Kroppe er magiske! – Der er steder vi næsten aldrig berøres af andre mennesker.
Når vi tillader det og det sker på en anerkendende, kærlig, opmærksom og favnende måde, så bevæger det os og forandrer mere end noget andet. Ja for livet!

Det, at tillade det, virker som tillidserklæringer. Vi risikerer og vover noget sårbart. Kan du blotte dig fysisk, uden at det også virker psykisk?

De to sider kan ikke adskilles i mig. Kan du?

Det gør det også, hvis det sker mekanisk og instrumentelt under tvang eller af nødvendighed. Dvs. at jeg reelt ikke føler mig autonom i mødet.

Det vi ellers ikke taler om

Der er også emner, tanker, følelser, relationer, forbehold, for-kærligheder som vi næsten aldrig taler om med andre mennesker. “Sider” af vores måde at beskrive “det, som sker i os” i forskellige situationer, vi holder skjulte for de fleste. 

Jeg har igennem hele mit liv erfaret: At det at vise dem – undersøge dem med andre mennesker, – både udvikler og kræver tillid. Og jeg kender sårbarheden ved at skulle finde ud af, hvem jeg tør vise en sådan tillid? .. Skal der ikke mod til?

Tillid opstår i gensidighed.

Genkender du fornemmelsen af ubehag ved at blotte sårbare sider for et menneske, der forholder sig privat og lukket. – Eller som blot giver skin af, at være åben.

Det rækker ikke at lytte, for at være åben. Et åbent afløb suger alt til sig i en spiral, Intet slipper ud, når først det er fanget af hvirvelstrømmen. Det er opslugende åbent ja og lukker sig OM det, som det møder.

Den åbenhed jeg peger på, er “udvekslende åben”.. Den relaterer: Tager blot og omsluttende ind, og sender det forandret og berørt ud igen. Det interagerer!

At beskrive bevæger kroppe

At beskrive noget, ser jeg som at forme og bevæge både vores og andre menneskers opfattelse af både ‘det-’ og os, der beskriver

Måden, vi beskriver på, vil skabe resonans eller dissonans. Tiltrække, eller frastøde. Eventuelt virke ligegyldig.

Det gælder i særdeleshed når vi beskriver: “Hvem vi er” – altså:

Hvordan vi gerne vil ses og opfattes i møder med mennesker og alt andet levende.

Åh hvor har jeg ofte siddet over tasterne, og overvejet mine ord. Hvordan kan jeg udtrykke mig, uden at servere nogle intetsigende floskler? Når ordene så står der, og jeg læser dem. Kan jeg så overhovedet genkende mig i dem?

Er du også “omstillingsparat”? hvad betyder det overhovedet? At kun kan lave noget andet end det du ellers gør, bare du trykkes på de rigtige ‘knapper’?

Vi kan beskrive med ord, eller igennem vores måde at fremtræde på.
Kroppe taler mest uden ord. Og når vi skriver og siger ord, taler kroppe med og bevæges af dem.
Det sker emotionelt – udefra og ind og indefra og ud.

Kroppe bevæger – skaber udtryk og indtryk

Måden vi klæder os på, -soignerer os,- plejer os, -bevæger os: Går, sidder, sætter os, ligger, rejser- os, møder, hilser, møder, tager afsked, ser, spænder, afspænder, trækker, trykker. Letheden, tyngden, mimikken, blikket, og holdningen.

Når du måske som jeg allerede før teenageårene, kunne trække tøj ud af skabet og kritisk sortere fra, eller mærke panik ved synet af en ny bums på kinden, så har det været tydelige tegn på at det ikke er ligegyldigt for os, hvordan vi gerne vil virke på andre?

Kan du genkalde dig de gange, hvor du skulle på en date? Eller såmænd bare en fest, hvor du måske kunne støde ind i en du virkelig gerne vi lære noget bedre at kende?

At ramme rigtigt?

Det kan være meget svært at få øje på, hvordan vi selv gør?
Det kan også meget let skabe angst, spænding og frygt for at komme til at virke “forkert”, hvis vi gøres opmærksom på det.

“Ej har du ikke tabt dig!” – siger Lotte til dig i det øjeblik, du træder ind ad døren. Og på et splitsekund overvejer du så om hun mon har opfattet dig som tyk?”

Jeg finder det vigtigt at kunne lege sammen, hvis vi vil ændre og forandre vores udtryk.
Det kan godt være at du og jeg har “naturlige udtryk”, når vi vælter ud af sengen om morgenen? og der er også behov når at finde nyttige måder, at fremtræde på i de forskellige kulturer, vi færdes i. 

Kan du genkende den trygge fornemmelse af, at have “ramt” rigtigt eller passende i forhold til det arrangement du var inviteret til?

Jeg stod engang på en talerstol, i hvid skjorte slips og jakkesæt, og havde fuldstændigt fejllæst invitationen og publikum. De sad i hundredevis i T-shirt, åbne skjorter og seler, med håndbajere på bordene. Aldrig før og siden følte jeg mig SÅ akavet som i den situation

Kroppe lærer

Når jeg leger finder jeg det lettere at tage “mig selv” mindre højtideligt og alvorligt! Det er ofte præcis det legen gør: Vi leger med identitet med hinanden. Og kroppene lærer af at afprøve det.

Kan vi ikke se det at leve som noget kreativt? Vi skaber det og hinanden sammen igennem måden vi møder hinanden på?

Vores naturlige udtryk ser jeg som et potentiale. Vi lærer, spejler, øver, og efterligner udtryk fra de mennesker vi opdrages af- og tilpasser os til igennem vores unge år.

jeg er overbevist om at vi ikke har ikke ET ‘passende’ udtryk. Vi kan øve at ‘udtrykke os’ på forskellige måder, som er nyttige, situationsbestemte og ‘passende’ til omgivelsernes måde at bevæge sig på.

Der findes heller ikke rigtige eller forkerte udtryk. De bevæger blot forskelligt

…..

Når vi mødes på Mahamudrainstitut og øver os sammen i ‘kunsten at elske og leve’. Så leger vi også.. 
Det bevæger os! Det vil du nok også kunne mærke, hvis du vil lege med!? Vi undersøger og afprøver. Berører og berøres og tager hver gang derfra en smule forandrede.

Kom og mærk det f.eks. på vores påskecamp