Kreativitet har fascineret mig, så længe jeg kan huske. Som følge af en tilbagevendende kronisk lidelse, var jeg som barn ofte hjemme og alene.

Nu skriver jeg “lidelse”. På mange måder blev det til en fantastisk mulighed! Jeg mistede bl.a. angsten for at dø. Og den gav mig en skærpet sans for at fornemme “spændings-forskelle”. Det lidelsesfulde lå og ligger i , at det ikke er så rart bogstaveligt talt at være ved at drukne. Også det kan man lære at leve med.

Det er umuligt!

Ved siden af, at jeg læste alt, hvad jeg kunne komme i nærheden af, var jeg fascineret af, hvordan nogle mennesker igennem årtusinder har udfordret det, de fleste andre anså for at være “umuligt” eller som “Naturens begrænsninger vi bare må leve med”.

“Selvfølgelig kan mennesker ikke flyve! Hvis det var meningen, havde vi vel fået vinger som fugle?”
“Gud har skabt os i sin store visdom, det skal vi ikke udfordre”.

Samfund over hele verden blev historisk tiltagende styret af magt, angst, regler, normdannende fortællinger og love – indtil de brød sammen under vægten af dem, og igennem vold og ødelæggelse gik i opløsning.

Kreativitet og det forbudte

Kreativitet har i høj grad været båret af at omgå alt det som var forbudt, “rigtigt” eller “forkert”. Det der blev set som standarden. Vel at mærke uden af gøre noget ulovligt. Det sidste kunne koste livet.

Et kreativt menneske vil igen og igen stille sig spørgende og undersøgende til flertallets fortællinger og overbevisninger. Simpelthen fordi flertal opstår ved, at ingen rigtig tør være “udenfor”!
Menigheder – fungerer som “Enigheder”: Du kan være med, hvis du er enig.

At udfordre igennem kreativitet

I ung alder stødte jeg på Alfred Korzybski´s “General Semantics”. I den gav han med en enkel sætning: “The map is not the territory” brændstof til nogle af Systemteoriens grundantagelser:

At det ikke er muligt at beskrive verden eller noget som helst, som det er/gør. Enhver måde at beskrive på siger noget om: Hvordan det, som iagttager – skaber og afgrænser “sig selv” FRA det, det betragter Som: “Værende omkring sig”.

En konsekvens af dette bliver, at de modeller (forstillinger) antagelser vi laver om vores verden, ikke kan være den verden, de vil beskrive. De kan være mere eller mindre nyttige. Og det finder vi først ud af ved at afprøve dem, og kontinuerligt udfordre dem i praksis og konkret handlen i erkendelsen af, at de ikke kan være “sande”. Her kommer kreativitet ind igen.

Ordets magt

Reflekter lige over HVOR farlig Alfred Korzybski´s “General Semantics” på den måde blev for al religion, der bygger på fortællinger.

Enver ide om at gøre en “bibel” til “Guds ord” og “sand – skydes godt og grundigt ned.

Alene sætningen i 1. Mosebog 1,3 : “Gud sagde: Der skal være lys! Og der blev lys.” – peges der på : At det er de ord, som Gud sagde, der skabte universet. Altså at fortællingen om universet, skaber universet.

Biblen, Koranen, Vedaerne etc. fremtræder således som ord, der peger på: At det er ord, (deres ord!) Der skaber universet. Nærmest som en slags dobbelt-bekræftelse af ordenes autoritet, som skabende handlinger. “Her er de sande ord, der fortæller om de ord, som skaber universet!”

Det uhyggelige er, at disse mange ord i den grad har væres skabende for menneskets ødelæggelse af naturen. Hvor mange krige og overgreb har ikke handlet om: Hvis beskrivelser der er sande?

Magt bygges op omkring fortællinger, der gøres sande og andre, der gøres til løgne. Fortællinger der tages som udtryk for “virkeligheden”. Det eneste virkelige ved dem er den ødelæggelse, de skaber ved at insistere på, at ord overhovedet KAN beskrive det, som rent faktisk sker.

Deres funktion var at indføre magt ved at tvinge mennesker til at iagttage/bevæge sig efter meget snævre regler og skabeloner, og gøre afvigelser derfra dødsensfarlige.

Kunsten, kreativiteten og videnskaben

Hvis du ser ned i historien var de første videnskabs mænd- og kvinder også store kunstnere. At skabe kunst er at stille spørgsmål til livet og det levende. Ikke at levere svar! – Men udvide antallet af muligheder.

Jeg kan kalde det:
At undersøge det som sker og erkende det udenfor enhver beskrivelses begrænsninger.

Videnskaben adskiller sig som olie og vand fra konspirationsteoretikere og troende. De sidste udbreder postulater, og holdninger der enten skal forarge og forstyrre, eller ensrette.

Videnskaben siger: Det kan muligvis virke, hænge sammen og bevæge sig på denne måde? Det ser sådan ud, og vi kan ikke være sikre. Måske kan det også være anderledes? Lad os undersøge det!

Intet kan iagttages uden, at det bevæges. Prøv at iagttage dig selv, uden at bevæge dig! Det er simpelthen ikke muligt!

Iagttagelse er bevægelse, At beskrive sin iagttagelse er en anden måde at bevæge på. Det, der iagttages, kan således ikke være “det samme”, som når det ikke iagttages!

Hvad, der iagttages, er det iagttagende…og aldrig sandt! Alene som “måske muligt”.

Er det ikke fuldstændigt vildt at tænke på.

Kreativitet og lærende praksis

I den erkendelse opstår kreativitet og al lærende praksis.
Hvad der kommer oveni er:

At det, som iagttager, forandres igennem hver eneste iagttagelse.
Det lærer!
Det kan umuligt vende tilbage til en “ikke eksisterende tilstand” det aldrig har “haft”. Det levende er bevægelse.

“Prøv lige at “vende tilbage til dit sidste hjerteslag!” . Nej vel?
Der findes intet “hjerteslag” som en ting, der har eksistens.

Hjertet bevæges til bevægelse, der skaber bevægelse.

Alt i det, vi “kalder” for “os” – er bevægelse, der ikke er “som bevægelsen før”. “Bevægelsen før” findes ikke!
End ikke de “omgivelser den fandt sted i” findes. De er længe bevæget af alt, hvad der ellers sker, og allerede er bevæget.

Ordenes magt i moderne Tantra

I megen moderne Tantra tales der om “at give og modtage” i mange afskygninger. Give og modtage berøring, -kærlighed, -omsorg, -nydelse, -orgasmer etc.

“Lad os lave en “kærlig fest”, hvor vi først bliver enige om vores grænser.”
Fortællingerne tager afsæt i de religiøse forestillinger om, at vi er “sat” på jorden, som individer med et “selv” at tage vare på.

Et “selv” vi kan “selvudvikle” selv – eller med hjælp fra et andet “selv”.

Det er tankevækkende og måske meget indlysende, at det er de fortællinger, der trækkes med over i en moderne vestlig udgave af en østlig filosofi og undersøgelse?

Moderne tantra i kristen forståelse?

Vesten er i den grad præget af en jødisk/muslimsk/kristen verdens-forståelse.

I Østen har afsættet være et helt andet: Nemlig at vores ide om et afgrænset “selv” – netop ER en ide – en fortælling.

Det kan vi (måske) få øje på, når vi stille sætter os hen og iagttager, hvordan alt der sker omkring os, øjeblikkeligt bevæger os!

Og: At det vi opfatter som “udenfor os” også spontant bevæges af det, vi gør!

Dertil:
At alt, hvad vi mener at opstå kropsligt af, simpelthen er det, vi spiser – og har spist. At vejret vi trækker, er derude og ikke derinde. Uden det, intet os.

Det leder til, at se, at min omgang med alt “der-ude” også er omgangen med “mig”. Det kan ikke adskilles. I den erkendelse opstår “medfølelse”: Spontant at bevæges af det, som sker.

Hvordan så med at berøre?

Hvad så når vi ikke kan “give eller modtage berøring?”
Kan vi så “mødes i den”?

Heller ikke rigtigt vel? .. Der skal vel TRE til at mødes i noget?
Dig, Mig og “Det vi mødes i”..
Eller hvad?
Mødes vi, hvis ikke vi mødes om “noget”? Er det “noget” eller “i virkeligheden “ikke noget”?
….

Vi berører, bevæger og bevæges allerede, og ser det når illusionen om adskillelse opløses.

I grunden burde det være meget let? Illusioner findes jo ikke 😉
De virker bare som om de findes.
Og så er vi tilbage til, at beskrivelser af det som er, ikke KAN være det, de beskriver.

I møder kan vi lade os optage i det, som sker.

Som forskellige bølger der opstår i det samme hav, brydes eller smelter sammen i ny puls og rytme. Aldrig uberørte af vinden og planeternes bevægelse, vandets dybde, og tyngdens forudsætning for alt livet her…

Direkte erkende naturen af det, som sker, hinsides illusoriske masker, der skal adskille