Kroppens overflade og hud er det mest differentierende, kontinuerligt aktive sensoriske organ, i os. Det gør os i stand til at sanse, orientere os og relatere på en sådan måde, at vi bedst muligt og spontant, kan bevæge os i integritet!

……

Han stod der på gulvet i den store stue, og hun sad i sofaen og så på ham. Han ville have sat sig, og hun havde bedt ham om at blive stående.

…

Anledningen til at de overhovedet mødte hinanden her i hendes hjem, skyldes at han have reageret på en artikel, hun havde offentliggjort om sammenhængen mellem udviklingen af intelligens , tryghed og sanselighed. Han havde skrevet til hende, og enden på det blev, at hun havde inviteret ham til et møde ansigt til ansigt.

…

Hun så på ham: “Du vil vide noget mere om mit arbejde med sanselighed og tryghed?” forstår jeg?

…

“Ja det vil jeg gerne. Jeg fandt, som jeg skrev til dig, din artikel meget spændende. Den ligger i forlængelse af nogle tanker og ideer, som jeg selv har arbejdet med i mange år”.

…

“Okay?” svarede hun med et smil. Og fortsatte: “Jeg finder det ikke nødvendigvis så frugtbart, at vi som det første snakker om det. I stedet vil jeg hellere vise dig noget, som så måske kan kvalificere vores samtale?”

…

“Jo det lyder som en god ide” Svarede han – “Jeg er åben for dine forslag. Jeg er her for at lære”.

…

“Ja hvis det er sådan, så passer det jo fint!” Returnerede hun.

“Så vil jeg bede dig om, at tage alt dit tøj af uden undtagelse, der hvor du står her foran mig!”

…

“Hvad?!” .. svarede han forbløffet.

…

“Behøver jeg at gentage det? Var der noget i det jeg sagde, du ikke forstod?”

…

“Nej men…”

…

“Du sagde, at du er her for at lære. Og hvis du vil det, så er det sådan vi starter!”

…

“Okay!.. Ja det overrumpler mig lige.. Ok jeg gør det!” Han sank en ekstra gang, trak blusen over hovedet, og fortsatte med at klæde sig af derfra. “Hvor skal jeg lægge mit tøj?” ..

…

Hun pegede tavst på gulvet ved siden af ham, uden at tage blikket væk.

Da han som det sidste trak sine underbukser ned og skubbede dem hen til bunken med det øvrige tøj, følte han sig MEGET nøgen. Måske var det kontrasten til det fremmede rum, de elegante klassiske møbler, og kvinden der sad med krydsede ben i med begge arme hvilende udstrakte til hver sin side hen over ryglænets øverste kant?

Han vidste ikke rigtig hvor han skulle placere sine hænder. De føltes pludseligt “underlige” ved siden af. Han lod dem hænge ned.

…

“Drej dig rundt på stedet, hvor du står!” .. sagde hun

Imens han gjorde det, spurgte hun så. “Fortæl mig hvad du sanser?!”

…

“Det er godt nok uvant og blufærdigt!” svarede han ..

…

“Det sanser du ikke! det tænker du!”

“Hvad sanser du?”

…

“Jamen hvordan skal jeg kunne fortælle dig, hvad jeg sanser, uden at tænke det?”

…

Hun lo .. “Det er ikke muligt!… Gør det en væsentlig forskel at du står nøgen her nu i forhold til før?”

…

“Det gør ALT.. Alt er forandret, jeg vil ikke vide, hvor jeg skal begynde eller slutte. Jeg har aldrig erfaret noget lignende, som kommer i nærheden af det, der sker lige nu.

Det føles altså hmm,.. ret overvældende!”

…

“Du kan klæde dig på igen!”…

…

Imens han stadig stod foran hende, og tog sit tøj på, sagde hun:

“Hele kroppens overflade og hud er oprindeligt DET, som gør os i stand til at sanse og orientere os i verden.

Det sker igennem bevægelse, forskelle i temperatur, tryk og træk, proprioceptive regulering, smertesansen og den såkaldte nociception, hvor vi forsøger af afkode om noget potentielt kan være skadeligt for os. Det gælder også den C-Taktile berøring.

Igennem vores socialisering tvinges vi til at tildække- og dermed dæmpe og helt bedøve langt de fleste af de forstyrrelser og resonansgivende signaler, som naturligt ville bidrage til udviklingen af vores intelligens og bevægelseskompetence.

Kan du fornemme, hvor meget mere du kropsligt og mentalt skulle “forholde dig til” i det øjeblik du tog tøjet af foran mig?”

…

“Det er jo fuldstændigt vanvittigt! JA..”

Kroppens overflade og hud

“Vores hud er det mest differentierende, kontinuerligt aktive sensoriske organ, i os, som gør os i stand til at sanse, orientere os og relatere på en sådan måde, at vi bedst muligt og spontant, kan bevæge os i integritet! … “

…

Hun fortsatte

“Når vi dæmper den ved at pakke os ind, så tvinges vi til kognitivt i stedet at “regne ud” – dvs tænke os til, hvad der mon sker i og omkring os? Vores tøj og de normer, der knyttes til at “beskytte os” – får os til at stræbe efter mental kontrol”.

….

Det ledte til nogle spændende samtaler om, hvordan manglende fysisk berøring, og måden vi berøres på, reducerer vores spontanitet og kreativitet, og fremmer trangen til at “trække mentale grænser”.

…

De kom også til at tale om stress, konflikter, at relatere, og længsel efter at møde hinanden i berøring.

Hvordan ophør og fravær af direkte gensidig berøring, når vi relaterer med hinanden, kan sammenlignes med at udelukke meget vigtige “kropslige samtaler”. Noget der kan være helt afgørende for at vi føler os trygge og handlingskompetente, når vi relaterer med hinanden.

….

Længe talte de om hvordan den aktive gensidige berøring er helt afgørende for, hvordan vi tolker enhver forstyrrelse og sanset forskel.

At det aktive gør det muligt at justere og variere i undersøgende perception. Til forskel fra: Passivt at blive udsat for at blive berørt.

Det sidste udløser spontant impuls til at søge væk og ikke mindst at tillægge det, som sker “en kendt betydning”.

….