Når jeg sidder med en kløs æltet ler, centrerer det på min roterende skive, og begynder at dreje. Så vi de fleste mennesker være enige med mig i, at det sådan set “bare er ler”, som drejer rundt.

Først ‘centrerer’ jeg det, hvilket betyder, at det i bevægelse har fordelt sig helt jævnt omkring en usynlig midterakse.
Den går lodret, som en forlængelse af drejeskivens akse fra midten af jorden og ud i universet.

Laver jeg blot med en finger et lille hul i dette jævnt roterende ler, vil det i løbet af et øjeblik, hvis hastigheden er høj, slå sig selv af skiven og klaske ud til alle sider. Det vil stadig “bare være ler”.

Alternativt kan jeg igennem langsomme rolige bevægelser, der involverer hele min krop og mit sind, med blide tryk og træk forme leret imens det er i denne balancerede roterende bevægelse, til symmetriske former, der alle er drejet om denne lodrette akse.

Det er stadig bare ler

Når der på skiven efter nogle minutter så står en skål, et krus, en potte eller et fad, så er det STADIG “bare ler”. Nu er det blevet formet igennem bevægelse, og kan, så længe det er plastisk, omformes på uendeligt mange måder.

Derefter, når det er tørret helt, brænder jeg det ved meget høj temperatur, og fjerner dermed den meste plasticitet. Det er stadigvæk “bare ler”.

Når det står ny-glaseret og afkølet på bordet, vil en tilskuer måske sige: “Nej da Jesper! – det er ikke ‘bare’ ler, det er helt unikt, og jeg finder det meget smukt og æstetisk”.

Ja… Nu kan det ikke umiddelbart formes mere, med mindre jeg knuser det til meget små stykker og blander og ælter det sammen med helt plastisk ler igen.

Så lader det sig igen forme igennem bevægelse.

Det ER “bare ler”…

Det er jord, som bevæges “igennem i universet” sammen med- og af- jordens rotation.

En Jord der igen holdes “på sin (relative) plads” af sin rotation om- og med solen-, planeterne, galaksen etc…

Vand i dine hænder

Hvis du holder dine hænder frem som en skål, og jeg hælder vand i dem, sådan at du kan drikke det fra dine hænder, vil du som så mange gange før erfare, at vandet er så bevægeligt, at det er umuligt at holde fast! Det kan kun lade sig gøre ved af afgrænse det.

Det er meget vanskeligt at gøre sine hænder så faste og tætte, at det meste ikke alligevel løber ud. Både du og vandet roterer og bevæges forskelligt af det.

Ethvert forsøg på at afgrænse vandet på den måde, er praktisk talt umuligt i andet end et øjeblik!

Hælder du det derimod i en af mine skåle, det “bare er lavet af ler”, som jeg har taget det meste bevægelighed ud af, så går det let.

Jo du kan fryse vandet til is! Det virker principiel på samme måde. Så vil du kunne spise vandet, der øjeblikkeligt til smelte i din mund, og køle dig ned.

Forskellen i din og vandets spontane bevægelse virker som varme og kulde.

Det, der er afgrænset, vil være relativt meget “koldere” end det, som opløser dets form.

Sådan virker grænser!

Hvis først vi har lavet en grænse, så kan den ikke bare flyttes. Hvis en grænse er elastisk, skal der noget andet U-bevægeligt til at holde den i form.

Det afgrænsende menneske

Kan det virke sådan, at det afgrænsende menneske, virker køligere end det spontant bevægelige- ?

Hvis det at lære, at se, sanse, forstå, iagttage, berøre, og bevæge, elske, møde i omsorg, anerkende, danse, dreje, møde det levende, med-føle … alt samme er udtryk for bevægelighed på plasticitet? … Vil så det afgrænsede og afgrænsende, ved at insistere på at være afgrænset, være holdt op med at lære?

Det er blevet som den hårdbrændte kop, som insisterer på at VÆRE en særlig kop. Og jeg som pottemager tænker i omsorg:

“Du er såmænd bare ler”… Som jeg er det.

Koppen er skrøbelig overfor slag!

Det plastiske ler omslutter alle stød og skub .

Så længe, det bevarer sin bevægelighed, er der næsten ingen begrænsninger for, hvilken form det kan antage, gentage og variere, ud over de, som kommer af den nære forbindelse til jorden selv.

Vidste du at ler husker?

Jeg vil slutte med at fortælle om en helt fantastisk egenskab ved ler, der knytter sig til dets plasticitet: Det “husker”..

Hvis jeg har drejet en form, og den under flytningen får et stød eller “klasker sammen”, så er det MEGET vanskeligt at dreje leret til en anden form! Det er som om det der ler, som ‘bare’ er ler, søger tilbage til den form, det først blev drejet i?!

Måden at gøre det på er så at ælte det hele sammen igen og lade det hvile, til det har glemt den form, det først blev drejet i.

Måske svarer det til, hvor sundt det kan være for os, med “pauser”. Eller indimellem at blive æltet godt og grundigt sammen på ny ?

….

Hvor jeg allermest sanser og erkender dette, er ikke bare ved drejeskiven med leret, men når jeg elsker. Lad os være som ler, når vi elsker! … Uden at skulle støbes i en form.