“Lever du i parforhold med din dommer?” Det spørgsmål dukkede op i mig under slutrunden på weekendens seminar.
……..

Det slår mig gang på gang, hvordan vi mennesker forvandler os, i det øjeblik vi “går ind” i et såkaldt parforhold?

Det blev meget tydeligt for mig på denne weekends træf i Tyskland om ‘Systemisk praksis og kunsten af elske’.

Hvad vil han/hun tænke hvis …

Hvad der før kunne føles let, naturligt, lystent og spontant i møder med andre mennesker, bliver med et kompliceret og giver anledning til “dårlig samvittighed”.

Når vi så samtaler om det, virker det som om der er 3 med i snakken, selvom vi kun sidder to overfor hinanden. Den tredje er partnerens vurderende stemme og adfærd:

“Hvad ville han/hun tænke eller føle, hvis vedkommende var tilstede og oplevede mig her?”

“Min partner vil aldrig hverken have lyst til – eller -interesse for – at vi mødes på den måde, jeg mødes med andre mennesker her. Han/hun ville absolut heller ikke acceptere, at jeg gør det.

“Han/hun ville blive ked af det og sikkert også vred, hvis vedkommende så mig gøre, hvad jeg gør – og hvordan?”

Lever du med din dommer?

Hvad er det da for forfærdelige ting, vi gør med hinanden?
Vi mødes i i sanselig, bevægende, berørende og sårbar intimitet.

“Lyder det ikke ganske forfærdeligt!
Sådan noget er da forbeholdt “min partner”… ikke?”

Det interessante er, at denne “partner” – selvom vedkommende ikke er der fysisk – er med under hele weekenden. Partneren repræsenterer domstolen, der dømmer og sørger for orden, straf, dårlig samvittighed, tvivl og angst.

Hvad er det, vi gør ved hinanden, når vi igennem et “parforhold” indretter en domstol i vores sind, der måler vores adfærd i møder med andre mennesker. En som træffer bindende afgørelser, og inviterer i angst og nogle gange fortvivlelse?

En partner vi benytter til at undertrykke den spontane livs- og levelyst med!

….

Det er nok sådan vi opdrages? “Dommer-mor” og/eller “-far” – udskiftes pr. automatik med “Dommer-kæreste” – når det “bliver alvorligt imellem os”. Så kan vi hver især sidde derinde i hinandens kroppe og sind?

Holde øje, og give lyd, når noget den anden gør, bliver for spontant, dejligt, impulsivt, kærligt – og frem for alt måske noget, som vi ikke selv vil- kan-, eller har lyst til?