Kreativitet og elskov er ord for at skabe
Kreativitet og elskov henviser til det at skabe. Det er interessant, at vi kalder det for “at skabe”? Det peger så igen på ældgamle overbevisninger om at Jorden og al dens liv – ja Universet med blev ‘skabt’.
Hvad mon blev tænkt først? Det skabende menneske? Eller en almægtig skabende Gud eller Guder, som skabte hende?
Mon ikke livet og det levende opstod “spontant”? Og dog nok betinget af nogle omstændigheder vi ikke kender? Kan du se modsigelsen i det udsagn?
Det er ikke let at ‘bevise’…
“Skal vi lave et barn?”
Jeg ved ikke om elskov kan blive mere emotionelt bevægende, end hvis to mennesker enes om at mødes for at skabe et barn sammen?
Nu skaber de så ikke i den forstand barnet. Og de åbner mulighederne for, at det kan ske som en følge af, at de elsker med hinanden. Det, de gør, rækker langt ud over, hvad de kan styre. Det liv de fortsætter på den måde igennem barnet, vil på alle måder overraske, og reelt være udenfor deres kontrol.
Et barn, der bogstaveligt skrevet, viderefører spor i sine gener tilbage fra menneskets oprindelse!
De føjer til det levende. Uden sex intet liv – hvert fald hvad angår organismer med kønnet formering 😉
På samme måde er det med kreativitet. Alt forandres igennem bevægelse og som bevægelse. Hvis livet skal overleve, må det forandre sig med-. Hver dag byder på nye muligheder og udfordringer!
Det, som gør det muligt for livet at fortsætte i dette grundliggende spontant opstående og uforudsigeligt uendeligt komplekse univers, vil jeg kalde for “kreativitet”..
En levende organisme kan synes at være skrøbelig! Og livet som sådan åbenbart temmelig robust igennem sin fleksibilitet og helt utrolige evne til både at tilpasse sig- og påvirke- de omgivelser, det lever i.
Kommunikation er en nøgle i både kreativitet og elskov
At få noget til at virke sammen forudsætter ‘kommunikation’. Det ligger i ordet: “At gøre noget fælles”.
Radikalt beskrevet kan alt iagttages som kommunikation.
Her tænker jeg naturligvis ikke bare på ord eller sprog. Fælles: Takt, rytme, spænding, tonus, sanselighed, tegn, signaler, form.. etc etc. ad legio.
Kreativitet vil i samme måde at iagttage på således altid involvere kommunikation!
Igennem det kreative ændrer vi måden, vi møder og bevæger: “Det som sker – fra det som ellers kunne ske – til noget andet som sker”.
For overhovedet at opdage det, må vi være opmærksomme på, hvordan vi bevæger os og møder “det” i det hele taget?
Hvis, jeg berører dig, så kan ingen på forhånd afgøre, hvad der sker som en følge af, at det er det, jeg gør?
Jeg tænker, at de fleste mennesker vil kunne følge mig i: “At hvordan jeg i givet fald berører dig” – vil have stor og umiddelbar indflydelse på, hvad der sker både i- og omkring- dig, og hvordan du svarer på det?
Hver eneste måde, vi møder hinanden på, vækker bevægelse, som ændrer det både du og jeg gør, og igen forandrer det, der kan ske.
Jeg/du/vi kan ikke “gøre” bevægelsen om!
Og reelt set ophører den aldrig med at bevæge selvom dens virkning ikke vil kunne udpeges som lige “den bevægelses virkning” – i alt det som kontinuerligt sker sidenhen.
Den opmærksomme undersøgelse i kreativitet og elskov
Det giver således megen god mening med en praksis, hvor jeg iagttager dette “hvordan”.
Ikke at jeg kan kontrollere ret meget eller måske overhovedet noget!
Mere for at øge erkendelsen af hvad og hvordan noget sker, når jeg gør…..
Den opmærksomme undersøgelse er for mig SÅ vigtig i mødet med alt levende! Ikke mindst både når jeg elsker- og møder i elskov.
Det er den samme måde at undersøge på, der sker, når jeg kreativt bevæger mig med leret, træet, i naturen, samtalen, elskoven ja hvad som helst.
En ide-skål eller ide-sex
Hvis, jeg er optaget af at lave en ide-skål, så vil alt, hvad der sker, hurtigt relateres til: Om det nærmer sig eller fjerner sig fra denne ide. Det er sådan produktion fungerer! Ikke kreativitet… som jeg beskriver det.
Vil jeg noget bestemt med min berøring, så vil det være det, jeg ser efter. Med stor sandsynlighed vil jeg også føle utålmodighed, når det, jeg vil have UD af det ‘projekt’, ikke sker, som jeg vil have det til at ske!.
Jeg søger resultatet af det, jeg gør, i det jeg mener at kunne aflæse i dig.
Du bliver et middel til at jeg føler mig god til det jeg gør.
Vi mødes i bedømmelse og måling – og dermed også betingelse.
I den ambition forsvinder al kreativitet og elskov i selvoptagethedens ulidelige blik på- og ambition om sig selv.
At bevæge og bevæges
Ordet ‘emotion’ peger på bevægelse: At bevæge og bevæges
Det kreative – om det opstår eller opfattes som sådan – sanses emotionelt.
Dette “hvordan noget sker” skal og kan ikke forstås!
Det erkendes sanseligt emotionelt. Når vi beskriver det, sker der noget andet, og det vil også bevæge os emotionelt.
……. Som vi er bevægelige til.
