontekst, kontekst.

Egentlig synes jeg ikke helt godt om ordet “kontrakt”. Det giver mig associationer til en aftale som “binder”. I dette tilfælde binder den ikke mere, end at vi hele tiden genforhandler den, eller sammen f.eks finder ud af, om “det, vi taler om lige nu, stadig synes relevant”.

Hvad der er meget vigtigt for mig at pointere er, at vi på intet tidspunkt i den systemiske samtale opstiller et mål eller et eller andet sted “at komme hen”.

Intet problem

Vi fokuserer ikke på, om der skulle være en “løsning”. JEG ser end ikke noget som et “problem”. 

Måske den anden ønsker at gøre sit tema til et “problem”, der søges en løsning på, og da kan det være interessant at kigge på, “hvordan vi gør os i stand til AT gøre det til et sådant problem?”



For de fleste mennesker, der kommer for at samtale, er problemet, de bringer med sig, imidlertid af allerstørste vigtighed. Det underkender jeg ikke. Ikke mindst tjener det generelt til at legitimere for sig selv, at de overhovedet søger et andet menneske at samtale med. Det ligger dybt i vores kultur, at der skal være en grund til det, vi gør. Her tjener “problemer” som meget vigtige grunde – I sær det “at gøre noget ved dem, inden de bliver for store”.

De mere fysiske møder

Når jeg skriver om de mere fysiske møder, peger jeg f.eks. på at mødes i en Mahamudra tantramassage, hvor den største del af mødet finder sted uden ord.

Reelt set skelner jeg ikke meget imellem det fysiske og det intellektuelle. Det ene inviterer det andet og omvendt. Det er umuligt at skille ad. Forskellen ligger måske i at vores kommunikationsmiddel eller medium i det, jeg kalder for det fysiske møde, ikke er ord, men berøring og kropslig interaktion.

En tantramassage begynder hos mig med en samtale. Også her handler det om at etablere såvel kontakten som en “kontrakt”.

Vigtig her bliver det at forklare den ramme, vi mødes i og frem for alt igennem tydelige eksempler vise, hvordan vi igennem bevægelse i dialog kan passe på hinanden igennem hele mødet.

Bevægelse i kontakten

Mange mennesker har en opfattelse af, at en tantramassage fungerer som en “behandling”, hvor den ene er aktiv, og den anden forholder sig passivt. Hos mig virker den som et møde i bevægelse. I princippet som den systemiske samtale, blot uden ord. Ved at invitere os begge ind i bevægelse gøres det meget lettere at “flytte” sig som noget helt naturligt i mødet. Præcis som hvis nogen i en dans er ved at træde os over tæerne, og vi impulsivt flytter foden inden det gør ondt.

Vigtigt i den ramme er det også at tydeliggøre, at det ikke er muligt “at give nogen en berøring”. Tager vi hinandens hænder, berører vi begge hinanden. Ingen giver noget til den anden. Jeg KAN ikke berøre dig, uden at jeg berører mig og omvendt.

Dette leder til, at se at det er min egen evne til opmærksomt at sanse, hvordan jeg sanser, i mødet med dig, der skaber et møde, hvor ingen af os har et “projekt med den anden”.

Jo sanseligere og jo mere bevægelig jeg er i mødet i kontakten til dig, jo sanseligere virker invitationen til at du sanse “dig” i mødet med mig.

Kontakten i et stort rum

Kan jeg omvendt overhovedet ikke “sanse mig” af lutter fokus på at “gøre noget ved dig, som er rart for dig”, hvilket uvilkårligt vil lede mig ind i spænding og ambition, vil den invitation du får have en tilsvarende “spænding i sig”.



Jeg beskriver det sådan, at “jo større rum et menneske har til opmærksomt at sanse sig – fra det helt fine til det kraftfulde og dynamiske – jo tilsvarende et stort “rum” vil et menneske vedkommende møder i kontakt, kunne inviteres ind i.

Omvendt vil et menneske i høj spænding, lav bevægelighed og uopmærksomhed igennem f.eks. fokus befinde sig i et “snævert rum”, og give en tilsvarende invitation til sin partner i mødet.

Med andre ord:
“Jeg kan berøre/sanse/bevæge dig, som jeg formår at berøre/sanse/bevæge mig”

Den sætning kan metaforisk benyttes til at beskrive, hvordan ethvert møde i min optik kan finde sted.

Hvad tænder vi på?

Den peger også på:

At det første vi måske “tænder” på- eller tiltrækkes af er: Hvordan et menneske bevæger sig i møderne med alt omkring sig!

Det kan kan om noget få mig til at søge kontakten, når jeg let og umiddelbart kan spejle mig i den måde, vedkommende bevæger sig.